Tag Archive for 'Kandor'

Ny Dansk Fantasy 2012

Efter et par stille uger sker der pludselig ting og sager igen i mit forfatterliv. Nikolaj Højberg fra forlaget Kandor har fået læst sig igennem en ordentlig stak fantasy og er kommet frem til hvilke noveller, han vil have med i sin antologi, der foreløbig har arbejdstitlen Ny Dansk Fantasy 2012.

Blandt de 15 udvalgte er min novelle Til deres dages ende, som jeg skrev i efteråret. Den er på 5000 ord og digter videre på en række kendte eventyr, hvor jeg ser på, hvad der blev af hovedpersonerne, da det blev hverdag igen.

Ny Dansk Fantasy 2012 følger i hælene på Ny Dansk Fantasy 2011, som endte med at få titlen Bag Adonais spejl, og måske kan det blive fantasy-genrens svar på Science Fiction Cirklens Lige under overfladen-serie. Jeg havde selv novellen Skjoldmøer med i Bag Adonais spejl og ser frem til at modtage bind to.

I forhold til Bag Adonais spejl er der faktisk forbløffende få gengangere med i NDF 2012. Udover undertegnede er det A. Silvestri, Andreas Markert, Kristoffer J. Andersen og Sari Therkelsen Arent. Resten er nye i denne sammenhæng, men blandt dem finder man flere navne, som jeg tidligere har delt indholdsfortegnelse med. Det er blandt andre Teddy Vork, Richard Ipsen, Gudrun Østergaard, Martin Schjönning og Nikolaj Johansen. Endelig er der Sven Damgaard Ørnstrup, som er forfatter til fantasy-serien Abaddons arv og står bag hjemmesiden med det passende navn www.fantasyboger.com

Tjek på kollegerne

Efter den seneste tids ego-trip er det vist på tide at se på, hvad nogle af mine forfatter-kolleger har bedrevet.

Nikolaj Højberg mistede sit job før jul, men har heldigvis allerede fået et nyt igen, så planerne om at gøre forfatterlivet og fritidsforlaget Kandor til en deltids-beskæftigelse er foreløbig skrinlagt.  Ellers er han i færd med at læse de indsendte noveller til Ny Dansk Fantasy 2012 – opfølgeren til Bag Adonais spejl, som indeholdt min novelle Skjoldmøer. Ifølge Nikolaj har han modtaget 48 noveller, svarende til over 300.000 ord, og ja, jeg har bidraget til mængden. Som om det ikke er nok, har han i mellemtiden udskrevet endnu en novellekonkurrence, der handler om at gøre vampyrer uhyggelige igen. Læs reglerne her.

Majbrit Høyrup har igen besværet med at anmelde en antologi fra ende til anden og kommentere samtlige noveller. Denne gang har hun kastet sig over Den nye koloni – Lige under overfladen 5, hvor hun ikke selv er med og derfor bedre kan skrive frit fra leveren. Hun har følgende at sige om min novelle En helt almindelig død:

“Endnu en velskrevet og varm historie fra Ahn, som er en vaneforbryder udi fanfic-noveller.
Bonusinfo: det er endnu ikke lykkedes mig at få udgivet i en sammenhæng, hvor Lars Ahn ikke også har en novelle med; det omvendte, at finde Ahn-noveller uden der er Høyrup-noveller forekommer ofte, for Lars Ahn er en meget mere flittig forfatter end jeg er …
Desuden: Novellen her minder mig ikke om andre romaner og noveller og det er ment som en stor ros!”

Læs hele anmeldelsen her.

Min egen kommentar: Vaneforbryder? Moi? Og så er Majbrit Høyrups forhold til undertegnede at sammenligne med det, jeg har til A. Silvestri. Med en enkelt undtagelse har han optrådt i samtlige af de antologier, jeg har været med i. Til gengæld findes der en del eksempler på det modsatte, hvilket man kan konstatere ved at læse hans status over skriveåret 2011. Her nåede han så meget, at han var nødt til at dele indlægget op i to:

Silvestris skriveår del 1.
Silvestris skriveår del 2.

Manden bag forlaget H. Harksen Productions, Henrik Harksen, skriver også selv fiktion og tilmed på engelsk. I december-udgaven af online-magasinet Lovecraft eZine kan man læse hans novelle Just an Accountant.

