Postbudet ringer altid tre gange

For første gang i mit liv har jeg fået en pakke med UPS, og indholdet var værd at vente på: Tre eksemplarer af The Valancourt Book of World Horror Stories, hvor jeg medvirker med novellen Donation, oversat til engelsk af den ene af antologiens redaktører James D. Jenkins.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan jeg kom med i antologien i dette indlæg:
Min vampyr-novelle er med i international antologi

Tre var også antallet af forsøg, der skulle til, før jeg modtog pakken, for de to første gange var jeg ikke hjemme, da UPS kom forbi. Og da det endelig lykkedes, skyldtes det, at jeg var blevet forkølet og arbejdede hjemmefra, mens jeg ventede på svar på min test (som var negativ, hvilket jeg var 99% sikker på, at den ville være, men man kan aldrig vide i disse dage).

Men nu er bogen her, og det er stort, og jeg glæder mig til at læse de andre noveller, mens jeg venter på den officielle udgivelse i december.

Udenfor

Inden da nÃ¥r antologien Udenfor fra Forlaget Brændpunkt at udkomme. Den er resultatet af en novellekonkurrence, hvor der skulle indsendes historier om temaet “udenfor”, og min novelle Trold var blandt de 24, der blev udvalgt.

Det var meningen, at antologien skulle være lanceret på Bogforum lørdag den 31. oktober, men det er som bekendt aflyst. I stedet har en af forfatterne, Anne Klein, taget initiativ til, at en håndfuld af os holder vores egen reception hos Bog & Idé på Stændertorvet i Roskilde samme dag og for at følge temaet, er det planen, at det skal foregå udendørs (samtidig undgår vi at komme i problemer med forsamlingsforbuddet og kan holde afstand). Nærmere detaljer følger, når tiden nærmer sig.

I mellemtiden er Trold blevet færdigredigeret, og jeg kan præsentere omslaget. Desuden har jeg optaget en kort video, hvor jeg læser op fra novellen (første gang jeg prøver det). Når resultatet foreligger, skal jeg nok dele linket.