Tag Archive for 'Clarkesworld'

Noveller på nettet

Lightspeed.jpgSå er tiden kommet til at få afsluttet min serie om online magasiner. Undervejs har jeg skrevet om Strange Horizons, Clarkesworld Magazine, Subterranean Online, Tor.com samt Lightspeed og Fantasy Magazine, som umiddelbart efter blev slået sammen og netop har udgivet sit første nummer i sit nye format.

Men inden jeg slutter af, vil jeg gøre opmærksom på yderligere et par interessante sider:

Beneath Ceaseless Skies – Efter Fantasy Magazines ophør som selvstændigt magasin er der ikke mange online magasiner tilbage, som kun beskæftiger sig med fantasy-litteratur. En af dem er BCS, som udkommer hver 14. dag med mindst to nye noveller. Det er desværre ikke så tit, jeg får læst historierne hos BCS, men standarden er generelt ret høj. Et af de nyere eksempler er The Gardens of Landler Abbey af Megan Arkenberg, som lige nu også er aktuel hos Lightspeed med en post-apokalyptisk science fiction/horror-novelle, How Many Miles to Babylon?

Apex Magazine – Et andet magasin, som jeg også gerne ville læse mere, hvis døgnet havde flere timer, er Apex, som indtil for nylig havde ingen ringere end Catherynne M. Valente som fiktions-redaktør. Hun besluttede dog at fokusere på sin karriere som forfatter og afleverede som afsked denne novelle, The Bread We Eat in Dreams, der allerede har høstet mange roser. Apex bringer både science fiction, fantasy og horror og udkommer en gang om måneden.

Apropos Catherynne M. Valente, som er dette års æresgæst på Åcon i Sverige, så har Clarkesworld i løbet af de seneste måneder bragt hendes kortroman, Silently and Very Fast, i tre dele. I det hele taget er Valente noget nær dronningen af netmagasiner, for hun har også haft White Lines on a Green Field med i Subterraneans efterårsudgave, mens man kunne læse hendes The Girl Who Ruled Fairyland – For a Little While på Tor.com og The Wolves of Brooklyn i Fantasy Magazine i sommer.

Lois Tilton er et andet navn, som er værd at notere sig i denne sammenhæng. Lois er ikke forfatter, men anmelder noveller for Locus Online – internetudgaven af Locus Magazine – og jeg underdriver ikke, når jeg siger, at hun virker til at læse alt, hvad der bliver offentliggjort af fiktion i kort form. Tre gange om måneden bliver der lagt en ny bunke anmeldelser ud, og hun er ikke let at stille tilfreds, hvilket måske ikke er så underligt med den store mængde noveller, hun kommer igennem i løbet af et år. Tidligere anmeldte Lois Tilton noveller for The Internet Review of Science Fiction, men da det lukkede i februar 2010, var Locus Online hurtigt ude og kapre hende. Bemærk at man kun kan læse hendes anmeldelser på hjemmesiden og ikke i den trykte udgave af Locus, hvor det er Gardner Dozois og Rich Horton, som har tjansen.

Tangent Online udfylder en lignende funktion som Lois Tilton, men er bare væsentligt flere anmeldere om opgaven. Magasinets rødder går helt tilbage til 70erne, men har siden 1997 været på nettet.

Endelig vil jeg nævne SF Signal – en blog jeg tjekker dagligt for nyheder om alt inden for science fiction, fantasy, horror og dens afarter. De er blandt andet gode til at fortælle, hvornår de forskellige online magasiner har lagt nye noveller ud og gør det lettere at bevare overblikket.

Til sidst vil jeg gerne takke for de opmuntrende bemærkninger, jeg har fået undervejs. De gav mig helt klart lyst til at fortsætte, samtidig med at jeg håber, at jeg har åbnet folks øjne for, hvor meget god fiktion der findes ude på nettet. God læselyst!

