På vej til Hollywood

mrcover.jpg

Obs! Dette indlæg blev oprindelig bragt som en aprilsnar og skal selvfølgelig læses i den ånd.

For nylig kunne jeg berette, at der arbejdes på at få filmatiseret min novelle Mordene på Katrina, men ved den lejlighed undlod jeg at fortælle, at noget endnu større er under opsejling. Nu er det så blevet tid til at afsløre, at en anden af mine noveller er blevet solgt til et produktionsselskab i Hollywood og er godt på vej til at blive til en storfilm med et budget på over 100 millioner dollars.

Det er titelnovellen fra min novellesamling Månebase Rødhætte (den med varulvene på månen), der har tiltrukket sig filmbyens opmærksomhed, og jeg kan med stolthed annoncere, at selskabet bag er Platinum Dunes, som blandt andet ejes af instruktøren Michael Bay – manden bag kvalitetsfilm som Transformers 1-3 og Pearl Harbor. Det bliver dog ikke ham, som skal instruere filmudgaven af Månebase Rødhætte, men i stedet tyske Marcus Nispel, som blandt andet kendes fra de nye udgaver af The Texas Chain Saw Massacre, Friday the 13th og Conan the Barbarian. Nispel har udtrykt interesse for min novelle, fordi han gerne vil prøve kræfter med noget originalt materiale efter en stribe genindspilninger, og jeg er sikker på, at både han og Bay vil være garanter for en nuanceret filmatisering, der ikke drukner i effekter og eksplosioner.

Mens jeg ikke har noget at gøre med manuskriptet til Mordene på Katrina, er jeg til gengæld dybt involveret i at omdanne Månebase Rødhætte til filmmediet. I den proces vil der selvfølgelig ske en del ændringer, og jeg er blandt andet blevet bedt om at gøre hovedpersonerne 10-15 år yngre, så rollerne kan besættes af nogle af de hotteste unge Hollywood-stjerner. Der var tidligt i forløbet tale om at genforene Kristen Stewart og Taylor Lautner fra Twilight-filmene, men førstnævnte følte, at hun allerede havde lavet én eventyr-baseret film med Snow White and the Huntsman, og Lautner var bange for at blive typecastet, hvis han igen skulle spille en varulv.

Andre muligheder i rollen som Månebase Rødhættes rødhårede hovedperson, Angie, er Emma Stone (The Amazing Spider-Man, Zombieland og Crazy, Stupid, Love) og Lindsay Lohan (Mean Girls og Machete), men Vanessa Hudgens (High School Musical og Sucker Punch) og Oscar-vinderen Jennifer Lawrence (Winter’s Bone, X-Men: First Class og The Hunger Games) har også været oppe at vende. De to sidstnævnte vil dog kræve, at de skifter hårfarve, men det har de gjort før til andre film, så det burde ikke være noget problem. Alternativt ændrer jeg bare hårfarven på Angie i manuskriptet.

Det er selvfølgelig let at blive skeptisk, når man får sådan et tilbud fra det store udland, og jeg er da også meget opmærksom på, at jeg risikerer at blive slugt af Hollywood-maskineriet. En tidlig advarsel var, da det blev foreslået at flytte handlingen i Månebase Rødhætte til Mars, da den røde planet blev vurderet til at indeholde flere visuelle muligheder end månen. Det stred godt nok imod en af novellens pointer om fuldmånens virkning på varulve, men jeg var villig til at gøre et forsøg og få Mars indpasset i manusset. Idéen blev dog opgivet, efter at Mars sci-fi eventyret John Carter floppede i biograferne, så nu er vi tilbage på månen. Siden da har der ikke været problemer, og jeg er fuld af fortrøstning på grund af de folk, der er involveret, og ser frem til det store eventyr, det kun kan blive. Derfor glæder det mig endnu mere, at jeg kan dele den glade nyhed med jer LIGE PRÆCIS PÅ DENNE DAG.

Udgivet i Bøger, Film og musik, Noveller, Science fiction Etiket: ,
En kommentar til “På vej til Hollywood
  1. Malene siger:

    Hej Lars. Wauw, hvor er det vilde nyheder. Kæææmpe TILLYKKE! Håber d på alle måder bliver en milepæl for dig og måske åbmer nye døre for dit talent!!! Det må da næsten overgå alle gamle drengedrømme? Nyd det. Held og lykke!!! 🙂 🙂

Skriv et svar