Min ferie del 1: Worldcon i Dublin

Min ferie del 1: Worldcon i Dublin

Hovedparten af de asiatiske sci-fi fans er advokater, folk horror er det nye sort, og Guinness smager bare bedre i Irland. Det var tre af de ting, jeg lærte i løbet af den uge, jeg tilbragte i Dublin til årets Worldcon – eller den 77. World Science Fiction Convention, for at bruge den officielle titel.

Det var min tredje Worldcon efter London i 2014 og Helsinki i 2017, men for første gang blev den holdt i et land, som jeg ikke havde besøgt før. Belært af mine erfaringer fra de to andre Worldcons vidste jeg, at det ville blive begrænset, hvor meget tid jeg ville få til at opleve selve Dublin, men jeg synes dog, at det blev til lidt mere denne gang, og det skyldtes mit valg af hotel.

Convention Centre Dublin (CCD).

Jeg boede på Central Hotel, der viste sig i den grad at leve op til sit navn. Stort set alt lå i gåafstand fra hotellet, inklusiv et supermarked, to gode restauranter (Rustic Stone og Yamamori), byens bedste isbar (Murphy’s), en Tower Records-butik og flere af de største turistattraktioner. Den centrale placering nær Temple Bar-området (Dublins svar på Jomfru Ane Gade) betød dog også, at jeg havde første parket til byens natteliv, men heldigvis er jeg typen, der let falder i søvn, og jeg var som regel træt efter en lang dags begivenheder.

I would walk 500 miles…

Nærmest det eneste, som Central Hotel ikke lå i nærheden af, var Convention Centre Dublin (CCD), hvor hovedparten af årets Worldcon fandt sted. Det krævede en rask gåtur på to kilometer hver dag – cirka en halv time – og selv om jeg undervejs havde det lidt sådan her …

… klarede jeg mig igennem ugen uden brug af transportmidler. Det hjalp, at vejret generelt føltes varmere, end vejrudsigten havde lovet, så jeg fik hverken brug for mine medbragte langærmede trøjer eller regnjakke.

Selve Worldcon endte med at føles som en mellemting mellem London og Helsinki. Lige som i Finland skulle man stå i kø til flere af panelerne, og det gjorde det til en udfordring at nå to programpunkter i træk. CCD viste sig desuden ikke at være stor nok til at rumme hele Worldcon, så en del af programmet var henlagt til en biograf i et nyopført (og tomt) butikscenter et kvarters gang derfra (væk fra centrum). Jeg tog derover på førstedagen, men blev ellers nødt til at fravælge flere interessante indslag, fordi jeg ville spilde for meget tid med at gå frem og tilbage mellem de to steder.

Sumer is Icumen in, Loudly sing, cuckoo!

CCD set indefra. Forfatteren Theodora Goss mente, at arkitekturen i sig selv var som taget ud af et horror-værk.

Mange af science fiction- og fantasy-paneler var dem, hvor lokalerne hurtigst blev fyldt op, så det var måske grunden til, at der endte med at være en overvægt af horror blandt de programpunkter, jeg nåede at se.

Det blev for eksempel til hele to paneler i træk med de erfarne redaktører Ellen Datlow og Stephen Jones – det ene om, hvordan man som horrorforfatter kommer ind på novellemarkedet, og det andet en status på, hvor horrorgenren er på vej hen.

Et gennemgående træk i flere af horrorpanelerne var, at det blev nævnt, at folk horror er det helt store lige nu (et af panelerne handlede faktisk om emnet) og har vippet vampyrerne og zombierne af pinden. En forklaring kan være, at vi søger tilbage til fortiden og det hjemlige, når nutiden og fremtiden føles utryg og usikker. Et andet bud er, at klimaforandringerne har givet et øget fokus på vores forhold til naturen og landskabet.

Rejected by Clarkesworld

Min boghøst fra Worldcon i Dublin.

