Klonk, knirke, Bukdahl!

Ups! Før man har set sig om, er der gået tre uger siden ens sidste indlæg på grund af arbejde, efteruddannelse, sygdom, påske og forsøg på at få gjort en novelle færdig. Så jeg må hellere komme i gang igen.

Dagen efter det førnævnte sidste indlæg bragte anmelderen Lars Bukdahl en kommentar i Weekendavisens tillæg Bøger med overskriften “En tantet dille”, hvor han mere eller mindre afskriver hele den danske horrorscene. Baggrunden var, at han sad med i juryen, der skulle uddele Dansk Horror Selskabs nye pris, Årets Danske Horrorudgivelse. Bukdahl havde ikke været med til at udvælge de nominerede – det lod han de tre andre jurymedlemmer om – men han undrede sig over, at tre ud af de fem indstillede var antologier, “eftersom en antologi jo kun er så prisværdig som sit svageste bidrag,” skriver han.

Bukdahl lagde ud med Velkommen til dybet fra forlaget Tellerup, men det var ingen positiv oplevelse. Faktisk erklærer han sig “helt utroligt skuffet, for ikke at sige chokeret, over, hvor dilettantisk, det vil sige kompositorisk klodset og skiftevis anonymt underskrevet og bombastisk overskrevet, novellerne forsøgte at leve op til de ikke særlig avancerede genrekoder: Eskalerende eller bare ulmende uhygge leder frem til pludseligt/forudset, grusomt twist i gotisk og/eller nutidigt univers.”

Læsningen af antologien Det sker igen og Michael Kamps Moln – Jorden husker bragte heller ingen glæde, og Bukdahl erkender, at han ikke nåede langt ind i Dystre Danmark 2, før han havde fået nok af det, han betegner som “klonk, knirke, klonk, knirke, bøøøøh!” Det eneste værk, som fandt nåde for hans øjne, var Steen Langstrups roman Alt det hun ville ønske, hun ikke forstod, som endte med at blive den første vinder af prisen Årets Danske Horrorudgivelse. Alt dette får Bukdahl til at konkludere følgende: “Alt tyder med andre ord på, at horror ikke er en kunstnerisk frugtbar genre i Danmark, men snarere hvad man kunne kalde en hobbygenre, parallelt med for eksempel rollespil, et hygsomt netværk, hvor horrornørder udveksler og udgiver stiløvelser.”

Bukdahls kommentar har ikke overraskende skabt røre i det danske horrormiljø og ikke mindst i Dansk Horror Selskab. Det har også afstedkommet to læserbreve i Weekendavisen, det ene fra jurymedlem Jette Holst, som var så venlig at nævne min novelle Blomstervanding i sit indlæg. Så nu har jeg set mit navn på tryk i Weekendavisen, men på en lidt uventet baggrund. Det andet læserbrev kom fra forfatteren Jonas Wilmann, som har lagt samme tekst ud på sin blog.

Og hvor står jeg så henne i alt det her? Jeg har selv noveller med i to af de omtalte antologier, Velkommen til dybet (Langt ude i skoven) og Dystre Danmark 2 (førnævnte Blomstervanding), så Bukdahls kritik rammer også mig. Efter at have brugt et par uger til at tænke over det (og få fremskaffet Bukdahls kommentar, som jeg ikke fik læst i første omgang), er jeg kommet frem til følgende: at selv om det er groft generaliserende at afvise horror som en “kunstnerisk frugtbar” genre herhjemme, så kan hans kritik heller ikke helt affærdiges.

Nu kan det lyde som om, jeg er i færd med at save den gren over, som jeg selv sidder på, med tanke på at jeg indtil nu kun har udgivet noveller, men jeg er faktisk glad for, at hverken Velkommen til dybet eller Dystre Danmark 2 vandt prisen. Efter at have læst alle fem nominerede vil jeg sige, at mit bud på en vinder ville have været enten Steen Langstrups Alt det hun… eller Michael Kamps Moln – Jorden husker (som i øvrigt ikke er en roman, men en række sammenhængende noveller). De var ikke alene de bedste værker, men jeg mener også, at det havde sendt et forkert signal, hvis en antologi var blevet kåret som Årets Danske Horrorudgivelse. Det ville nærmest have været det samme som at sige, at der ikke er nogen danske horrorforfattere, som evner at skrive i romanlængde, og så kunne vi reelt set have skrottet prisen på stedet – ikke mindst fordi der rent faktisk udkom flere horror-romaner i 2011.

