Jeg kan lige så godt erkende det. Jeg er typen, som elsker, når kunstnere løfter sløret for, hvad der var tanken bag deres værker. Jeg kan finde på at købe en film på dvd eller blu-ray, selv om jeg har den i forvejen, hvis der er mere ekstra-materiale på den nye udgave, og hvis nogen har undret sig over, hvad det er for nogle triste nørder, som lytter til kommentar-sporene, så er det folk som mig.
På samme måde er jeg vild med de novellesamlinger, hvor forfatteren fortæller om, hvad der var baggrunden for de enkelte historier. Jeg har blandt andet med stor fornøjelse læst, hvad der inspirerede Stephen King og Dan Simmons til novellerne i henholdsvis Skeleton Crew og Prayers to Broken Stones, ligesom Alastair Reynolds og James Patrick Kelly også har taget læseren med “bag kulissen”.
Så nu har jeg tænkt mig at gøre det samme med novellerne i Månebase Rødhætte. Jeg er klar over, at det ikke er alle, som er interesseret i at læse om den slags, og at der findes dem, som mener, at en historie bør kunne tale for sig selv. Den gruppe hører jeg dog som nævnt ikke til. Så se det her som en bonus-feature, hvis du har anskaffet dig bogen (og tak for det) eller som en appetitvækker, hvis du overvejer at gøre det. Jeg tager novellerne i den rækkefølge, de optræder i samlingen, så jeg lægger ud med åbningsnovellen Turisterne:
Først, en tilståelse. Tidsrejse-historier har aldrig sagt mig det helt store. Ja, der findes masser af vellykkede eksempler så som Kage Bakers Company-serie og film som 12 Monkeys og Tilbage til fremtiden, men selv i de tilfælde har jeg en mistanke om, at det er bedst, hvis man ikke tænker alt for meget over handlingen. Det skyldes, at tidsrejse-historier er uhyggeligt svære at skrive, fordi der er så mange indbyggede fælder, og jeg havde egentlig regnet med at holde mig langt væk fra dem. Og alligevel har jeg nu skrevet to.
Jeg troede, at jeg havde fået tidsrejserne ud af systemet med Kongens nytårstale, men så fik jeg idéen til Turisterne. Novellen tager udgangspunkt i fysikeren Stephen Hawkings berømte citat om, at det faktum, at vi ikke er blevet overrendt af turister fra fremtiden, er det bedste bevis for, at tidsrejser ikke er blevet opfundet. Omvendt har Carl Sagan argumenteret for, at det sagtens kan være tilfældet, fordi turisterne har formået at forklæde sig, så vi ikke har opdaget dem. Jeg er hverken den første og sikkert heller ikke den sidste, som har gjort brug af den idé i science fiction-sammenhænge, og så vidt jeg husker, stødte jeg selv oprindeligt på den i Connie Willis’ Nonstop to Portales, der er en rørende hyldest til forfatteren Jack Williamson.
I dette tilfælde tænkte jeg, at det ville være interessant, hvis det var hovedpersonen, som var målet for turisterne, uden at han vidste, hvad det var, han ville blive berømt for. Hvordan ville man selv reagere, hvis man havnede i den situation? På den ene side ville det selvfølgelig være godt at vide, at man ikke var gået over i glemslen, men omvendt ville man nok føle et vist forventningspres.
I sidste ende handler Turisterne om de valg, vi foretager her i livet. Valgte jeg den rigtige uddannelse? Sidder jeg i det rigtige job? Er jeg sammen med den rette partner, eller hvorfor er jeg ikke sammen med nogen? Hvordan var mit liv blevet, hvis jeg havde valgt anderledes? Kan jeg stadig nå at ændre noget? For mit eget vedkommende traf jeg, set i bakspejlet, et valg, da jeg begyndte at skrive fiktion igen i 2007 efter flere års pause. Mit liv var mere eller mindre gået i stå, men novellerne gav det et skub i en anden retning og åbnede en helt ny verden for mig. Det var som nævnt ikke noget, jeg tænkte over på det tidspunkt, men jeg har efterrationaliseret mig frem til, at det var et ubevidst valg fra min side.
Derudover vil jeg nævne, at Turisterne med sine 11.500 ord er den tredjelængste novelle, jeg indtil nu har skrevet, og at jeg føler en pervers glæde over at have fået en fodbold-reference med i en science fiction-historie med tanke på, hvor lidt hovedparten af det danske fanmiljø går op i sport. Og ja, The Joe Schmo Show var et rigtigt reality-show, som jeg så med stor glæde sammen med min søster, og en af de medvirkende var faktisk Kristen Wiig, inden hun blev kendt (det er først nu, det går op for mig, hvor godt det passer med novellens tema).
