Femte bind i Science Fiction Cirklens antologi-serie Lige under overfladen er netop udkommet, og min novelle En helt almindelig død har fået æren af at være samlingens første historie.
Det er fjerde gang, jeg er med, og jeg kan med glæde konstatere, at jeg har fået selskab af flere bekendte navne – blandt andet fra Fantastiks skrivegruppe – men at der heldigvis også støder nye folk til, så det ikke bliver en lukket klub.
Ifølge antologiens redaktør, Carl-Eddy Skovgaard, modtog han i år 57 noveller fra 46 forfattere, mens han i 2010 fik 51 noveller fra det samme antal forfattere. Ud af de 57 har han udvalgt 24 historier, som er kommet med i samlingen, men han skriver også i sit forord, at det er blevet sværere at sortere nogen fra.
Niveauet hæves for hver udgivelse, og det er selvfølgelig godt nyt for dansk science fiction, men egentlig også for mig, fordi det betyder, at jeg ikke bare kan hvile på laurbærene.
En af udfordringerne med at skrive til Lige under overfladen-serien er at blive ved med at udvikle sig og undgå gentagelser.
Denne gang fik jeg lyst til at prøve kræfter med en fjern fremtids-historie, fordi mine hidtidige science fiction-noveller alle finder sted i den nære fremtid. Selv min space opera-novelle Alien Ghost Ballet fra Lige under overfladen 3 foregår i en ikke så fjern fremtid, selv om hovedparten af handlingen udspiller sig på en fremmed planet.
Det svære ved at bevæge sig langt ud i fremtiden er, at man som forfatter kan ende med at skrive en historie, der er lige så meget fantasy som science ficition, fordi verden har ændret sig så meget, at den ikke kan sammenlignes med den, vi kender. På den anden side giver det mulighed for virkelig at teste læserens forestillingsevner til det yderste.
I tilfældet med En helt almindelig død valgte jeg at fokusere på en enkelt problemstilling: retten til at dø. Novellen skal hverken opfattes som værende for eller imod aktiv dødshjælp, men mere som et forsøg på at tænke den nuværende udvikling ud i det ekstreme.
Befolkningen i vores del af verden lever generelt længere end de forrige generationer, og nutidens børn har gode chancer for at blive over 100 år. Samtidig er lægerne blevet bedre og bedre til at holde folk i live, selv om de lider af sygdomme eller befinder sig i tilstande, der gør, at de knapt nok kan siges at have et liv.
I novellens fremtid – som er 1300 år fra i dag – har teknologien gjort det muligt at forlænge folks levetid i sådan en grad, at de i princippet kan leve for evigt. Faktisk er det blevet mere besværligt at få lov til at dø end at leve, hvilket hovedpersonen opdager, da han føler sig mæt af dage.
Men efter at have løbet panden mod utallige mure ender han til sidst hos et firma, der yder en meget speciel service for folk i hans situation, men selv det viser sig ikke at være helt enkelt…
Så hvad ville du gøre, hvis du fik mulighed for at vælge din egen død?
Du kan læse et uddrag af En helt almindelig død her.
Læs Science Fiction Cirklens pressemeddelelse om Den nye koloni – Lige under overfladen 5.
