Oscar 2014

Nogen vil måske huske, at jeg sidste år var stolt over at have nået at se samtlige ni Oscar-nominerede film, mens de stadig gik i biografen. Det har jeg så overgået i år, for tilfældet ville, at alle ni nominerede film denne gang nåede at få dansk premiere inden Oscar-uddelingen, og jeg præsterede at få set dem.

Så for dem, det måtte interessere, er her mine tanker om de enkelte film. Og for spændingens skyld nævner jeg dem i omvendt rækkefølge, så jeg lægger ud med dem, jeg var mindst begejstret for og slutter med mine favoritter:

Dallas Buyers Club
Matthew McConaugheys genfødsel som skuespiller er nærmest en film værd i sig selv. Bortset fra at han har smidt 15-20 kilo for at kunne spille en aids-ramt skørtejæger i Dallas Buyers Club, ligner og lyder han egentlig, som han plejer at gøre, men forskellen er, at han denne gang udstråler en smerte og desperation, der hæver hans skuespil til et hidtil uset niveau. Jeg må indrømme, at jeg hellere havde set statuetten gå til Leonardo DiCaprio for hans vilde præstation i The Wolf of Wall Street (hvor McConaughey også har en lille rolle), og som film betragtet kommer Dallas Buyers Club trods sine to Oscars til kort over for de øvrige i feltet. Det er et fint drama, men ingen klassiker. OK med Jared Letos birolle-Oscar, omend Michael Fassbenders slaveejer i 12 Years a Slave og Barkhad Abdis pirat i Captain Phillips også havde været fortjente vindere.

Philomena
Hvis ikke det var fordi, jeg havde sat mig for at se alle de Oscar-nominerede film, havde jeg næppe købt billet til Philomena. Filmen som sådan er der intet i vejen med, og når den indtager næstsidstepladsen, siger det også noget om den høje standard blandt de nominerede. Philomena behandler sit emne (tvungne adoptioner) følsomt og sobert, den er underholdende og gribende fortalt, og skuespillet (ikke kun Judi Dench, men også Steve Coogan) er fornemt. Omvendt byder den heller ikke på de store overraskelser, og modsat et par af de andre nominerede er det en film, man trygt kan se sammen med sine forældre.

Captain Phillips
Hvis der er nogen, som formÃ¥r at skabe intens og realistisk spænding, der holder publikum i et skruestik, sÃ¥ er det Paul Greengrass. Han gjorde det bÃ¥de med sine to Bourne-film og med 9/11-dramaet United 93, og Captain Phillips er ingen undtagelse. Min eneste anke – og den er meget lille – er, at den opfylder alle de forventninger, man mÃ¥tte have til en Greengrass-film, men gør det sÃ¥ perfekt, at man savner noget uforudsigelighed i fortællingen.

American Hustle
For andet år i træk hentede en David O. Russell-film nomineringer i alle fire skuespil-kategorier (sidste år var det med Silver Linings Playbook), og det er da også skuespillerne, som gør American Hustle værd at se. Selve historien er nemlig lidt for tynd til at bære en spilletid på næsten to timer og 20 minutter, og filmen kunne med fordel have været et kvarter kortere. Amy Adams må forbande sit uheld, at hun var oppe imod Cate Blanchett i Blue Jasmine, for ellers kunne hun godt have snuppet en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.

12 Years a Slave
En stærk film, der dog ikke betog mig helt sÃ¥ meget, som jeg havde hÃ¥bet. Hvis der er noget, som Steve McQueens autentiske drama lykkes med, sÃ¥ er det at formidle, hvordan slaveri kan nedbryde folks identitet og suge al virkelyst ud af dem. Det tjener ham ogsÃ¥ til ære, at han har valgt at bevare sin specielle fortællestil fra Shame og ikke har lavet en mere traditionel Oscar-film. Det sker sÃ¥ pÃ¥ bekostning af kronologien og ens fornemmelse af tiden, sÃ¥ man kun ved, at hovedpersonen var slave i 12 Ã¥r, fordi titlen nævner det. Ud fra filmen skulle man nærmest tro, at der kun var tale om to-tre Ã¥r. Lupita Nyong’o vinder sin birolle-Oscar pÃ¥ en enkelt scene, men det ville ogsÃ¥ have været tilfældet, hvis Jennifer Lawrence havde fÃ¥et den for sin præstation i American Hustle. Men Lupita Nyong’os reaktion og tale var i sig selv nærmest en Oscar værd, og det samme var Steve McQueens ekstatiske hop pÃ¥ scenen.

