Læsetips: 10 fantastiske noveller og en koreansk roman

Det er ved at være længe siden, jeg sidst anbefalede noveller, der kan læses gratis på nettet. Sidste gang var i sommer, hvor jeg skrev om halvårets bedste romaner og noveller. Meningen var, at jeg skulle have fulgt det op med et indlæg om andet halvårs bedste læseoplevelser, men det gled ud i sandet – mest fordi jeg ikke fik læst særlig mange romaner i efteråret, og de få, jeg nåede igennem, gjorde ikke det store indtryk.

Undtagelsen var den sydkoreanske forfatter Han Kangs roman The Vegetarian, der vandt den prestigefyldte The Man Booker International Prize i 2016, men det var nu ikke det, der gjorde mig opmærksom på bogen. I stedet blev jeg nysgerrig, fordi horrorforfatteren John Langan gav The Vegetarian en rosende anmeldelse i science fiction-tidsskriftet Locus, selv om den kun med lidt god vilje kan betegnes som hørende til de fantastiske genrer.

Uanset hvad er den en læseoplevelse ud over det sædvanlige. The Vegetarian kan bedst beskrives som en grotesk fortælling om en kvinde, hvis pludselige beslutning om at blive vegetar får konsekvenser for hende selv og hendes familie. Den er også et skoleeksempel på, hvad en dygtig oversætter kan gøre for en bog, for oversætteren Deborah Smith formår både at gøre historien forståelig for et vestligt publikum, samtidig med at den stadig føles meget koreansk i sin tone. Derfor virker det også logisk, at Han Kang og Deborah Smith delte de 50.000 pund, der fulgte med Man Booker International-prisen.

Og nu til de gratis noveller:

Alice Sola Kim: Successor, Usurper, Replacement (BuzzFeed Reader)
En af mine yndlingsnoveller fra 2014 var Alice Sola Kims “Mothers, Lock Up Your Daughters Because They Are Terrifying”, og nu er hun tilbage med denne forrygende fortælling om en skrivegruppe, der opdager, at deres nyeste medlem ikke er helt, hvad hun udgiver sig for.

Alyssa Wong: You’ll Surely Drown Here If You Stay (Uncanny)
Wong vandt sidste år en Nebula for sin horrornovelle Hungry Daughters of Starving Mothers. I år er hun nomineret for hele to historier, hvoraf denne weird western er min favorit (den anden nominerede er A Fist of Permutations in Lightning and Wildflowers fra Tor.com).

Yoon Ha Lee: Foxfire, Foxfire (Beneath Ceaseless Skies)
Og nu vi er ved Nebula-nominerede forfattere med asiatiske rødder, så havde jeg Lees debutroman Ninefox Gambit med i min omtale af første halvårs bedste læsning i 2016. Den er siden blevet nomineret til en Nebula og kan stærkt anbefales. Lee er også en flittig novelleforfatter, og hans bedste fra sidste år var denne science fiction/fantasy-fortælling, der både indeholder magiske ræve og kamprobotter.

Sam J. Miller: Things with Beards (Clarkesworld)
I 2010 bragte onlinemagasinet Clarkesworld novellen The Things af Peter Watts, hvor historien fra John Carpenters filmklassiker The Thing blev fortalt fra rumvæsenets synsvinkel. I 2016 kunne man samme sted læse Sam J. Millers vellykkede og ret så originale forsøg på at skrive en direkte fortsættelse til samme film. Hvis man klikker på kommentarerne til “Things with Beards,” vil man bemærke, at førnævnte Peter Watts er yderst begejstret for Millers udgave, og det er han åbenbart ikke ene om, for novellen er også nomineret til en Nebula.

Genevieve Valentine: Everyone from Themis Sends Letters Home (Clarkesworld)
Umiddelbart lader Valentines novelle til at handle om en ekspedition til en fremmed planet, men det står hurtig klart, at der i virkeligheden er tale om et virtual reality-eksperiment med uvidende fanger som deltagere. På sin vis en historie, der er set og fortalt mange gange før, men Valentine formår at komme ind under huden på hovedpersonerne og får på fornem vis formidlet deres følelser.

Nina Allan: The Art of Space Travel (Tor.com)
Nina Allan har med The Race ikke alene skrevet den bedste roman, jeg indtil videre har læst i år, men har også begået denne novelle, som er blandt mine favoritter fra sidste år. I begge tilfælde er der tale om fortællinger, hvor det mere er personerne, der tegner et billede af fremtiden, frem for teknologien og videnskaben.

Theodora Goss: Red as Blood and White as Bone og Come See the Living Dryad (Tor.com)
Theodora Goss’ novelle The Mad Scientist’s Daughter fra 2010 er en personlig favorit, og jeg venter med spænding på hendes roman The Strange Case of the Alchemist’s Daughter, der udkommer til sommer. I mellemtiden kan man fornøje sig med disse to fantasynoveller, begge fra Tor.com, hvoraf den første er fra sidste forår, mens den anden er fra denne måned.

Og til sidst to noveller, som jeg også nævnte i min gennemgang for ni måneder siden, men som stadig er værd at læse:
Joe Abercrombie: Two’s Company (Tor.com)
Carrie Vaughn: Origin Story (Lightspeed)

Udgivet i Fantasy, Noveller, Science fiction Etiket: , , , , , , , , , ,