Min nye horrornovelle kan høres på otte forskellige sprog

Gennem de seneste måneder har jeg hentydet til et hemmeligt skriveprojekt, som jeg har brugt en del tid på hen over sommeren, men det er først nu, jeg kan fortælle, hvad det har handlet om. Det er heller ikke tilfældigt, at det sker den 31. oktober, for min nye novelle Bag murene er nemlig en del af et internationalt halloween-projekt, som forlaget Storytel står bag.

Krimiforfatteren Lotte Petri og jeg er de danske repræsentanter i Storytel Original-serien, der på dansk bare hedder Horror-noveller, men på engelsk har fået den noget mere dramatiske titel The World of FEAR. Den danske udgave af serien indeholder også noveller af forfattere fra England, Finland, Holland, Polen og Indien, og vores noveller udkommer samtidig i deres lande. Derudover kan serien høres i Spanien og Forenede Arabiske Emirater, så Bag murene findes nu på otte forskellige sprog (og jeg kan med god samvittighed betegne mig selv som en “international udgivet forfatter”).

Bag murene er indlæst af Dan Schlosser på dansk og Andrew Hoffland på engelsk (hvor den hedder Behind the Walls). Jeg har desværre ikke adgang til de andre udgaver, så jeg kan høre, hvordan mine ord lyder på finsk, hollandsk, polsk, spansk, indisk og arabisk.

Da Storytel primært gør sig i lydbøger, troede jeg i første omgang, at novellerne kun ville blive udgivet i den form, men jeg kan se, at de også kan læses som e-bøger. Ellers ville det have været første gang, at en af mine noveller kun havde eksisteret som lyd og ikke som tekst.

Hvordan gik det til?

Tilbage i marts blev jeg kontaktet af Storytel, som spurgte, om jeg kunne tænke mig at medvirke i projektet. Idéen var, at historierne skulle være lokalt forankret og være baseret på en spøgelseshistorie eller uhyggelig hændelse fra det enkelte land, i dette tilfælde Danmark.

Mailen fra Storytel kom umiddelbart efter, at min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos havde vundet prisen Årets danske horrorudgivelse, så jeg gik naturligvis ud fra, at det var årsagen. Men da jeg tog et møde med dem, viste det sig, at de havde fundet frem til mig ved at google efter danske horrorforfattere, og så var mit navn åbenbart dukket op!

Uanset hvad, så sagde jeg ja til opgaven, selv om deadlinen den 1. juni også var datoen, hvor jeg havde lovet at aflevere en steampunk-novelle til antologien Krinoline og kedsomhed. Jeg vidste, at jeg ville få et travlt forår, men det er ikke hver dag (som i aldrig), at jeg som forfatter er ude for, at et stort forlag selv henvender sig og vil betale mig for at skrive en novelle.

Hvad skal jeg finde på?

Problemet var bare, som jeg tidligere har beskrevet, at jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvad novellen skulle gå ud på. Redaktøren havde som inspiration sendt mig et link med sagn og vandrehistorier fra København, og jeg lånte også et par bøger om emnet på biblioteket, uden at det for alvor fik fyret op under min fantasi.

Jeg legede lidt med tanken om, at tallet 15 skulle være forbandet, fordi fanden var løs i Laksegade 15, og Nyhavn 15 skulle være hjemsøgt, men det blev aldrig rigtig til noget. Vi var også omkring en vandrehistorie fra Roskilde Festival, indtil jeg opdagede, at det var en historie, som var kendt i flere lande, hvor man blot udskiftede begivenheden:

Fact Check: Romantic Encounter with Necrophiliac/Cannibal

Det egentlige problem var nok, at jeg allerede følte, jeg havde været omkring emnet, fordi min novelle Hvor hesten ligger begravet fra 2016 også var baseret på en gammel dansk myte, nemlig den om helhesten. Men netop som jeg var ved at frygte, at jeg måtte give fortabt, var den dér: Idéen. Ironisk nok fandt jeg den blandt sagnene og vandrehistorierne fra København, og den havde også en forbindelse til helhesten, så jeg havde haft den foran mig hele tiden …

Her er sagnet om Københavns vold, som det er beskrevet i artiklen på Dengang.dk:

“Man havde for mange tider siden svært ved at få volden omkring København til at sidde fast. Den sank hele tiden. Så tog man et uskyldigt pigebarn, satte hende på en stol ved et bord og gav hende legetøj og mundgodt. Mens hun så sad der, byggede tolv murere en hvælving over hende. Da dette var fuldført, kastede de under musik og klingende spil en vold derover. Så sank volden aldrig mere.

