Tidbeck og Ajvide Lindqvist som teater

Jeg går sjældent i teatret, men nu har jeg været det hele to gange på en uge, og i begge tilfælde har der pudsigt nok været tale om forestillinger baseret på historier af svenske forfattere.

13978226342_eecdc0bb1b_b-930x524

Rebecca Benson som vampyren Eli i teaterudgaven af Let The Right One In. Foto: Idil Sukan/Draw HQ

Mens jeg var til Worldcon i London, opdagede jeg, at der kørte en teaterudgave af John Ajvide Lindqvists vampyrroman Lad den rette komme ind. Jeg har ikke læst bogen, men har både set den fremragende svenske filmatisering og den noget overflødige amerikanske genindspilning, så jeg brugte min sidste aften i London på at finde ud af, hvordan historien gør sig på scenen.

Let The Right One In havde premiere på National Theatre of Scotland i juni 2013, men har spillet på West End siden foråret. I forhold til romanen er handlingen flyttet til Skotland, men ellers er stykket meget tro over for sit forlæg og medtager blandt andet en detalje, som filmene udelod, nemlig at vampyren Eli ikke altid har været en pige.

Udover at være overraskende blodig og indeholde mindst én scene, som fik alle i teatret til at hoppe i deres sæder, får Let The Right One In forbløffende meget ud af sin enkle scenografi, der tilmed gør det muligt at genskabe det afsluttende opgør i svømmehallen, hvor der rent faktisk er en stor glasbeholder fyldt med vand inde på scenen. Forestillingens største stunt er dog at lade to voksne skuespillere spille den mobbede dreng Oskar og vampyrpigen Eli. Men selv om de er ti år ældre end deres roller, er både Martin Quinn som Oskar og Rebecca Benson som Eli yderst overbevisende, og sidstnævnte skal endda både ligne en ung teenagepige og samtidig agere et flere hundrede år gammelt væsen i en barnekrop.

Let The Right One In kan kun ses frem til den 30. august, men kan absolut anbefales, hvis man er i London, uanset om man er til gys eller ej.

Ugens anden teatertur var i en helt anden boldgade, men lige så fantastisk. Jeg er stor fan af den svenske forfatter Karin Tidbeck, som to gange har været gæst på Fantasticon, så det vakte min interesse, da jeg hørte, at en dansk teatergruppe, Tidsrum, ville lave en steampunk dukketeater-forestilling ud af hendes novelle Beatrice.

Tidsrums teaterudgave af Karin Tidbecks novelle "Beatrice". Foto: Charlotte Frantzdatter

Tidsrums teaterudgave af Karin Tidbecks novelle “Beatrice”. Foto: Charlotte Frantzdatter

Forestillingen havde premiere på Bornholm i juni, men forinden havde der været en indsamling på Indiegogo, hvor jeg gav en donation i håb om, at Beatrice måske ville komme til København. Man har dog lov at være heldig, så i stedet ville skæbnen, at den første opførelse på Sjælland fandt sted i min hjemby, Roskilde. Som tak for donationen fik jeg to fribilletter, så derfor sad jeg fredag aften i kulturhuset INSP! og så Karin Tidbecks fortælling om mennesker, som forelsker sig i maskiner, blive vakt til live.

Interessant nok har Tidsrum valgt at formidle historien uden brug af ord, men i stedet ved hjælp af dukker, opfindsomme rekvisitter, stemningsfuld musik, lyde, lys og skygger. Især skyggespillet imponerer, men de øvrige elementer fungerer også glimrende, og samlet set er der tale om en magisk og intim oplevelse. Det sidste skyldes, at scenen blot består af to borde, så der er kun plads til 20-25 tilskuere til forestillingen, hvis alle skal kunne følge med.

Så nu kan jeg sige, at jeg har set en bloddryppende vampyrforestilling på West End og dukketeater for voksne, hvor en kvinde bliver gjort gravid af en dampmaskine, og en mand forgriber sig på et uskyldigt luftskib …

Etiket: , , ,