Tag Archive for 'Lightspeed Magazine'

Noveller på nettet

Lightspeed.jpgSå er tiden kommet til at få afsluttet min serie om online magasiner. Undervejs har jeg skrevet om Strange Horizons, Clarkesworld Magazine, Subterranean Online, Tor.com samt Lightspeed og Fantasy Magazine, som umiddelbart efter blev slået sammen og netop har udgivet sit første nummer i sit nye format.

Men inden jeg slutter af, vil jeg gøre opmærksom på yderligere et par interessante sider:

Beneath Ceaseless Skies – Efter Fantasy Magazines ophør som selvstændigt magasin er der ikke mange online magasiner tilbage, som kun beskæftiger sig med fantasy-litteratur. En af dem er BCS, som udkommer hver 14. dag med mindst to nye noveller. Det er desværre ikke så tit, jeg får læst historierne hos BCS, men standarden er generelt ret høj. Et af de nyere eksempler er The Gardens of Landler Abbey af Megan Arkenberg, som lige nu også er aktuel hos Lightspeed med en post-apokalyptisk science fiction/horror-novelle, How Many Miles to Babylon?

Apex Magazine – Et andet magasin, som jeg også gerne ville læse mere, hvis døgnet havde flere timer, er Apex, som indtil for nylig havde ingen ringere end Catherynne M. Valente som fiktions-redaktør. Hun besluttede dog at fokusere på sin karriere som forfatter og afleverede som afsked denne novelle, The Bread We Eat in Dreams, der allerede har høstet mange roser. Apex bringer både science fiction, fantasy og horror og udkommer en gang om måneden.

Apropos Catherynne M. Valente, som er dette års æresgæst på Åcon i Sverige, så har Clarkesworld i løbet af de seneste måneder bragt hendes kortroman, Silently and Very Fast, i tre dele. I det hele taget er Valente noget nær dronningen af netmagasiner, for hun har også haft White Lines on a Green Field med i Subterraneans efterårsudgave, mens man kunne læse hendes The Girl Who Ruled Fairyland – For a Little While på Tor.com og The Wolves of Brooklyn i Fantasy Magazine i sommer.

Lois Tilton er et andet navn, som er værd at notere sig i denne sammenhæng. Lois er ikke forfatter, men anmelder noveller for Locus Online – internetudgaven af Locus Magazine – og jeg underdriver ikke, når jeg siger, at hun virker til at læse alt, hvad der bliver offentliggjort af fiktion i kort form. Tre gange om måneden bliver der lagt en ny bunke anmeldelser ud, og hun er ikke let at stille tilfreds, hvilket måske ikke er så underligt med den store mængde noveller, hun kommer igennem i løbet af et år. Tidligere anmeldte Lois Tilton noveller for The Internet Review of Science Fiction, men da det lukkede i februar 2010, var Locus Online hurtigt ude og kapre hende. Bemærk at man kun kan læse hendes anmeldelser på hjemmesiden og ikke i den trykte udgave af Locus, hvor det er Gardner Dozois og Rich Horton, som har tjansen.

Tangent Online udfylder en lignende funktion som Lois Tilton, men er bare væsentligt flere anmeldere om opgaven. Magasinets rødder går helt tilbage til 70erne, men har siden 1997 været på nettet.

Endelig vil jeg nævne SF Signal – en blog jeg tjekker dagligt for nyheder om alt inden for science fiction, fantasy, horror og dens afarter. De er blandt andet gode til at fortælle, hvornår de forskellige online magasiner har lagt nye noveller ud og gør det lettere at bevare overblikket.

Til sidst vil jeg gerne takke for de opmuntrende bemærkninger, jeg har fået undervejs. De gav mig helt klart lyst til at fortsætte, samtidig med at jeg håber, at jeg har åbnet folks øjne for, hvor meget god fiktion der findes ude på nettet. God læselyst!

Fantasy bliver til Lightspeed

Typisk. Næppe havde jeg skrevet om Fantasy Magazine i min serie om online magasiner, før det ophører med at eksistere. Eller rettere: det bliver slået sammen med søstermagasinet Lightspeed.

Som tidligere nævnt får de to magasiner ny udgiver fra årsskiftet, idet den nuværende redaktør af begge titler, John Joseph Adams, overtager dem fra den hidtidige udgiver, Sean Wallace, som vil koncentrere sig om sit forlag, Prime Books.

