Tålmodighed belønner sig

For snart et år siden skrev jeg en novelle, Kongens nytårstale, til den årlige novellekonkurrence i Knud Larns fanzine Science Fiction. Emnet var “Danskerne og tidsmaskinen” (hvad ville der ske, hvis danskerne opfandt en tidsmaskine?), deadline var 1. december 2008, og vinderne ville blive udråbt i starten af 2009.

Og så skete der faktisk ikke så meget mere… før nu! Knud Larn har langt om længe fået kåret en vinder, og selv om det ikke blev mig, men Malan Jacobsen med novellen Ulvetid, kan jeg med tilfredshed notere, at Kongens nytårstale er blevet fundet værdig til at blive trykt i et hæfte sammen med fem andre noveller.

Udover vindernovellen er der tale om historier af Lise Andreasen, Manfred Christiansen, A. Silvestri og Gudrun Østergaard.  Hvis navnene forekommer bekendte, skyldes det, at vi alle også har bidraget til Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3, mens tre af os endvidere er med i Dystre Danmark. Det er en lille verden…

Jeg skal erkende, at jeg på et tidspunkt troede, at novellekonkurrencen ikke ville blive til noget, så jeg kontaktede Knud Larn og spurgte, om jeg kunne bringe min novelle her på hjemmesiden. Hans svar kom så i form af en længe ventet opdatering af Science Fictions hjemmeside.

Udover at udgive det uregelmæssige fanzine (seneste nummer udkom i efteråret 2007 i forbindelse med Eurocon i Valby!) er Knud formand for Science Fiction Cirklen og har gang i flere blogs, deriblandt ESSEF og Fan News Denmark. Med andre ord er han en travl og yderst aktiv figur på den danske sci-fi scene, så han er tilgivet, at det har taget så lang tid at få afgjort konkurrencen. Men nu lover han, at vindernovellerne fra 2008 bliver udgivet i november – i øvrigt sammen med vinderne og de bedste noveller fra 2006 og 2007. Samtidig har han udskrevet en ny konkurrence, denne gang over emnet “Danskerne og robotterne.”

Etiket: , ,
3 kommentarer til “Tålmodighed belønner sig
  1. A.Silvestri siger:

    Sjovt – jeg havde også lige sendt ham en mail. Han har nok haft resultatet liggende klar til brug. Men han burde da næsten lave en helt regulær novellesamling med alle de vindere – 15-18 noveller passer fint i SFC’s formater

  2. Manfred X siger:

    Det havde jeg også…

  3. gudrun østergaard siger:

    Det havde jeg ikke…
    Men jeg havde lige TÆNKT på, hvad der egentlig skete med konkurrencen!

Skriv et svar