Nebraska
Selv om jeg var meget begejstret for Alexander Paynes to seneste film, Sideways og The Descendants, forventede jeg faktisk ikke, at jeg ville kunne lide Nebraska. Traileren bragte nemlig mindelser om nogle af Paynes tidligere værker så som About Schmidt, hvor jeg følte, at man blev bedt om at le af personerne frem for med dem. Men Nebraska viser sig at ligge fint i forlængelse af hans seneste film og ender med at være en hjertevarm oplevelse, hvor man kommer til at holde af personerne trods alle deres fejl og mangler. Først og fremmest fordi man forstår, at de gør mange af tingene af kærlighed til hinanden. Bruce Dern og June Squibb fortjente fuldt ud deres nomineringer, men Will Forte som deres hårdt prøvede søn burde også have fået én.

Her
Hvem ville ikke forelske sig i deres computer, hvis den lød som Scarlett Johansson? Hendes let hæse stemme er i hvert fald hovedÃ¥rsagen til, at man tror pÃ¥ præmissen bag Spike Jonzes Her. En anden er Joaquin Phoenix’ afdæmpede præstation, hvor han pÃ¥ forunderlig vis stadig formÃ¥r at bevare sin sædvanlige intensitet. Og sÃ¥ er det fantastisk med hele to science fiction-film blandt de nominerede. Nøgternt set fortæller Her blot en banal historie om et parforhold, hvor personerne mødes, forelsker sig og svæver pÃ¥ en lyserød sky, indtil de vokser fra hinanden. Men ved at gøre den ene part til et styresystem med kunstig intelligens fÃ¥r Her samtidig fortalt noget om vores forhold til teknologi og afhængighed, og mÃ¥den vi skaber forhold til hinanden pÃ¥ i dag. En magisk film, der ikke bliver mindre magisk af, at Spike Jonze nu har vundet en Oscar!

Gravity
Og nu til den anden science fiction-film blandt de nominerede, selv om nogen har argumenteret for, at den ikke er sf, fordi den foregår i nutiden og benytter sig af den tilgængelige teknologi. På den anden side bruger den ligesom Her genren til at holde et spejl oppe og forstørre nogle menneskelige problemstillinger, og man må erkende, at ens egne hverdagsproblemer pludselig virker meget små i forhold til Sandra Bullocks strandede astronauts. Alfonso Cuaróns film er både en teknisk og følelsesmæssige tour de force, som jeg glæder mig til at gense i 2D og på en lille skærm, så jeg kan få opklaret, om den også fungerer i et mindre format. Det tror jeg nu, at den gør.

The Wolf of Wall Street
Da min film-interesse for alvor tog fart i starten af 90erne, var to af mine helte Martin Scorsese og Kenneth Branagh. Men hvor Branagh nu nøjes med venstrehåndsarbejde som den uinspirerede og slatne actionthriller Jack Ryan: Shadow Recruit, er Scorsese stadig i fuld vigør, selv om han har passeret de 70 år. Der var ellers en periode i slut-90erne, hvor han virkede til at have toppet, men så gav Leonardo DiCaprio ham nyt liv og har dermed sikret sig evig tilgivelse for Titanic. I mine øjne er The Wolf of Wall Street højdepunktet i deres samarbejde og overgår Oscar-vinderen The Departed, og den er samtidig Scorseses bedste siden Casino. Jeg havde gerne set filmen tage alle de statuetter, den kunne, men nu blev det til ingen, og sådan er spillet. Heldigvis har Scorsese allerede en Oscar, og han virker langt fra færdig med at give os gode filmoplevelser.

Nu er Oscar-sæsonen overstået, og modsat tidligere år var der faktisk ingen af de nominerede film, jeg fandt dårlige. Jeg har endnu til gode at se Coen-brødrenes Inside Llewyn Davis og Woody Allens Blue Jasmine, så jeg kan ikke vurdere, om de burde have været nomineret i stedet for Dallas Buyers Club og Philomena. Men først og fremmest trænger jeg nu til at se nogle film, som ikke vil være i nærheden af at vinde en Oscar så som RoboCop og Captain America: The Winter Soldier.

Leave a Reply