Mit livs gys

Horrorforfatteren Steen Langstrup har på sin hjemmeside en serie, hvor han beder forskellige aktører inden for genren fortælle om deres livs gys. Det seneste indslag i serien er netop blevet offentliggjort, og det er skrevet af… mig.

Min forbindelse til Steen Langstrup går tilbage til 1997, hvor jeg skulle finde på et emne til min hovedopgave på Journalisthøjskolen. Da vi ikke alle kan vælte ministre, besluttede jeg mig for at gå i en anden retning og valgte i stedet at lave portrætter af to danske horrorforfattere: Hanna Lützen og Steen Langstrup.

Det endte med et 10-tal til eksamen, og jeg solgte efterfølgende artiklerne til Berlingske Tidende, som tilfældigvis havde valgt at bringe noveller af netop de to som et sommergys til læserne.
Og her kunne historien så være sluttet. Jeg blev journalist, og Hanna og Steen droppede kort efter horrorgenren, hvilket jeg dog ikke vil påtage mig ansvaret for. Hanna fik travlt med at oversætte Harry Potter til dansk, og Steen startede eget forlag og kastede sig for en stund over krimigenren, inden begge for et par år siden “vendte hjem igen” til gyset.
Så langt, så godt, indtil jeg for et par måneder siden blev kontaktet af Steen Langstrup, som havde genkendt mit navn på Facebook, og da jeg fik nævnt, at jeg var begyndt at gå ham i bedene med mit skriveri, bad han mig om at fortælle om mit livs gys.

Eftersom flere af de andre, som har deltaget i serien, er etablerede forfattere og anerkendte gysereksperter og -kendere, kommer jeg ikke udenom, at jeg føler mig i farligt fint selskab. Og så kan jeg konstatere, at jeg har valgt det samme værk som Henrik Sandbeck Harksen – manden som tog min novelle Mordene på Katrina med i horrorantologien Dystre Danmark.

Klik her for at læse om Mit livs gys.

Udgivet i Bøger, Horror Etiket: ,

Skriv et svar