Minder fra Worldcon

loncon1Der er mange måder at holde ferie på. Nogen tager sydpå og slapper af på stranden, andre rejser til eksotiske lande og farer rundt til den ene seværdighed efter den anden, og så er der dem, som vælger at tilbringe fem dage i et kæmpe kongrescenter med at høre folk tale om nørdede ting som science fiction, fantasy, horror, og hvad der ellers falder ind under de fantastiske genrer.

LonCon3, den 72. World Science Fiction Convention, også kaldet Worldcon, blev holdt i Docklands i London fra den 14. til 18. august, og jeg var med hele vejen sammen med cirka 7500 andre deltagere fra hele verden. Det var min første Worldcon og en temmelig overvældende oplevelse, men jeg har forsøgt at samle de stærkeste øjeblikke her.

Mød din bogreol

Forestil dig at være på Roskilde Festival og gå rundt på festivalpladsen sammen med sangerne og musikerne fra din musiksamling. Det sker ikke rigtig, vel?

grrm

Det tætteste jeg kom på George R. R. Martin under Worldcon. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det ham i den grå trøje.

Worldcon og andre science fiction-cons er anderledes i den henseende, fordi forfattere og fans vandrer frit rundt mellem hinanden, så de første dage skulle jeg lige vænne mig til følelsen af at være omgivet af folk, hvis bøger jeg har stående hjemme på reolen. Indrømmet, de fleste science fiction- og fantasy-forfattere kan sagtens gå rundt på gaden uden at blive genkendt, men i denne verden er de store navne. Den klare undtagelse i år var George R. R. Martin, som skabte lange køer, hver gang han stillede op til noget, og nok må erkende, at det er slut med at gå uforstyrret rundt.

Selv havde jeg stor glæde af de såkaldte kaffeeklatsches, der er en art rundbordssamtaler, hvor op til ni fans får en time i selskab med en forfatter. Jeg fik på den måde lejlighed til at møde et af mine store forfatter-idoler, James Patrick Kelly, som jeg især beundrer for hans noveller. Den oplevelse var så god, at jeg siden meldte mig til tre andre kaffeeklatsches med Aliette de Bodard og Elizabeth Hand, hvis skriverier jeg også er fan af, samt med en forfatter, jeg kun kender perifert fra hendes noveller på Tor.com, Leigh Bardugo. Det hele foregik i en afslappet atmosfære – faktisk så afslappet at ingen tog billeder under samtalerne. Det virkede som om, alle var enige om, at det ikke hørte sig hjemme i situationen.

Mit største knib-mig-i-armen-øjeblik fandt dog sted på sidstedagen, hvor jeg på vej hen til et tidligt foredrag ville købe noget morgenmad og fik øje på forfatteren Alastair Reynolds ved et af spisestederne i kongrescentret. Da Alastair Reynolds var æresgæst på Fantasticon i 2012, hentede jeg ham i lufthavnen, og han efterlod et vældig sympatisk indtryk i de dage, han var i Danmark. Jeg gik hen for at hilse på, og mens vi snakkede, kom der et ældre amerikansk ægtepar forbi, som også ville sige hej til ham. Det var ingen ringere end Joe Haldeman og hans hustru Gay, og de var sammen med deres veninde, den britiske kunstner Judith Clute. Inden jeg havde set mig om, sad jeg og indtog min morgenmad i selskab med Alastair Reynolds og forfatteren til science fiction-klassikeren The Forever War, mens jeg på bedste vis prøvede at følge med i samtalen, selv om ordene “JEG SIDDER SAMMEN MED JOE HALDEMAN OG ALASTAIR REYNOLDS!!!” buldrede løs inde i mit hoved. De var alle vældig søde, og det lykkedes mig at få fremstammet enkelte sætninger, selv om jeg følte mig temmelig mundlam. Jeg gik godt nok glip af foredraget, men man kan jo ikke nå det hele …

Bøger, bøger, bøger …

dealer

Forlaget Tachyons stand i Dealer’s Zone på Worldcon.

