Tag Archive for 'Mordene på Katrina'

Mit science fiction hattrick

En længe ventet besked dukkede i dag op i min mailboks, og den var heldigvis af positiv karakter. Min novelle Portræt af en månepige slap igennem nåleøjet til Science Fiction Cirklens antologi Lige under overfladen 4. Det er tredje år i træk, at jeg kommer med efter tidligere at have bidraget med Afhøring af offer nr. 5 til I overfladen – Lige under overfladen 2 (2008) og Alien Ghost Ballet til Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3 (2009).

Ifølge redaktøren Carl-Eddy Skovgaard indkom der 51 noveller, og han har valgt 21 til udgivelse. Blandt de deltagende forfattere finder man navne som Lise Andreasen, Kenneth Krabat, Lonni Krause, H.H. Løyche, A. Silvestri, Thomas Strømsholt, Camilla Wandahl og Gudrun Østergaard samt mine venner fra Fantastiks skrivegruppe Richard Ipsen, Jesper Rugård Jensen og Flemming R.P. Rasch. Specielt Jespers Mission til Cho’it ser jeg frem til at læse, da vi gav kritik på hinandens noveller.
De tidligere udgaver af LUO er udkommet midt i august, og det var også planen med 4′eren, men på grund af sygdom har udvælgelsen trukket ud – de andre år har forfatterne fået besked i maj – så det er endnu uvist, hvornår bogen er klar.

Apropos Science Fiction Cirklen, så er det nye nummer af Proxima netop ankommet. Proxima er foreningens halvårlige tidsskrift, der modsat medlemsbladet Novum kan købes af alle.
Det seneste nummer, 91, indeholder anmeldelser af to antologier, som jeg har noveller med i. Lidt overraskende handler den ene om Dystre Danmark, da der er tale om en gyserantologi, og Proxima normalt kun beskæftiger sig med science fiction.
Omvendt indeholder et par af novellerne science fiction-elementer, deriblandt min egen Mordene på Katrina (hvilket jeg tidligere har skrevet om i dette blogindlæg), så derfor finder anmelderen, førnævnte Carl-Eddy Skovgaard, det på sin plads at tage den med i Proxima.
Han skriver blandt andet: “Lars Ahn Pedersens Mordene på Katrina, der indleder samlingen, er for mig som science fiction-elsker også den bedste, selv om den er meget bloddryppende. Titlen siger det hele (og første afsnit slår det fast), så jeg afslører ikke noget ved at skrive, at det handler om en ny type android, der regenererer, hvis den kommer til skade, og hvad der så kan ske og ske i en gyser. Jeg har læst tilsvarende historier før, og Lars kan som journalist sin skriveteknik til fingerspidserne. Twisten er det, man venter på, og den kommer også. Når en mand får lavet en genbrugsmodel af sin fraskilte kone, hvad kan der så ske? Tja. Læs selv.”

Mere ventet er anmeldelsen af SFCs egen udgivelse Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3, hvor anmelderen Joen Juel Jensen har følgende at sige om min novelle Alien Ghost Ballet: “Redaktøren fortæller, at en af novellerne egentlig var for lang, nemlig Alien Ghost Ballet af Lars Ahn Pedersen. Det er ikke så svært at forstå, at han syntes, han var nødt til at tage den med i antologien alligevel. Den er en af de mest helstøbte med hensyn til idé, plot, stemning og stil (…)”
“Alien Ghost Ballet fortæller historien om en dansk balletmester med et noget kontroversielt karriereforløb, der hentes til en fremmed planet for at lave en opsætning af Svanesøen, som skal danses af trebenede flodhesteagtige væsener. Hvad formålet er, og hvorfor man har valgt ham til det, er til at begynde med en gåde for ham. Novellen handler i hvert fald på et plan om forskellige former for kommunikation og følelsesmæssige relationer mellem væsener tilhørende forskellige arter – i en meget original ramme.”

Tilbage til tasterne

Gode kolleger er ikke at foragte. Forleden fik jeg en mail fra et forlag, som havde fået mig anbefalet af min deltids-forfatter-kollega A. Silvestri. De bad om at se prøver på mine skriverier, men desværre har jeg ikke noget på lager for tiden. Hele min produktion er enten lagt ud her på siden, har været med i andre udgivelser eller venter på at blive udgivet, og det førnævnte forlag er selvsagt mest interesseret i noget nyt.