Endelig er der Michael Kamp, som i 2011 nåede at udgive hele to bøger, Moln – Jorden husker og Bunker 137, modtage masser af gode anmeldelser samt blive vinder af Undervisningsministeriets Drengelitteraturpris. Sidstnævnte kom i hus via novellen Telefonfis, som kan læses her.

 

Fantasticon 2011

Dette års udgave af Fantasticon er overstået og gik efter alt at dømme godt. Jeg er dog ikke noget sandhedsvidne, da jeg har deltaget i planlægningen og selv medvirkede i et af programpunkterne.

Der var 83 deltagere, hvilket var mere end forventet, fordi der denne gang kun var tale om en en-dags begivenhed uden udenlandske forfatternavne som trækplastre. I 2012 er der til gengæld planlagt en tre-dages Fantasticon fra 1.-3. juni, og den første æresgæst er netop offentliggjort:  science fiction-forfatteren Alastair Reynolds. Jeg fik det allerede at vide i mandags, og jeg har svært ved at sætte ord på, hvor stort jeg synes, det er. Jeg har tæt på alt, hvad Reynolds har skrevet, og sammen med Iain M. Banks er han i mine øjne en af de forfattere, som virkelig formår at skrive science fiction i bredformat.

Vinderen af Fantastiks novellekonkurrence blev A. Silvestri, som dermed vandt for anden gang – præcis som vi havde aftalt (intern joke: jeg har vundet konkurrencen i 2008 og 2010, mens Silvestri har taget sig af 2009 og 2011, så vi spøger med, at vi har fordelt årene mellem os. Jeg deltog ikke i 2009, fordi jeg var en af dommerne, mens jeg ikke indsendte noget i år, da temaet var “skov,” og jeg syntes, jeg havde skrevet nok noveller, der foregik i de omgivelser).

Efter kåringen interviewede jeg A. Silvestri om hans debutroman, Pandaemonium, der udkommer på forlaget Valeta den 11. november (11/11/11).  Vi talte blandt andet om hans mål med at skrive en zombie-splattergyser, der gør uhæmmet brug af samtlige klichéer, så historien føles som en b-film på tryk. Silvestri røbede desuden, hvordan han er i stand til at skrive to-tre noveller om måneden (ren disciplin), at han selv, hans familie og venner optræder som zombier i Pandaemonium, og hvordan man kan bruge en Wartburg som våben. Jeg vil heller ikke undlade at nævne, at romanen er på over 770 sider, og at jeg som forberedelse til interviewet havde under en uge til at få læst bogen, hvilket jeg lige præcis nåede.

Derudover fik jeg overværet et par foredrag og debatter og fik snakket med Nikolaj Højberg fra forlaget Kandor og Henrik Harksen fra H. Harksen Productions, som er på vej med Dystre Danmark 2, der indeholder min novelle Blomstervanding. Nikolaj fortalte, at fantasy-antologien Bag Adonais spejl – hvor jeg medvirker med novellen Skjoldmøer – har solgt overraskende godt og nu er ude i tredje oplag. Han har da også allerede for længst indkaldt til endnu en fantasy-antologi, der skal udkomme i 2012.

Søren Henrik Jacobsen har også skrevet om Fantasticon på sin blog Skræk og rædsel, hvor han blandt andet omtaler mit interview med A. Silvestri og bringer et billede derfra.

Hign Noon i sagaland

ndf2011.jpgJeg har et par tilståelser angående min novelle Skjoldmøer, der er med i fantasy-antologien Bag Adonais spejl.

Tilståelse nr. 1: Skjoldmøer er i virkeligheden ikke fantasy. Det er en western.
Godt nok handler novellen om en kvinde med en fortid som en frygtet kriger, der nu driver en kro, og som en dag bliver opsøgt af en anden og yngre kvinde med en lige så blodig forhistorie. Og ja, den foregår også i en tidsalder svarende til vikingetiden, og der anvendes sværd og økser i stedet for revolvere.
Men skift kønnene ud på de to personer og erstat ordet “kriger” med “revolvermand,” og du har et klassisk western-scenario.