Selv om der også blev talt om film, tv-serier, tegneserier, spil, musik, teater og videnskab, handler Worldcon primært om litteratur. Af samme grund er der færre udklædte fans end til for eksempel Comic-Con, og for udefrakommende kan det hele godt virke en smule tørt. Men for læseheste med hang til de fantastiske genrer er Worldcon pendanten til Roskilde Festival, bare uden risiko for smat og høreskader. Til gengæld får man gået lige så mange kilometre, og man føler sig fuldstændig blæst i hovedet efter en lang dag med interessante diskussioner og samtaler, hvilket dog ikke forhindrer folk i at drikke masser af øl i baren i fanområdet.

Og så var der bøgerne. Jeg havde på forhånd sørget for kun at pakke kufferten halvt, fordi jeg vidste, at den nok ville være godt fyldt, når jeg skulle hjem. Jeg endte med at købe 11 bøger og to magasiner i Dealer’s Zone og holdt mig endda i skindet. Derudover købte jeg yderligere to bøger, fire film på blu-ray og en på dvd på en af mine få ture ind til det centrale London.

Flere af bøgerne fik jeg signeret på Worldcon, fordi forfatterne var til stede, og jeg havde tilmed slæbt et par bind med hjemmefra af samme årsag. I starten undrede jeg mig over, at flere af forfatterne spurgte, om jeg ville have en personlig hilsen med i bogen, da jeg tænkte, at det vel var pointen med at få den signeret. Senere gik det op for mig, at der er et marked for signerede bøger, hvor bogen bliver mindre værd, hvis der ud over forfatterens signatur for eksempel står “To Lars. Wonderful to meet you at LonCon” (hvilket Elizabeth Hand skrev i min udgave af hendes novellesamling Last Summer at Mars Hill).

RIP Iain M. Banks

chair

Iain M. Banks blev hyldet på forskellig vis på Worldcon. Læsere af romanen Use of Weapons vil kende den makabre baggrund for denne stol, der var udstillet i Dealer’s Zone.

En af mine absolutte yndlingsforfattere, Iain M. Banks, skulle have været æresgæst på Worldcon, men døde tragisk nok af kræft sidste år. I stedet blev der holdt en lang række foredrag og arrangementer til hans minde – formentlig langt flere, end hvis han stadig havde været i live og selv havde kunnet deltage. Jeg prøvede at nå så mange som muligt, men missede også en del (blandt andet på grund af det ovennævnte morgenmad-møde).

Jeg var dog til The Iain M. Banks Memorial Whisky Tasting, hvor vi blev budt på seks whiskyer, deriblandt en specialaftapning fra The Scotch Malt Whisky Society med den kryptiske kode 73.65 og det spøjse navn Tarts in a Tea House, som efter sigende skulle dække over en whisky fra distilleriet Aultmore.

Ellers var jeg til flere diskussioner om hans forfatterskab, mens andre paneler bød på røverhistorier om personen bag værkerne, hvilket blot forstærkede min lyst til at genlæse hans bøger og min ærgrelse over, at der ikke kommer flere.

The Hugo Awards

hugo

Udsigten fra mit sæde til The Hugo Awards.

Inden for science fiction findes der to store priser: Hugo og Nebula. Mens sidstnævnte uddeles af medlemmerne af SFWA (Science Fiction Writers of America), er det medlemmerne af Worldcon, der afgør, hvem der skal have en Hugo (opkaldt efter Hugo Gernsback, som udgav verdens første science fiction-magasin, Amazing Stories). Det betød, at jeg i år for første gang nogensinde havde mulighed for at stemme til The Hugo Awards.

For at give medlemmerne mulighed for at lære de nominerede at kende, kan man downloade en såkaldt Hugo Voter Pack, der ikke alene indeholder uddrag af værker, men også hele romanserier (Robert Jordans Wheel of Time-serie var nomineret som bedste roman, så forlaget Tor Books havde vedlagt samtlige 14 bind, og nej, jeg nåede ikke at læse dem). Selv stemte jeg på den senere vinder, Ancillary Justice af Ann Leckie, og det var faktisk en af de få gange, at min favorit fik prisen. Ellers var det typisk mit andet- eller tredjevalg, der vandt, så jeg har ikke det store at klage over. Og hvis det ikke havde for Hugo-afstemningen, ville jeg ikke have lært forfatteren Wesley Chu, tegneserien Saga eller tv-serien Orphan Black at kende. Jeg er nu officielt fan af dem alle.