Nyheden blev offentliggjort i fredags af John Joseph Adams i de to magasiners december-udgave. Her fortæller han, at Lightspeed fortsætter, men at det fremover også vil bringe indholdet fra Fantasy. Antallet af noveller vil være det samme – det vil sige fire science fiction-historier og fire fantasy-historier om måneden. “Taberen” bliver de populærvidenskabelige artikler, som især fulgte med Lightspeeds noveller, da de vil blive skåret helt fra til fordel for fiktionen.

Personligt har det jeg fint med ændringen. Jeg var i forvejen mere til Lightspeed end Fantasy, og efter at John Joseph Adams blev redaktør for sidstnævnte, blev Fantasy nærmest en kopi af Lightspeed, blot med fokus lagt på fantasy frem for sf. Det eneste, jeg kan ærgre mig over, er, at jeg kunne have sluppet for at skrive et indlæg, hvis jeg havde ventet med serien til næste år.

Læs John Joseph Adams’ leder fra Lightspeed december 2011.

 

Fantasy Magazine

Som lovet i mit forrige indlæg i serien om online-magasiner er turen nu kommet til Fantasy Magazine. Mens søstermagasinet Lightspeed er helliget science fiction, beskæftiger Fantasy Magazine sig med… ja, gæt selv. Til gengæld er det ikke kun én bestemt form for fantasy, man kan læse, men hele paletten fra den klassiske form a la Tolkien til nutidig fantasy, magisk realisme, surrealisme, science fantasy, folkeeventyr etc.

Fantasy Magazine udgives af Prime Books og begyndte faktisk som et trykt magasin i 2005, men har siden efteråret 2007 kun eksisteret i elektronisk form. Ligesom Lightspeed skifter magasinet ejer per 1. januar 2012, hvor den nuværende redaktør John Joseph Adams også overtager rollen som udgiver. Adams’ ankomst i marts 2011 betød en ændring af Fantasy Magazine, så det fik samme udseende og koncept som Lightspeed – egentlig kunne jeg bare copy-paste mit forrige indlæg og udskifte ordene “science fiction” med “fantasy,” så ens er de.

Nu kan jeg ret godt lide Lightspeeds koncept, så det generer mig ikke, at Fantasy Magazine er en tro kopi, men jeg kan sagtens forestille mig, at gamle læsere kan føle, at noget af særpræget og identiteten er gået tabt. Selv begyndte jeg først at følge med for et års tid siden, så jeg er mest bekendt med den nyere del af magasinets historie. Og bare for at understrege fornemmelsen af at Fantasy Magazine er havnet lidt i skyggen af sin frække lillebror, så har ingen af dets noveller været nomineret til en Hugo eller Nebula, mens Lightspeed hentede to Nebula-nomineringer og en Hugo-nominering i sit første leveår.

Det er dog ikke ensbetydende med, at Fantasy Magazines fiktion er dårligere, hvilket nedenstående eksempler gerne skulle vise. Imens venter jeg spændt på at se, hvad John Joseph Adams vil gøre ved sine to magasiner fremover.

James Alan Gardner: Three Damnations: A Fugue (september 2011) – Jeg har valgt at fremhæve denne novelle, fordi den har en interessant opbygning. Som forfatteren forklarer i det efterfølgende interview, er første del skrevet som horror, anden del er science fiction, mens fantasy-elementet ikke gør sin entré før i tredje del. Det er en fortælling med spøgelser, tidsrejser og magi, så der burde være noget for enhver smag. Samtidig viser den meget godt bredden i Fantasy Magazine (7315 ord).

Lauren Beukes: Ghost Girl (januar 2011) – Inden sydafrikanske Lauren Beukes vandt dette års Arthur C. Clarke Award for sin roman Zoo City, var det de færreste, som havde hørt om hende. Fantasy Magazine havde dog i januar bragt hendes novelle om en arkitektstuderendes møde med en spøgelsespige. Det kunne lyde som horror, men der er intet skræmmende over det ret snakkesalige genfærd, så det er passende nok at kalde historien for fantasy. Læs den og se om det ikke giver dig lyst til mere  (5189 ord).

Molly Tanzer: Choosing Our Own Adventures (april 2011) – Da John Joseph Adams blev redaktør for Fantasy Magazine, begyndte det lige som Lightspeed at bringe artikler sammen med sine noveller. Modsat science fiction kan det dog være svært at skrive populærvidenskabeligt om fantasy, men det afholder ikke skribenterne fra at gøre forsøget. Jeg har tidligere med begejstring omtalt Kat Howards novelle Choose Your Own Adventure her på siden, og i den forbindelse fulgte der selvfølgelig en artikel med om Du er hovedpersonen-bogserien.