Bukdahl har jo ret, når han skriver, at en antologi “kun er så prisværdig som sit svageste bidrag,” og jeg bliver nødt til at sige, at der i alle tre af de nominerede antologier er noveller, som ikke holder niveau (og nej, jeg sætter ikke navn på dem). Desuden skal vi måske prise os lykkelige over, at det kun var horror-noveller, han blev bedt om at læse og ikke også noveller inden for science fiction og fantasy. I så fald var han stødt ind i mange af de samme navne – deriblandt mit – og så var han virkelig blevet bekræftet i, at de fantastiske genrer herhjemme består af en lille håndfuld nørder, der udveksler tekster indbyrdes og selv udgiver dem.

Men er det egentlig så mærkeligt? Dansk Horror Selskab blev først stiftet sidste år, og en antologi-serie som Science Fiction Cirklens Lige under overfladen udkom første gang i 2007 og har siden fungeret som kravlegård for mange af de forfattere, som i dag dukker op i de forskellige antologier. Lige under overfladen er samtidig grunden til, at jeg ikke vil give Bukdahl ubetinget ret. For jeg kan se, at niveauet hæves for hvert nyt bind i serien, ligesom Dystre Danmark 2 er bedre end etteren, og jeg er sikker på, at Ny Dansk Fantasy 2012 (foreløbig arbejdstitel) vil overgå sin forgænger Bag Adonais spejl. Ja, der er fortsat noveller med, som får mine tæer til at krumme sig sammen, og jeg synes stadig, at vi mangler noget, før vi kan være med på den internationale scene. Men jeg ser også den udvikling, der finder sted blandt de medvirkende forfattere, og det varmer mit hjerte, når der dukker et nyt navn op, som får sin debut i antologierne. Med andre ord er vi kun lige begyndt, og når Steen Langstrup (f. 1968) pludselig må se sig betegnet som “dansk horrors grand old man”, så siger det også lidt om, hvor ung en tradition vi arbejder ud fra herhjemme.

Så frem for blankt at afvise Bukdahls kritik bør vores svar i stedet være at gøre følgende: at fortsætte med at skrive, at blive bedre til det og konstant stræbe efter at udvikle genrerne. Har vi noget andet valg?

Etiket: , ,
2 kommentarer til “Klonk, knirke, Bukdahl!
  1. Jeg synes Bukdahl vrøvler usædvanligt meget, selv efter hans egen standard, i den artikel. Men ellers er jeg enig i at der er store muligheder for forbedringer i ny dansk fantastik. Vi skal ikke tro, at fordi tingene er blevet lidt bedre, er det det rene guldspinderi. Men hvis man, i modsætning til Bukdahl, har sat sig lidt ind i tingene, kan man se at der både kommer nye talenter til og at dem, som dukkede op for nogle år siden, er blevet bedre til at skrive.

  2. Jonas Wilmann siger:

    Hej Lars. Bukdahl har i hvert fald gjort et eller andet prisværdigt, for han har øjensynligt åbnet sluserne for, at vi tør være lidt kritiske over for vores egen scene. Det er helt klart vigtigt med diskussion om antologiernes kvalitet. Dog synes jeg ikke, at “en antologi kun er så prisværdig som sit svageste bidrag”. Tænk hvis “The outsider” af H.P. Lovecraft, en novelle der betyder virkelig meget for mange horrorfans, havde været i en antologi, der havde været plettet af andre dårligere bidrag, skulle den så bare gå over i glemsel? Eller havde den ikke fortjent en rose med på vejen af nittentyvernes Bukdahl? Vi snakker helt fiktivt her, men et mere håndgribeligt eksempel kunne føres over til musikken. Et album med ni gode sange og et dårligt, kan stadig være noget nær et mesterværk; de ni andre sange bliver ikke dårligere af det ene. Og heri ligger problemet i Bukdahls bagside. Han har læst 50 noveller og siger at de alle sammen er dårlige og forfalder til genreklicheer, og det ER de jo ikke, og det GØR de jo ikke. En seriøs kritik havde været at gøre opmærksom på den svingende kvalitet, og derefter fremhæve såvel som nedrakke. Man kan vel næppe kalde “Blomstervanding” eller “Hamatano” klichefyldte, knirke, klonk, bøh-tekster. han beviser med sin klodsede generalisering, at han er gået død i at skulle læse så mange noveller, og ikke har læst dem ordentligt.

Skriv et svar