Højdepunktet var dog at overvære selve prisoverrækkelsen. Da jeg næppe nogensinde kommer til at være til stede ved Oscar-uddelingen, antager jeg, at The Hugo Awards bliver den største prisceremoni med mig som tilskuer. Bortset fra den håndfuld gange, hvor teknikken drillede, gled overrækkelsen fint af sted. Den varede under to timer, og alle vinderne af de store forfatter-priser var til stede for at tage imod deres Hugo. En positiv overraskelse var, da skaberne af tv-udgaven af Game of Thrones, D. B. Weiss og David Benioff, indtog scenen, da The Rains of Castamere (Red Wedding-afsnittet) vandt i kategorien Best Dramatic Presentation (short form). Udover at de lidt senere skulle overrække prisen for bedste tegneserie, forklarede de deres tilstedeværelse med, at Hugo’en var en af de første priser inden for de fantastiske genrer, de som unge fans selv havde hørt om.

Her er listen over vinderne og de nominerede

Fantasticon gange 100

panel

Tingene bliver ofte lavet i sidste øjeblik på mange cons, men i dette tilfælde var foredraget faktisk gået i gang, da lærredet skulle sættes op.

Som en af arrangørerne af Fantasticon var det interessant at se, hvordan en stor con fandt sted. Med over 10.000 registrerede medlemmer og cirka 7500 aktive deltagere satte LonCon3 ny rekord og blev tidernes største Worldcon. Til sammenligning har vi på Fantasticon de sidste år haft omkring 100 gæster og to program-spor. På Worldcon skete der ofte 10-12 ting samtidig, og jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvordan arrangørerne har kunnet holde styr på det hele.

Generelt virkede det som om, tingene gik, som de skulle, selv om der også var de sædvanlige problemer. Der var lange køer ved registreringen den første dag, men dem slap jeg for, fordi jeg havde hentet mit medlemsbadge dagen før. På Fantasticon knokler vi ofte med at få tingene færdige helt op til start, men på Worldcon var jeg ude for, at teknikerne stadig var i gang med at teste lydudstyret og sætte et lærred op, da jeg var til mit første programpunkt torsdag formiddag. Og så var der paneldebatter i store rum med få tilhørere, og der var paneldebatter i små rum, hvor alle pladser var taget ti minutter før start, og jeg var også ude for et panel, der blev aflyst på grund af et koks i programplanlægningen. Men når man selv har prøvet at arrangere en con, ved man, hvor svært det kan være at forudsige, hvad der vil tiltrække et stort publikum, og hvor meget der kan gå galt i planlægningsfasen. Lige på de punkter er alle cons åbenbart ens uanset deres størrelse.

Når alt kommer til alt, er det nok omfanget af programmet, der imponerer mig mest. Jeg nåede i snit fem-seks programpunkter per dag, men havde sat kryds ud for tre-fire gange så meget i den app, som arrangørerne havde fået lavet, og som jeg personligt havde stor gavn af.

Andre højdepunkter

– At opleve hvor forskellige folk var på Worldcon og alligevel have så meget til fælles.

– Paneldebatter, hvor der blev spurgt, om der var nogle forfattere eller aspirerende forfattere til stede, hvorefter 95 procent af de tilstedeværende i rummet rakte hånden i vejret.

– Interviewet med Stephen Jones om hans karriere som redaktør af horror-antologier. Undervejs brugte han et kvarter på at svare på spørgsmålet “Hvad vælger du historierne ud fra?” og fik samtidig svaret på alle eventuelle opfølgende spørgsmål.

– “Inden vi går i gang, vil jeg lige minde om, at NASA er en fredelig organisation” (NASA-forsker som indledning til den stærkt underholdende paneldebat Interplanetary Artillery om hvordan man smadrer en planet ude fra rummet. Svaret er åbenbart at bombardere planeten med asteroider)

– Det her:

coode

The Coode Street Podcast nr. 200 blev optaget på Worldcon. Fra venstre ses Jo Walton, Jonathan Strahan, Robert Silverberg, Kim Stanley Robinson og Gary K. Wolfe.

Lyt til The Coode Street Podcast nr. 200 her

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Science fiction Etiket: , , ,