Der er kommet nye oplysninger om Tellerups gyserantologi, men da de blev offentliggjort, mens jeg var i Seoul, har jeg først opdaget dem nu (min indre journalist græmmer sig).
Hidtil har jeg kun vidst, at min novelle Langt ude i skoven var med, men anede ikke noget om, hvem eller hvor mange historier der ellers var sluppet gennem nåleøjet.
Nu viser tallet sig at være 13 - selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, når temaet er horror. Antologien har endnu ikke fået en titel og en udgivelsesdato, men jeg glæder mig til at se resultatet. Udover min egen novelle er følgende med:
Nick Clausen: Manden med plasticleen
Henrik Einspor: Bølgen
Michael Bergh Hansen: Gamle minder
Nikolaj Højberg: Sommerfrost
Sonja Kjeldsmark: Anklaget
Pia Valentin Lorentzen: Kun en drøm?
Esther Rützou: Kun edderkopper
Nicole Boyle Rødtnes: Mærket
Martin Schjönning: Anonymt bidrag
Freddy E. Silva: Heksejægeren
Thomas Strømsholt: Jeg fremsætter en erklæring
Teddy Vork: Isolde
Både Nikolaj Højberg, Nicole Boyle Rødtnes og Thomas Strømsholt har jeg tidligere optrådt sammen med i andre antologier, men med undtagelse af Teddy Vork er de øvrige navne nye for mig.
Læs også Horrorsidens omtale af antologien.
Efter en begivenhedsløs april på skrivefronten er der pludselig begyndt at ske ting og sager. Inden for få dage har jeg modtaget nyt om to af mine noveller, som jeg for tiden har liggende til udgivelse på to forskellige forlag.
Den ene drejer sig om Langt ude i skoven, som Tellerup har udvalgt til en kommende gyserantologi. Her har jeg modtaget manusplejen, hvilket vil sige den redigerede udgave af novellen, efter at der er blevet læst korrektur på den. Heldigvis var der kun få rettelser, og de fleste gik på tegnsætningen i forbindelse med min brug af kursiv, omend der også blev fundet en enkelt fejl, som det var lykkedes mig at overse trods utallige gennemlæsninger. Der er stadig intet nyt om udgivelsesdatoen og titel på antologien, som jeg ser mere og mere frem til.
Dagen efter mailen fra Tellerup kom der en besked fra Dansklærerforeningens Forlag om en af mine noveller, som skal med i en antologi, der skal bruges som undervisningsmateriale til de ældste elever i folkeskolen.
Når jeg ikke har nævnt noget om det før her på siden, skyldes det, at jeg har villet vente til, jeg havde nogle mere håndfaste oplysninger. Det har jeg så fået - mere eller mindre. Antologien var oprindelig sat til at udkomme i år, men udgivelsesdatoen er nu udskudt til april 2011.
Jeg vil dog røbe, at der er tale om Afhøring af offer nr. 5, som var med i Science Fiction Cirklens antologi I overfladen - Lige under overfladen 2. Samme novelle er også blevet udvalgt til en engelsksproget udgivelse fra SFC, så den kan ende med at blive min mest “genbrugte” historie.
Henvendelsen fra Dansklærerforeningens Forlag stammer helt tilbage fra februar 2009 og var mit første egentlige salg. Jeg får dog først honoraret udbetalt i forbindelse med udgivelsen, så i mellemtiden nåede Tellerup at komme fra baghjul og blive det første forlag, som har betalt for en af mine noveller.
Men begge tilfælde har givet mig en forsmag på, hvordan det er at have med et professionelt forlag at gøre - ikke mindst med hensyn til den lange produktionstid.
I dag fik jeg en parkeringsbøde med halvanden måneds forsinkelse, og min bil har ikke kunnet starte de seneste par uger på grund af kulden. Men alt det er lige meget nu, for jeg modtog også en mail, der meddelte, at min novelle Langt ude i skoven er blevet udvalgt til en kommende gyserantologi fra forlaget Tellerup.
Det er selvsagt kæmpestort, for ifølge Tellerup blev der indsendt godt 150 noveller til konkurrencen - dobbelt så mange som forventet, så afgørelsen måtte udskydes fra 1. december til nu.
Og modsat de andre udgivelser, jeg har været med i, følger der denne gang et honorar med. Beløbet er ikke fyrsteligt, og der skal også betales b-skat af det, men det er alligevel rart at prøve at få penge for noget, man har skrevet i sin fritid.
Langt ude i skoven var en novelle, jeg skrev i sommer, umiddelbart før jeg skulle på ferie. Den blev til under et temmelig hektisk forløb, så jeg var lidt usikker på, om den fungerede, men alt det vil jeg fortælle mere om, når udgivelsen nærmer sig.
Nye kommentarer