H. C. Andersen: The Flower Garden of the Woman Who Could Conjure (august 2010) – Klassiske fortællinger finder også vej til Fantasy Magazine, og her er det minsandten gode, gamle HCA, der dukker op med et uddrag fra Snedronningen.

Lightspeed Magazine

Nej, jeg har ikke glemt min serie om online-magasiner. Der har bare været meget andet at tage sig til i denne måned så som Fantasticon og BogForum, hvor jeg blandt andet fik hilst på Teddy Vork, og hvor Michael Kamp vandt førsteprisen i Drengelitteraturprisen for sin novelle Telefonfis. Stort tillykke med det!

Men nu til Lightspeed Magazine, som både må siges at være den nye dreng i klassen, men også lidt af en komet, når det gælder web-magasiner. Lightspeed udkom første gang i juni 2010 og har i sin korte levetid allerede opnået en Hugo-nominering for bedste semiprozine, hvor man dog måtte se sig slået af Clarkesworld Magazine.

Lightspeed er, som navnet antyder, ubetinget et science fiction-magasin, og modsat Strange Horizons og Clarkesworld, som jeg tidligere har omtalt, får andre genrer ikke en fod indenfor. Magasinet udkommer formelt set en gang om måneden, men i realiteten opdateres hjemmesiden hver uge med en novelle og en artikel om et science fiction-relateret emne. Novellerne er en blanding af ny fiktion og historier, der tidligere har været bragt andetsteds.

Hvis man kan nøjes med at læse Lightspeed på sin computerskærm, er alt på siden gratis. Man kan dog også købe magasinet som e-bog eller abonnere på det i elektronisk form. Lightspeed udgives af forlaget Prime Books, som også står bag Fantasy Magazine. Dette ændrer sig dog ved årsskiftet, hvor den nuværende redaktør John Joseph Adams overtager ejerskabet af de to magasiner.

Her er et par eksempler på indholdet i Lightspeed:

Yoon Ha Lee: Flower, Mercy, Needle, Chain (september 2010) – Selv om Lightspeed udelukkende bringer science fiction, er der langt fra tale om SF af den traditionelle slags, hvilket denne novelle viser. Koreansk-amerikanske Lee har især været en flittig bidragsyder til Clarkesworld, men kan også læses andre steder på nettet. En fin detalje ved både Lightspeed og Fantasy er, at de angiver, hvor lange novellerne er, så derfor kan jeg oplyse, at Flower, Mercy, Needle, Chain er på 2775 ord.

James Patrick Kelly: Breakaway, Backdown (februar 2011) – Man kan som nævnt også læse noveller af ældre dato på Lightspeed, og denne her hører til blandt mine favoritter. Kellys novelle blev oprindelig trykt i Asimov’s i 1996 og er en uromantisk, men samtidig meget menneskelig beskrivelse af konsekvenserne af at opholde sig for lang tid i rummet. Jeg læste den selv første gang i David G. Hartwells Year’s Best SF 2, og den var medvirkende til, at jeg fik øjnene op for James Patrick Kelly, som stadig hører til blandt mine yndlings-novelleforfattere.

Nicholos Wethington: Colonizing the Solar System in Four Easy Steps (februar 2011) – Udover fiktionen er der også en del populærvidenskabelige artikler på Lightspeed, og de har altid en forbindelse til ugens novelle. Breakaway, Backdown blev for eksempel akkompagneret af denne artikel om, hvad det kræver at kolonisere solsystemet, mens Flower, Mercy, Needle, Chain blev parret med Jeff Hechts artikel om, hvorfor laserpistoler mere hører hjemme i fantasy-genren end i science fiction.

Adam-Troy Castro: Her Husband’s Hands (oktober 2011) – Castros første novelle for Lightspeed, Arvies, blev nomineret til en Nebula, og i sidste måned vendte han så tilbage med denne fortælling om en ung kvinde, som får sin mand hjem fra krigen – eller rettere det, der er tilbage af ham: hans hænder. Problemet er bare, at teknologien har gjort det muligt at bevare hans bevidsthed, så nu er hun gift med et par hænder med krigstraumer… En anden cool feature ved Lightspeed er, at der efter hver novelle følger et interview med forfatteren, hvor man kan høre mere om tankerne bag historien.