Clarkesworld

Clarkesworld Magazine

Et af de senere års mest succesrige web-magasiner er Clarkesworld Magazine, som har vundet en Hugo for bedste semiprozine i både 2010 og 2011.

Clarkesworld var oprindeligt en internetboghandel, kaldet Clarkesworlds Books, som jeg endda nåede at købe et par bøger fra. Men efter otte år besluttede ejeren, Neil Clarke, at han ville prøve noget nyt og stiftede Clarkesworld Magazine. Første nummer udkom i oktober 2006, og siden da er der hver måned blevet offentliggjort mindst to noveller (opdatering: fra november 2011 vil der blive bragt tre noveller).

Lige som Strange Horizons, som jeg skrev om i mit første indlæg i denne serie, bringer Clarkesworld både science fiction og fantasy, samt alt det der ligger ind imellem. Forskellen er, at Clarkesworlds noveller generelt er længere, og kvaliteten er lidt højere. Til at begynde med var den ene af de to historier altid af en debutant eller en mindre kendt forfatter, men selv om det princip er blevet fraveget i takt med, at magasinets ry er vokset, er man stadig god til at give nye talenter chancen. I det hele taget kan man både med Strange Horizons og Clarkesworld tale om, at der er en generation af forfattere, som har fået deres gennembrud via online magasinerne. Blandt de navne, som har optrådt mest i Clarkesworld, er Jay Lake, Yoon Ha Lee, Cat Rambo, Ekaterina Sedia, Lavie Tidhar og næste års æresgæst på Åcon, Catherynne M. Valente.

Eksempler på noveller:
Catherynne M. Valente: A Buyers Guide to Maps of Antartica (maj 2008) – Førnævnte Valente stod bag en af de første noveller, som for alvor bragte Clarkesworld Magazine på landkortet (ja, det var en vits). Som titlen antyder, er der tale om beskrivelser af kort, men bag det tørre udgangspunkt gemmer sig en dramatisk beretning om to rivaliserende, argentinske kartografer. A Buyers Guide… blev nomineret til en World Fantasy Award i 2009.

Kij Johnson: Spar (oktober 2009) - In the tiny lifeboat, she and the alien fuck endlessly, relentlessly. Man kan indlede en novelle på mange måder, men Johnsons må siges at høre til de mere opsigtsvækkende. Et sjældent eksempel på science fiction-porno, men også et bevis på at Clarkesworld ikke er bange for at bryde grænser. Trods emnet formåede Spar at vinde en Nebula og blive nomineret til en Hugo for bedste novelle.

Peter Watts: The Things (januar 2010) – The Thing set fra væsenets synsvinkel, eller rettere, synsvinkler. Watts’ udgave læner sig mere op ad John Carpenters film end ad John W. Campbells novelle Who Goes There?, men resultatet er stadig lige skræmmende og fascinerende. The Things vandt en Shirley Jackson Award og blev desuden nomineret til en Hugo og flere andre priser.

I starten bestod Clarkesworld kun af fiktion, men efter det første år har man også kunnet læse interviews (blandt andet dette med Kij Johnson) og artikler om diverse genrerelaterede emner. En af magasinets mest markante features er dog dets podcasts, hvor man kan høre månedens noveller læst op af Kate Baker, der efterhånden har fået status som den ukronede dronning af podcasts inden for science fiction og fantasy.

Clarkesworld Magazine udgives i dag af Wyrm Publishing, som er Neil Clarkes forlag. Rent økonomisk løber magasinet rundt ved hjælp af donationer, salg af antologien Realms (der samler et års noveller i en bogudgivelse) og salg af e-bøger – hvis du vil læse Clarkesworld Magazine på din e-læser, skal du betale for det, men på computerskærmen er det fortsat gratis.

Gratis læsestof

Det er efterhånden et par måneder siden, jeg sidst har læst en roman (Sleepless af Charlie Huston), men det er ikke ensbetydende med, at jeg helt er holdt op med at læse bøger. I stedet er det blevet til til et par antologier og novellesamlinger, tre numre af Fantasy & Science Fiction samt en masse noveller på nettet.