En anden historie fortæller, at to børn blev voldens værneånder. Når man siden så dem lege på volden, betød det fred og gode tider for Danmark. Men når de gik hånd i hånd og grædende langs volden betød det krig og dårlige tider for landet.”

Så det fik mig til at tænke: Hvad nu hvis man havde holdt fast i traditionen, og der stadig fandtes murere, som havde til opgave at mure børn inde for at sikre, at byggerierne blev stående? Hvem kunne finde på at sige ja til det job, og hvad kunne få dem til at blive ved?

Kan jeg nå det?

Udfordringen blev at undgå at gentage mig selv, fordi Hvor hesten ligger begravet har et identisk udgangspunkt. I den novelle er det en ambitiøs arkitekt, som af bygherren bliver bedt om at begrave en levende hest, lige som man gjorde med kirkebyggerier for at beskytte dem mod ulykker. I Bag murene er hovedpersonen en mand, der tager arbejde som murer for at tjene penge, mens han prøver at få gang i sin forfatterdrøm.

Jeg havde også en mere alvorlig udfordring. Da jeg endelig fik idéen til Bag murene, var vi en uge inde i maj, så jeg havde tre uger til at få skrevet novellen færdig. Storytel ønskede en novelle på 50.000 anslag, fordi det svarer til cirka en times oplæsning. Jeg regnede mig frem til, at 50.000 anslag er lig med et sted mellem 9500 og 10.000 ord, så vi taler om en halvlang novelle (Bag murene endte på 9700 ord og 55 minutter).

Endelig skulle jeg have i tankerne, at novellen skulle udkomme som lydbog. Det var samtidig årsagen til den tidlige deadline: Der skulle være tid til at redigere novellen, få den indlæst og ikke mindst oversat til de andre sprog, så den kunne være klar til udgivelse den 31. oktober.

Er vi ikke snart færdige?

Jeg kan lige så godt indrømme det: Den første udgave af Bag murene, som jeg afleverede den 1. juni, bar præg af, at den var skrevet under tidspres. Jeg var ikke tilfreds med slutningen, og det var min redaktør Birgitta Gärtner heller ikke. Hun pakkede det pænt ind, men hun lagde ikke skjul på, at historien kunne gøres mere fokuseret og skarpt.

Og det blev begyndelsen på den mest grundige redigeringsproces, jeg har været ude for som forfatter. På min harddisk har jeg tre forskellige udgaver af Bag murene liggende, for det var det antal gange, jeg nåede at skrive novellen igennem i løbet af de næste to måneder (her skal fratrækkes en måned, hvor vi begge holdt sommerferie), før vi kom frem til det færdige resultat. Meget blev ændret undervejs, men som regel til det bedre, og jeg er især glad for slutningen, der giver langt mere mening end den oprindelige.

Når man som jeg hidtil mest er udkommet på små forlag, har redigeringen oftest været ret begrænset og i nogle tilfælde ikke-eksisterende. Dette er ikke ment som en kritik af de redaktører, der har antaget mine noveller, for jeg er med på, at det er spørgsmål om økonomi og ressourcer. Men det var lidt af en øjenåbner at opleve en redaktør, der virkelig gik ned i teksten og kom med masser af rettelser og ændringsforslag.

Selvfølgelig var jeg ikke enig i alt, og jo, det var da til tider frustrerende, når man troede, at novellen endelig var færdig, og man så fik den retur med en masse nye bemærkninger og rettelser. Men samtidig var det fedt at opleve, hvordan en anden person arbejdede med ens tekst, og der var ingen tvivl om, at historien blev bedre af det.

Hvad kan man lære af det?

Frem for alt var det lærerigt. Jeg lærte, at man skal holde sproget let og enkelt, når man skriver til lydbøger, og at det er tilladt at skære tingene ud i pap, fordi lytteren ikke er 100 procent koncentreret undervejs (hvilket er mit eget problem med lydbøger).

Desuden lærte jeg, at selv om ens manuskript kommer tilbage fyldt med kommentarer og røde streger, så ser det værre ud, end det i virkeligheden er. Det var en erfaring, jeg kunne tage med, da min roman Rød høst kom retur fra korrekturlæseren og skulle redigeres færdig.

Og nu er novellerne ude i verdenen – bogstavelig talt. Det bliver spændende at se, eller rettere høre, hvem de når frem til, men det har under alle omstændigheder været en oplevelse.

Så god lytte- og læselyst!

 

 

Etiket: , , , , , ,