Det var også i et af horrorpanelerne, jeg hørte om David Demchuks roman The Bone Mother, der lød så interessant, at jeg efterfølgende opsøgte forlaget ChiZines stand i Dealer’s Room, hvor udbuddet var bedre end i Helsinki, men ikke helt på niveau med London. Her fik jeg først at vide, at bogen desværre var udsolgt, men tilfældigvis sad David Demchuk i standen, så jeg endte med at købe hans (let brugte) eksemplar af bogen, som han naturligvis signerede.

Noget lignende skete, da jeg ledte efter en bog af forfatteren James Patrick Kelly, fordi jeg havde skrevet mig på til en kaffeeklatch med ham og ville have noget med, han kunne signere. Jeg fandt antologien The Secret History of Science Fiction, som han havde redigeret sammen med John Kessel, og hvem var på besøg i forlaget Tachyons stand andre end … James Patrick Kelly (han tilbød også at efterligne John Kessels autograf, men jeg tænkte, at det var bedst at holde ham fra at begå dokumentfalsk).

Kaffeeklatch er en rundbordssamtale med 8-10 deltagere, der foregår i en uformel stemning over en kop kaffe (som navnet antyder). Jeg havde stor fornøjelse af dem i London, hvor jeg nåede at deltage i fire, men i Helsinki blev det kun til en enkelt, fordi pladserne forsvandt som dug for solen. I Dublin blev det igen til fire – udover James Patrick Kelly mødte jeg redaktøren Jonathan Strahan (som medbragte Locus-anmelderen og sin Coode Street Podcast-makker Gary K. Wolfe), Locus Magazines udgiver og chefredaktør Liza Groen Trombi samt Clarkesworld Magazines redaktør Neil Clarke.

Det var interessant at høre dem fortælle, hvordan de sammensætter henholdsvis en antologi og et magasin, hvilke tanker de gør sig om fremtiden, og hvilke udfordringer de er ude for. Neil Clarke havde jeg faktisk talt med aftenen i forvejen, da jeg mødte ham i Worldcon-baren og tog chancen til at få en snak. Jeg fortalte, at jeg havde prøvet at sende en håndfuld af mine oversatte noveller til ham, men kun havde fået afslag, så han gav mig dette visitkort, som han er begyndt at dele ud til afviste forfattere.

Tæt på en Hugo

Efter de første to dage kunne jeg mærke, at jeg begyndte at gå kold på panelerne og i stigende grad søgte over til oplæsningerne, hvor det var lettere at få plads. Normalt er jeg ellers ikke den store fan af oplæsninger, men på Worldcon var de forholdsvis korte, og der var typisk kun afsat 20-30 minutter.

Jeg hørte først Theodora Goss læse et uddrag af sin novelle “A Country Called Winter”, der er inspireret af H.C. Andersens “Snedronningen”, og hvor en af bipersonerne er en dansker. Hun undskyldte for, at hun var kommet til at placere en gletsjer i Danmark, og lod os se en tidlig udgave af sin kommende roman The Sinister Mystery of Mesmerizing Girl – tredje og foreløbig sidste del af Athena Club-serien, hvor hovedpersonerne er Mary Jekyll, Diana Hyde, Catherine Moreau, Justine Frankenstein og Beatrice Rappacini, dvs. døtre af berømte videnskabsmænd fra fiktionens verden. Jeg har læst de to første bøger og glæder mig til afslutningen, der udkommer i oktober.

Joe Hill læser op fra sin tablet.

Lige efter Theodora Goss kom Nina Allan og læste fra sin nye roman The Dollmaker. Nina Allan var æresgæst på Fantasticon i 2017, og jeg blev i den forbindelse meget begejstret for hendes måde at skrive på. Jeg købte The Dollmaker for et par måneder siden, og efter at have hørt et uddrag er den nu rykket helt frem i køen på min TBR-liste (To Be Read). Både Theodora Goss og Nina Allan fandt også tid til at svare på spørgsmål og fortælle lidt om deres bøger, og det blev endnu mere udtalt i de to andre oplæsninger, jeg overværede.