Men henvendelsen fra forlaget er faktisk den anden af sin art, jeg har fået inden for kort tid, og det har selvfølgelig sat nogle tanker i gang. Indtil nu har jeg holdt mig til at deltage i novellekonkurrencer eller skrive til antologier, men nu vil jeg forsøge at få lavet en novellesamling. Det kræver selvsagt, at jeg begynder at skrive væsentligt mere end hidtil, men det burde være muligt. Jeg er så godt som færdig med min novelle til Fantastiks novellekonkurrence, og så har forlaget Ny Science Fiction en fantasy-novellekonkurrence med deadline i efteråret, som jeg muligvis deltager i. Men ellers er der fri bane, så at sige.

Ellers kan jeg se, at der er gået over en måned siden mit sidste indlæg, og det har sin naturlige forklaring. For det første har der ikke været det store at fortælle før nu, og for det andet spildte jeg det meste af februar på en træls omgang lungebetændelse. Hvad angår Tellerups gyser-antologi, der blandt andet indeholder min novelle Langt ude i skoven, er den seneste melding fra forlaget, at arbejdet med bogen skrider sikkert, men langsomt fremad. Hverken titel eller udgivelsesdato kendes endnu, men sidstnævnte ligger ifølge redaktøren adskillige måneder ude i fremtiden.

Apropos gyser-antologier, så har jeg fundet følgende anmeldelse af Dystre Danmark på bloggen MetrOrd. Om min novelle Mordene på Katrina står der: “Første novelle er af Lars Ahn Pedersen og han opridser et slags mordmysterie om kunstige mennesker. Jeg synes han rammer et godt sted mellem gys og noget vrængende humoristisk.”

Klonernes angreb på julen

himmelskibet-22.jpgHimmelskibet nr. 22 er udkommet og inderholder blandt andet vinderne af Fantastiks novellekonkurrence, hvor undertegnede var en af dommerne. Det betyder, at andre også får mulighed for at læse A. Silvestris veldrejede Discworld-fortælling Atjuh! og 12-årige Karoline Brogaards Ånden i krukken.

Det nye nummer af Himmelskibet har også en anmeldelse af Dystre Danmark, hvor min novelle Mordene på Katrina er blandt dem, som bliver fremhævet af anmelderen Thomas Winther. Han konstaterer dog også – ganske rigtigt – at historien lige så godt kunne være bragt i en science fiction-antologi (det samme kan i øvrigt siges om et andet bidrag, Malan Jacobsens Katrine 05, og vi er åbenbart vilde med navnet og dets varianter, for hovedpersonen i Thomas Bøtterns Hvordan man slår sin lillesøster ihjel hedder også Katrine). Thomas Winther beskriver desuden novellen som en dyster udgave af The Stepford Wives – en sammenligning jeg utrolig nok ikke selv havde tænkt på. Som tidligere nævnt var min egen inspiration en scene fra filmatiseringen af Solaris.

I mit sidste indlæg skrev jeg om min ændrede arbejdssituation, som måske ville få indflydelse på mit skriveri i fritiden. Den gode nyhed er, at det tilsyneladende ikke er tilfældet. Efter ikke at have skrevet noget, siden jeg kom tilbage fra min sommerferie, fik jeg pludselig idéen til en julehistorie, som jeg netop har sendt ind til Novelleforlagets julekonkurrence. Den havde jeg ellers ikke tænkt mig at deltage i, da jeg ikke umiddelbart kunne komme på noget, men så fandt jeg på en sci fi-vinkel til Rudolf med den røde tud…

Ellers venter jeg på afgørelserne i yderligere et par novellekonkurrencer samt på udgivelsen af Knud Larns fanzine Science Fiction, hvor min tidsrejsehistorie Kongens nytårstale skulle være med. På Bogforum besøgte jeg Science Fiction Cirklens stand – de havde givet fribilletter til medlemmerne – hvor Carl-Eddy Skovgaard fortalte, at det stadig er planen at få udgivet den engelske udgave af Lige under Overfladen inden årets udgang. Her kan man blandt andet finde Afhøring af offer nr. 5, som i oversat form hedder Interrogation of Victim no. 5.

