Tag Archive for 'Flash fiction'

Pige i brugt rumdragt

Ingenmandsland.jpgInspiration kan komme de mærkeligste steder fra, men min novelle Portræt af en månepige, som optræder i Ingenmandsland – Lige under overfladen 4, er alligevel lidt af et særtilfælde. Det er nemlig første gang, at jeg er blevet inspireret af noget, jeg selv har skrevet!

I efteråret 2009 deltog jeg i New Scientists flash fiction-konkurrence, der gik ud på, at man skulle skrive en historie om, hvordan verden er om 100 år. Det indebar flere udfordringer. 100 år betyder, at der ikke er tale om den nære fremtid, men det er omvendt ikke langt nok ude i fremtiden til, at man bare kan give den for fuld skrue med hurtigere-end-lyset-rumrejser og galaktiske imperier. Og nå ja, så måtte historien ikke fylde mere end 350 ord, og den skulle selvfølgelig også være på engelsk…

Min løsning blev at skrive en nekrolog over en kvinde, som var født på månen og tilbragte hele sit liv dér uden nogensinde at besøge Jorden. Det var mit første forsøg på at skrive et stykke flash fiction, og til ingens overraskelse vandt den ikke konkurrencen.
Alligevel kunne jeg ikke helt slippe idéen, så da jeg skulle finde på noget til den næste udgave af Science Fiction Cirklens årligt tilbagevendende serie, valgte jeg at udbygge fortællingen om den månebundne kvinde.

En anden og mere obskur inspirationskilde er en science fiction-novelle af Merete Kruuse fra 1970, Dame i rød rumdragt, som også er titlen på hendes novellesamling, Stig Vendelkærs Forlag udgav.
Udover den fantastiske titel lod jeg mig især inspirere af novellens beskrivelse af, hvordan den mandlige hovedperson fascineres af en kvinde, som han kun har mødt, mens hun går på månens overflade iført en rumdragt og derfor ikke ved, hvordan hun ser ud.

Et uddrag af Portræt af en månepige kan læses ved at følge dette link.

I et anfald af overvældende gavmildhed har jeg også valgt at lægge den fulde udgave af det føromtalte stykke flash fiction, Obituary, ud på hjemmesiden – ja, samtlige 350 ord! – så interesserede læsere kan stifte bekendtskab med udgangspunktet.

350 ord

Hvis man klikker på Noveller-linket på denne side, vil man bemærke, at jeg har mere end svært ved at fatte mig i korthed. De fleste af mine noveller er på over 4000 ord (cirka 7 A4-sider), og så er der selvfølgelig særtilfældet Alien Ghost Ballet, som med sine 20.000 ord er tæt på slet ikke at være en novelle.

Men nu har jeg begået mit hidtil korteste værk, et stykke flash fiction med titlen Obituary. Anledningen var New Scientists flash fiction-konkurrence, hvor man skulle beskrive verden om 100 år – med sølle 350 ord. Og hvor meget er det så? Det svarer til lidt over en halv A4-side, eller lige så meget som dette blogindlæg fylder.

Normalt er jeg ikke meget for at fortælle om mine skriverier, før det står klart, om de bliver offentliggjort eller ej, men i dette tilfælde har jeg gjort en undtagelse. Primært fordi jeg ikke tror, jeg har de store chancer i en konkurrence, som formentlig får hundredevis af bidrag, og hvor jeg har været nødt til at skrive på et fremmedsprog, engelsk (og tak til Lea Thume for at tjekke, at jeg ikke havde begået nogle grammatiske brølere).

Det pudsige er, at jeg har brugt lige så megen tid på at skrive denne korte tekst, som jeg har været om nogle af mine længere noveller. Jeg tror, det skyldes, at når man har så få ord til rådighed, så tænker man mere over, hvordan man anvender dem. Jeg har i hvert fald sjældent skrevet en tekst om så mange gange og overvejet hver enkelt sætning og ord så grundigt. Læren er, at man måske kan prøve at overføre det til andre tilfælde, selv om der også er noget befriende ved bare at skrive løs, vel vidende at man altid kan barbere tingene ned bagefter.

Uanset hvad der sker med Obituary, så skal I nok få resultatet at se før eller siden, og jeg regner også med at lægge den første version ud, så det er muligt at se, hvordan historien udviklede sig. Hvad den handler om? Man skal heller ikke røbe alting på forhånd…