Krøniker fra Vanløse

drommetid.jpgNu skal det ikke kun handle om mine egne skriverier, så jeg vil lige gøre opmærksom på en ny novellesamling af Richard Ipsen, Drømmetid, som netop er udgivet af Science Fiction Cirklen (SFC).

Selv om det er over 20 år siden, at Richard debuterede som forfatter, er dette hans første udgivelse i eget navn. I Drømmetid har han udvalgt 21 af sine bedste noveller, som alle enten er science fiction eller fra grænselandet mellem sci-fi og fantasy.

Jeg kender ham fra Fantastiks skrivegruppe, hvor vi har givet kritik på hinandens noveller, og jeg har måbet over hans bogsamling i hjemmet i Vanløse, der overgår min med flere længder. Desuden har vi begge haft historier med i Lige under overfladen-serie, og nå ja, så har jeg også læst korrektur på Drømmetid for SFC, så helt uvildig er jeg heller ikke…

Drømmetid udkom den 12. november i forbindelse med BogForum, hvor SFC for andet år i træk havde en stand. Samtidig udgav de syv andre bøger, deriblandt Ingenmandsland – Lige under overfladen 4, der indeholder Richards novelle De gamle svin og min Portræt af en månepige, samt den engelsksprogede antologi Sky City, som jeg vender tilbage til på et senere tidspunkt.

Udgivet i Bøger, Fantasy, Noveller, Science fiction Etiket: , , ,

Skriv et svar