Revanche for Roskilde

Som bekendt betød min tur til Korea i sommer, at jeg gik glip af dette års Roskilde Festival. Det tager jeg nu grueligt revanche for, da jeg inden for den næste måned har billet til hele seks koncerter.

Jeg lægger ud med en gammel kending, Nephew, som spiller i Forum i morgen, den 18. oktober. Jeg har efterhånden oplevet bandet live et to-cifret antal gange og var til koncert med dem så sent som i marts, og jeg tager da også primært med, fordi jeg skal se dem sammen med venner og familie. Men Nephew leverer altid varen på scenen, og forårets koncert var en positiv overraskelse, modsat andre koncerter jeg var til i samme periode (Ellie Goulding, Jessie Ware).

Herefter følger tre navne, jeg ikke har oplevet live før. Torsdag den 24. oktober har jeg en sen date i Pumpehuset (koncerten begynder først kl. 23) med Austra – et canadisk band, hvis forsanger, Katie Stelmanis, har en fortid inden for operaverdenen, hvilket man godt kan fornemme på denne sang, Home, fra deres seneste album, Olympia.

Her er et andet eksempel, Beat and the Pulse, hvis video af åbenlyse årsager aldrig har været vist på MTV og i øvrigt bliver mere og mere mærkelig undervejs:

Ugen efter er turen kommet til den skotske synthpop-trio Chvrches (udtales “Churches”), som spiller på Lille Vega tirsdag den 29. oktober og lyder som om, 80erne aldrig sluttede. Jeg opdagede dem først for nylig, da de var Ugens Uundgåelige på P3 med denne single, The Mother We Share (bemærk den sci-fi agtige slutning):

To dage senere, 31. oktober, er jeg tilbage i Pumpehuset til en aften med Amanda Palmer aka Mrs. Neil Gaiman. Sidstnævnte er en af mine yndlingsforfattere, men det var nu ikke derfor, jeg blev opmærksom på Amanda Palmer. Det blev jeg, fordi en anden yndlingsforfatter, Caítlin R. Kiernan, ofte nævnte Palmers forrige band, The Dresden Dolls, på sin blog. Amanda Palmer er endnu et eksempel på en kunstner, som godt ved, hun aldrig bliver mainstream, så det afspejler sig i hendes videoer. Her er den ucensurerede udgave af Want It Back (og ja, det er hende selv, man ser i videoen):

Her er lidt mere af samme forbudt-for-børn-skuffe, videoen til Do It With a Rockstar, som i øvrigt er instrueret af Amanda Palmer selv sammen med blandt andre Wayne Coyne fra The Flaming Lips (selve sangen går først i gang to minutter inde i videoen):

Og så skruer vi helt ned for tempoet. Fredag den 8. november skal jeg gense den engelske trio Daughter, som jeg oplevede første gang en sen nattetime på Roskilde Festival i 2012 på den lille Gloria scene. Jeg kunne også have fanget dem, da jeg var på Reading Festival i 2011, men det fandt jeg først ud af bagefter. Her er videoen til singlen Youth:

Jeg startede med en gammel kending, og jeg slutter med en anden af slagsen, nemlig Pixies, som optræder i Falconer Salen onsdag den 13. november. Pixies var et band, jeg først lærte at kende, efter at de var gået i opløsning, men jeg faldt pladask for dem og især for albummet Doolittle, der hører til på min personlige top 10. Siden blev de gendannet, og jeg så dem på Roskilde, da de spillede på Orange Scene i 2004. Nu er jeg klar til endnu et møde med Frank Black & co., selv om bassisten Kim Deal i mellemtiden har forladt bandet, og de er begyndt at lave nye sange, så det kan gå begge veje.

Og det var så det. Længere fremme venter Haim på Vega i februar, og jeg kan ikke afvise, at der bliver presset yderligere et par koncerter ind i kalenderen.

 

Udgivet i Film og musik Etiket: , , , , , ,

Skriv et svar