Jeps, der findes masser af læsestof kun et par klik væk herfra, og bare fordi det er gratis, er det ikke ensbetydende med, at det er dårligere end det, man kan finde i de trykte magasiner. Faktisk synes jeg, at det er i netmagasinerne, at den mest spændende udvikling inden for noveller i de fantastiske genrer finder sted i dag, og flere af de nye navne inden for science fiction, fantasy og horror har fået deres debut dér.

Her er, ifølge min mening, nogle af de mest bemærkelsesværdige noveller, som er blevet udgivet på nettet i 2011. Jeg har primært valgt historier, som eksperimenterer med formen og fortælles på utraditionel vis:

Choose Your Own Adventure af Kat Howard (Fantasy, april 2011)
Jeg har tidligere gjort opmærksom på Kat Howards novelle (i dette indlæg), som på original og vellykket vis anvender formen fra Du er hovedpersonen-bøgerne, men den fortjener endnu et hip herfra.

The Wolves of Brooklyn af Catherynne M. Valente (Fantasy, juli 2011)
Fantasy har i det hele taget bragt mange gode historier i år. Et andet eksempel er denne skæve beretning om en ulve-invasion af New York. Catherynne M. Valente er i øvrigt æresgæst på Åcon i 2012.

Woman Leaves Room af Robert Reed (Lightspeed, marts 2011)
Mens Fantasy, som navnet antyder, kun bringer fantasy-noveller, er søster-magasinet Lightspeed helliget science fiction. En af de stærkeste noveller indtil videre er veteranen Robert Reeds beretning om en computersimulation af en afdød mand, der får et noget længere liv, end nogen havde forestillet sig.

Items Found in a Box Belongning to Jonas Connolly af Laura E. Price (Strange Horizons, april 2011)
Strange Horizons er et af de ældste webzines på markedet, og de er stadig leveringsdygtige i læseværdige noveller, selv om de har tabt terræn i forhold til de nyere konkurrenter. Laura E. Price fortæller en smuk historie om pirater og luftskibe gennem breve, avisudklip og uddrag fra dagbøger.

Ragnarok af Paul Park (Tor.com, april 2011)
Hvis man ikke kan finde på andet, kan man da altid skrive et digt! Paul Park er gået de islandske sagaer i bedene og har forfattet dette epos om blodig hævn i et fremtidigt Island. Med garanti den eneste af sin slags i 2011.

A Vector Alphabet of Interstellar Travel af Yoon Ha Lee (Tor.com, august 2011)
Ikke en fortælling i traditionel forstand, men mere en beskrivelse af forskellige rumrejsende civilisationer, hvoraf den ene er mere besynderlig end den anden. Amerikansk-koreanske Yoon Ha Lee står også bag Ghostweight (Clarkesworld, januar 2011), der handler om noget så særpræget som flyvende origami-krigsdrager.

Trois morceaux en forme de mechanika af Gord Sellar (Clarkesworld, juli 2011)
Apropos Clarkesworld, som netop for andet år i træk har vundet en Hugo for bedste semiprozine, så er det også her, man kan læse denne novelle om en verden, hvor maskinerne har udryddet menneskeheden. Det er langt fra nyt inden for science fiction, men det er sjældent fortalt mere poetisk – og så følger der endda et stykke musik med!

A Small Price to Pay for Birdsong af K. J. Parker (Subterranean, vinter 2011)
Jeg slutter af med denne novelle, som hverken bryder nye grænser eller leger med formen (det skulle da lige være forfatteren selv, som skriver under pseudonym, og hvis køn tilmed er ukendt). Til gengæld er det en af de bedste, jeg har læst i år, hvis ikke den bedste. En fascinerende fortælling om rivaliserende kunstnere, medfødt talent og kunstens vilkår.

Så giv den og de andre historier en chance – og når du alligevel er inde på siderne, så kig dig omkring. Du vil ikke fortryde det.