I tilfældet med Joe Hill blev det en uventet bonus, da der i programmet kun var sat 20 minutter af til ham. På den anden side var der ingen andre, som var på lige efter ham, så han valgte bare at fortsætte med at svare på spørgsmål fra publikum i yderligere en halv time.

Mary Robinette Kowal havde derimod fået stillet 50 minutter til rådighed. Hun skulle læse op dagen efter, hun vandt en Hugo for sin roman The Calculating Stars, og hun tog statuetten med til oplæsningen, så publikum kunne prøve at holde den og blive fotograferet sammen med den. Som det fremgår af nedenstående, fik jeg sneget mig med på et af de billeder, hun selv tog.

Bag kameraet. Det lader til, at jeg tog mit billede næsten samtidig med Mary Robinette Kowal.

Writer’s Tears

Og så var der den med de asiatiske advokater. Forfatteren Zen Cho havde søndag eftermiddag arrangeret et møde for Worldcon-deltagere med asiatisk baggrund, og jeg dukkede op af ren nysgerrighed. Zen Cho er født i Malaysia, men bor i England, hvor hun arbejder som advokat. Det blev hurtigt en stående joke, for det viste sig, at omkring en tredje- eller fjerdedel af de tilstedeværende enten var eller havde været advokater. Så klichéen om at asiatiske forældre får deres børn til at vælge sikre erhverv inden for jura eller medicin, er åbenbart ikke helt ved siden af.

En anden årsag til, at jeg dukkede op til mødet, var Zen Cho selv, som senere samme aften vandt en Hugo for sin langnovelle If at First You Don’t Succeed, Try, Try Again. Så det var nok meget godt, at jeg forinden havde nået at fortælle hende, at hendes historie var min favorit … Først bagefter er det gået op for mig, at Zen Cho har skrevet en fortsættelse, som hun har offentliggjort på sin blog: Head of a Snake, Tail of a Dragon

Apropos Hugo, så havde jeg i min gennemgang af de nominerede noveller forsøgt at give mit bud på, hvem der ville vinde, og bortset fra Zen Cho må jeg konstatere, at ingen af mine favoritter vandt.

Hugo-læsning: De bedste kortromaner
Hugo-læsning: De bedste langnoveller
Hugo-læsning: De bedste noveller

Priserne gik til A Witch’s Guide to Escape: A Practical Compendium of Portal Fantasies af Alix E. Harrow (novelle) og Artificial Condition af Martha Wells (kortroman). I London og Helsinki overværede jeg Hugo-uddelingen, men i Dublin skulle man stå i kø for at sikre sig en plads, og det orkede jeg ikke. En anden forskel var, at ceremonien fandt sted om søndagen frem for lørdag, og jeg kunne godt mærke, at jeg var ved at være tømt for energi efter fire dages Worldcon.

I stedet tog jeg i biografen, da det irske filminstitut lå blot fem minutters gang fra mit hotel. De havde faktisk en dansk film på programmet, Holiday, men jeg valgte at se den tyske film Transit, som jeg ikke nåede, mens den gik herhjemme.

Af andre ikke-Worldcon-relaterede aktiviteter kan nævnes et besøg på Irish Whiskey Museum, der mere var et interaktivt foredrag med en afsluttende whiskeysmagning end en traditionel museumsoplevelse. Jeg var selvfølgelig også nødt til at købe en flaske irsk whiskey, og efter at have gennemgået udvalget kunne det dårligt blive andet end denne her:

Når jeg måtte nøjes med en enkelt flaske, skyldtes det både, at min kuffert i forvejen var fyldt med bøger, men også at jeg havde besluttet at forlænge min ferie med en tur til Schweiz, der ikke er medlem af EU. Og hvad skulle jeg så i Schweiz? Det handler mit næste indlæg om.

Læs: Min ferie del 2: Zürich Open Air

Etiket: ,