Og når man har sagt A, må man også sige B, så næste gang kommer til at handle om Lightspeeds søstermagasin, Fantasy Magazine – ingen præmier for at gætte, hvilken type noveller det indeholder.

Gratis læsestof

Det er efterhånden et par måneder siden, jeg sidst har læst en roman (Sleepless af Charlie Huston), men det er ikke ensbetydende med, at jeg helt er holdt op med at læse bøger. I stedet er det blevet til til et par antologier og novellesamlinger, tre numre af Fantasy & Science Fiction samt en masse noveller på nettet.

Jeps, der findes masser af læsestof kun et par klik væk herfra, og bare fordi det er gratis, er det ikke ensbetydende med, at det er dårligere end det, man kan finde i de trykte magasiner. Faktisk synes jeg, at det er i netmagasinerne, at den mest spændende udvikling inden for noveller i de fantastiske genrer finder sted i dag, og flere af de nye navne inden for science fiction, fantasy og horror har fået deres debut dér.

Her er, ifølge min mening, nogle af de mest bemærkelsesværdige noveller, som er blevet udgivet på nettet i 2011. Jeg har primært valgt historier, som eksperimenterer med formen og fortælles på utraditionel vis:

Choose Your Own Adventure af Kat Howard (Fantasy, april 2011)
Jeg har tidligere gjort opmærksom på Kat Howards novelle (i dette indlæg), som på original og vellykket vis anvender formen fra Du er hovedpersonen-bøgerne, men den fortjener endnu et hip herfra.

The Wolves of Brooklyn af Catherynne M. Valente (Fantasy, juli 2011)
Fantasy har i det hele taget bragt mange gode historier i år. Et andet eksempel er denne skæve beretning om en ulve-invasion af New York. Catherynne M. Valente er i øvrigt æresgæst på Åcon i 2012.

Woman Leaves Room af Robert Reed (Lightspeed, marts 2011)
Mens Fantasy, som navnet antyder, kun bringer fantasy-noveller, er søster-magasinet Lightspeed helliget science fiction. En af de stærkeste noveller indtil videre er veteranen Robert Reeds beretning om en computersimulation af en afdød mand, der får et noget længere liv, end nogen havde forestillet sig.

Items Found in a Box Belongning to Jonas Connolly af Laura E. Price (Strange Horizons, april 2011)
Strange Horizons er et af de ældste webzines på markedet, og de er stadig leveringsdygtige i læseværdige noveller, selv om de har tabt terræn i forhold til de nyere konkurrenter. Laura E. Price fortæller en smuk historie om pirater og luftskibe gennem breve, avisudklip og uddrag fra dagbøger.

Ragnarok af Paul Park (Tor.com, april 2011)
Hvis man ikke kan finde på andet, kan man da altid skrive et digt! Paul Park er gået de islandske sagaer i bedene og har forfattet dette epos om blodig hævn i et fremtidigt Island. Med garanti den eneste af sin slags i 2011.

A Vector Alphabet of Interstellar Travel af Yoon Ha Lee (Tor.com, august 2011)
Ikke en fortælling i traditionel forstand, men mere en beskrivelse af forskellige rumrejsende civilisationer, hvoraf den ene er mere besynderlig end den anden. Amerikansk-koreanske Yoon Ha Lee står også bag Ghostweight (Clarkesworld, januar 2011), der handler om noget så særpræget som flyvende origami-krigsdrager.

Trois morceaux en forme de mechanika af Gord Sellar (Clarkesworld, juli 2011)
Apropos Clarkesworld, som netop for andet år i træk har vundet en Hugo for bedste semiprozine, så er det også her, man kan læse denne novelle om en verden, hvor maskinerne har udryddet menneskeheden. Det er langt fra nyt inden for science fiction, men det er sjældent fortalt mere poetisk – og så følger der endda et stykke musik med!

A Small Price to Pay for Birdsong af K. J. Parker (Subterranean, vinter 2011)
Jeg slutter af med denne novelle, som hverken bryder nye grænser eller leger med formen (det skulle da lige være forfatteren selv, som skriver under pseudonym, og hvis køn tilmed er ukendt). Til gengæld er det en af de bedste, jeg har læst i år, hvis ikke den bedste. En fascinerende fortælling om rivaliserende kunstnere, medfødt talent og kunstens vilkår.

Så giv den og de andre historier en chance – og når du alligevel er inde på siderne, så kig dig omkring. Du vil ikke fortryde det.