Jeg er med i LUO7 men ikke i LUO8

For sjette år i træk har jeg en novelle med i Science Fiction Cirklens antologi-serie Lige under overfladen. Min historie Tannhaüser Gate – og ja, det er en reference til Blade Runner – kommer til at afslutte Lige under overfladen 7, der får titlen Nær og fjern efter en novelle af Gudrun Østergaard.

Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg ikke er med i Lige under overfladen 8, for redaktør Carl-Eddy Skovgaard har besluttet at udgive hele to bind i serien i år. Nær og fjern – LUO7 udkommer den 15. august, mens Farvel min astronaut – LUO8 udsendes i forbindelse med Bogforum den 9. november. Der er i alt blevet plads til to gange 15 noveller samt to digte.

Derudover har Jette Holst anmeldt PIX – Nygotiske skæbner på Gyseren.dk. Om min novelle Telefon fra afdøde skriver hun følgende:

“Lars Ahn Pedersens novelle “Telefon fra afdøde“ er en anden af mine absolutte favoritter i antologien. Robert mister sin nye mobiltelefon, og da han ikke har råd til at købe en ny, siger han ja tak til at overtage en kammerats afdøde farmors. Kort efter begynder han at modtage sære opkald om natten, og efterhånden går det op for ham, at dem der ringer ikke længere er blandt de levende. Men hvad vil de? Novellen er velskrevet og underholdende, og som altid giver LAP historien sin helt egen drejning.”

Læs hele anmeldelsen her.

 

Udgivet i Bøger, Horror, Noveller, Science fiction Etiket: , , , , , ,

Skriv et svar