Nu kan der argumenteres for, at western-genren i sig selv er fantasy, eftersom mange af de elementer, vi forbinder med den, udspringer af fiktionens verden frem for af den historiske virkelighed.
Den arketypiske revolvermand har med stor sandsynlighed aldrig eksisteret, eller hans bedrifter er stærkt overdrevne. Ligeså er den klassiske duel på den støvede hovedgade en myte, for i realiteten skød folk mere på hinanden i fuldskab, eller når den anden vendte ryggen til.
Så western-genren, som vi kender den fra film og litteratur, er ren fantasy. De fleste opfatter den bare ikke sådan, fordi den indeholder cowboys og indianere frem for elver og orker.

På samme måde er den kvindelige kriger som figur mere rodfæstet i fiktionen og mytologien end i historiske fakta.
Der er gjort arkæologiske fund og findes nedskrevne beretninger, der viser, at kvinder også var med på slagmarken i fortiden, men lige som revolvermanden er hun i sidste ende nok mere en fiktiv skabning.
Inspirationen til Skjoldmøer kom fra to steder. Først selve ordet “skjoldmø,” som jeg selvfølgelig kendte i forvejen, men ikke havde tænkt videre over, før jeg en aften genså Peter Jacksons Lord of the Rings: Return of the King på dvd og hørte det anvendt om Eowyn.
Dernæst kom jeg til at spekulere på, hvem en sådan skjoldmø egentlig ville være, og hvad der ville blive af hende, når hun havde passeret sin første ungdom.
Resultatet blev som nævnt Skjoldmøer, og nu kommer det til lyde som om, at det er noget, jeg har tænkt vældig meget over, inden jeg gik i gang med at skrive. Men det var først efterfølgende, at det slog mig, at jeg havde taget en velkendt western-scene og placeret den i en fantasy-ramme.

Tilståelse nr. 2: Der er ingen fantastiske elementer i novellen.
Jeg tænker, at jeg hellere må nævne dette, inden fantasy-politiet kommer på sporet af mig. Nøgternt set kunne Skjoldmøer nemlig lige så godt foregå i vores verden. Der optræder ingen magi, ingen troldmænd og ingen væsener som trolde, elvere, feer, orker, drager etc. i historien.
På den anden side er det tydeligt, at novellen heller ikke udspiller sig i vores fortid – i så fald er der tale om en yderst historisk ukorrekt én af slagsen, og enhver historiker ville korse sig, når de læste den.
Så lad os bare for en god ordens skyld sige, at der måske findes magi og mystiske væsener i Skjoldmøers verden, men at det blot ikke bliver nævnt i novellen, fordi det ikke har relevans for handlingen.

Tilståelse nr. 3: Hovedpersonen er opkaldt efter en langrendsløber.
Det morede mig at finde på navne til personerne i Skjoldmøer, fordi jeg gik efter en epoke omkring vikingetiden eller de islandske sagaer. Her havde jeg god gavn af hjemmesiden The Viking Answer Lady Webpage, omend jeg fandt navnet på min hovedperson et helt andet sted. Jeg er ikke helt sikker, men jeg mener, at det stammer fra den norske langrendsløber Ingvild Flugstad Østberg, hvis navn jeg spottede på tv (ja, jeg kan godt lide at se vintersport) og tænkte, at det lød perfekt til en sej, kvindelig kriger – fiktiv eller ej.

Uddrag fra Skjoldmøer

Hvis du er interesseret i at vide, hvad min novelle Skjoldmøer er for en størrelse, så ligger der nu et uddrag her på siden under punktet Noveller.

Resten af historien kan læses i antologien Bag Adonais spejl, som udgives af forlaget Kandor.

Klik her for at læse et uddrag fra Skjoldmøer.

Bag Adonais spejl

ndf2011.jpg

Nærmest som for at bevise at man ikke kan tage hjemmefra, uden at der sker noget, så kom mit eksemplar af Bag Adonais spejl – Ny dansk fantasy 2011 med posten, mens jeg var til Eurocon i Stockholm.

Det er en ordentlig moppedreng på over 400 sider, som indeholder 15 nyskrevne fantasy-noveller, deriblandt Skjoldmøer af undertegnede. Desuden medvirker velkendte navne som A. Silvestri, Thomas Strømsholt, Jonas Wilmann og Flemming Rasch, men der er også blevet plads til debutanter som Andreas Markert, som jeg hilste på til Star Wars Weekend i Taastrup i sidste måned.

En af de kommende dage vil jeg fortælle mere om baggrunden for Skjoldmøer, og det vil være muligt at læse et uddrag af novellen.

Og så har forlaget Kandor allerede indkaldt til Ny dansk fantasy 2012.