Mens jeg venter …

Det er snart to måneder siden, at min debutroman Rød høst udkom, og jeg venter fortsat på den første anmeldelse og lektørudtalelsen. Jeg kan se dog på bibliotek.dk, at der allerede er en del biblioteker, som har købt bogen, og det er selvfølgelig et godt tegn, at de har gjort det, før der er kommet en vurdering.

I mellemtiden er der kommet en lektørudtalelse på steampunk-antologien Krinoline og kærlighed, hvor jeg medvirker med novellen Engle og støv. Den får heldigvis en rigtig god udtalelse med på vejen. Blandt andet står der:

“En super interessant udgivelse, hvor en af science fiction litteraturens subgenrer kommer til sin ret. Novellerne kan både læses for deres underholdningsværdi, men også for at fordybe sig i en genre som vi nok oftest stifter bekendtskab med på film.”

Det bemærkes desuden, at der findes meget lidt steampunk skrevet på dansk, så bogen anbefales til “bredt indkøb” af bibliotekerne.

Tid til at nominere

Engle og støv er samtidig den ene af to noveller, som kan nomineres til Niels Klim-prisen for bedste danske science fiction-novelle fra 2018. Den anden er Anmeldelse af “Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7”, der stammer fra antologien De fremmede -Lige under overfladen 13. Begge bøger er udgivet af Science Fiction Cirklen.

Det er muligt at nominere i perioden 15. november til 15. februar på denne side:
Nomineringer til Niels Klim-prisen

Hvis man skal oprettes som bruger, skal det ske fra denne side:
Oprettelse af bruger

Storytel-novelle anmeldt

Min seneste novelle, Storytel-udgivelsen Bag murene, har også vakt lidt opmærksomhed. Gyseren.dk har skrevet en kort anmeldelse, og det samme har Bogfidusen.dk, som disker op med hele fem stjerner.

Gyseren.dk: Horror-noveller af Lotte Petri, Lars Ahn m.fl.
Bogfidusen: Horror-noveller – En Storytel Original

Endelig har Dagbladet Roskilde skrevet om projektet ved at interviewe Lotte Petri, som er den anden danske forfatter, der har bidraget med en novelle (Levende død). Jeg har med vilje holdt lav profil, da jeg som bekendt er ansat på selvsamme medie.

sn.dk: To gyserforfattere udgives i syv lande

Ved en fejl har der været byttet rundt på titlerne i serien hos Storytel, men nu skulle det være i orden. Og så fortæller min redaktør hos Storytel, at hendes kolleger i Indien og Forenede Arabiske Emirater åbenbart er ret begejstrede for Bag murene!

Du kan lytte til den engelske udgave her:
Storytel Original: Behind the Walls

Etiket: , , , , , , , , , , ,