Endelig skal I ikke snydes for det famøse foto af mit klonede arbejds-jeg, som fotografen Hung Tien Vu venligt har stillet til rådighed. Mange har allerede set det i Update-kataloget og i det nye nummer af Journalisten, men her er det så til alle dem, som ikke befinder sig i den journalistiske verden:

kloner.jpg

En god hjemkomst

DystreDK.jpgEfter et par solbeskinnede uger i Italien og Tyskland er jeg hjemme igen, men midt i tristheden over at ferien er overstået, kan jeg glæde mig over et par gode anmeldelser. Gyseren.dk har som de første anmeldt Dystre Danmark og har pæne ting at sige om min novelle Mordene på Katrina. Samtidig er der kommet en lektørudtalelse fra DBC (Dansk Biblioteks Center) for Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3, hvor der blandt står følgende: “Emnerne for novellerne spænder vidt fra robotter, katastrofer, rumvæsner, levende computervira og til ballet! Novellen, der handler om ballet er i øvrigt også både samlingens længste og bedste novelle.” Hvis nogen skulle være i tvivl, er det min novelle Alien Ghost Ballet, der bliver hentydet til i sidste sætning.

Men tilbage til Dystre Danmark, som udkom, mens jeg nød solen sydpå. Mordene på Katrina er antologiens åbningsnovelle og skal ses som mit forsøg på at snige science fiction ind i en gyser-antologi. Idéen til historien opstod – tro det eller lad være – da jeg genså Andrej Tarkovskijs filmatisering af Solaris og kom til scenen, hvor hovedpersonens afdøde kone pludselig dukker op på rumstationen. Hans første reaktion er at blæse kopien af hende ud i rummet, men næste morgen er hun dér igen, og han gør ikke flere forsøg i den retning. Min tanke var: hvad nu hvis han var blevet ved med at slå hende ihjel, og hvad ville der ske, hvis det en dag blev muligt at begå mord på kopier og på den måde få afløb for sine frustrationer? Normalt ville jeg have lagt et uddrag af novellen ud på siden her, men den del har forlæggeren allerede klaret på sin hjemmeside. Lige nu kan man på grund af en fejl dog ikke læse første linie med mindre, man markerer den op med markøren. Ellers kan man også finde en pdf-udgave af uddraget her på siden.

Fordi min ferie lå så sent, gik jeg desværre glip af dette års Fantasticon, hvor jeg gerne ville have oplevet æresgæsterne Charles Stross og Gwyneth Jones. Det var på sidste års udgave, at jeg vandt Fantastiks novellekonkurrence med Har du hørt havfruerne synge?, men i år deltog jeg ikke af den simple årsag, at jeg i stedet var en af dommerne. Årets tema var fanfiktion, og dommertrioen havde 12 noveller til gennemlæsning, og utrolig nok havde ingen valgt at skrive om det samme univers. Ikke overraskende var både Star Wars og Lord Of The Rings repræsenteret, men der var også The Matrix- og Battlestar Galactica-noveller. Dommerne var dog enige om, at det bedste bidrag kom fra A. Silvestri, hvis novelle Atjuh! udspiller sig i Terry Pratchetts Discworld-univers. Personligt var jeg imponeret over, hvor godt Pratchetts humor blev ramt, og så skadede det ikke, at hovedpersonen var min yndlingsfigur, Døden. Ungdomskonkurrencen, for forfattere under 20 år, blev vundet af Karoline Brogaard med novellen Ånden i krukken. I det hele taget var det en god weekend for A. Silvestri, da han også modtog Fantastikprisen for den bedste novelle i 2008 for When The Music’s Over, der var med i antologien I overfladen – Lige under overfladen 2. Et fortjent valg, som jeg da også selv stemte på. A. Silvestri har selv skrevet om dobbelttriumfen på sin blog.

Og så var der to

Mere nyt om gyser-antologien Dystre Danmark, som indeholder min novelle Mordene på Katrina. Bogens redaktør og forlægger Henrik Sandbeck Harksen har meddelt, at han forventer at have den klar til salg på Fantasticon 2009, der finder sted i weekenden 29.-30. august i Vanløse Kulturhus.

Det betyder, at jeg har noveller med i to forskellige samlinger inden for kort tid, idet science fiction-antologien Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3 med min novelle Alien Ghost Ballet er sat til at udkomme den 15. august.

Men det er jeg i øvrigt ikke ene om, idet tre af de andre bidragsydere fra Dystre Danmark (H.H. Løyche, A. Silvestri og Malan Jacobsen) også er med i Den hemmelige dal. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til…