Hvad jeg lavede i min ferie: Northside 2016

Lukas Graham (2)

Lav sol over Aarhus, mens en eller anden fyr ved navn Lukas spiller på Northside.

Mens den første weekend af min sommerferie gik med Fantasticon, tilbragte jeg den anden weekend på Northside Festival i Aarhus. Jeg havde senest været på festivalen i 2013, og det var første gang siden 2012, jeg var der alle tre dage.

Puscifer (1)

Puscifer og deres medbragte wrestlere.

Bedste koncert: Helt frem til søndag aften var jeg overbevist om, at min bedste koncertoplevelse på årets Northside ville være Iggy Pops optræden om fredagen. Men lige som ved flere af kampene ved EM i fodbold faldt der en sen afgørelse, da Beck gik på scenen som det allersidste navn og på overlegen vis demonstrerede, hvordan man lukker en festival med manér.

I min personlige top 5 findes desuden koncerterne med Wilco, The Minds of 99 og Bloc Party. Sidstnævnte havde jeg nærmest glemt, men de leverede en huskekage af en koncert, der mindede mig om, hvor unik en lyd de har.

Nævnes bør også Puscifer for deres sceneshow, der inkluderede wrestlere, som ikke kun var til pynt, men udførte koreograferede kampe under sangene.

Sigur Ros (3)

Sigur Ros formåede ikke helt at fyre op for festen lørdag aften trods ild og lava på videoskærmen.

Skuffelsen: Som flere kritikere har påpeget, var Sigur Ros, Beach House, lørdag aften og Northsides publikum et dårligt match. Koncerten med islandske Sigur Ros var ellers den, jeg havde set mest frem til, da deres seneste album Kveikur var min favorit fra 2013, hvor jeg gik glip af dem på Roskilde, fordi jeg var i Korea på det tidspunkt. Sigur Ros er så godt et band, at det selvfølgelig ikke var helt skidt, men det blev omvendt heller aldrig så godt, som jeg havde håbet. Det kom næsten til at passe lidt for godt med Islands EM-kamp mod Ungarn tidligere på aftenen: Der var lagt op til den helt store triumf, men det endte med en flad uafgjort.

NemFestival: For første gang prøvede jeg at være på Northside, uden at det regnede, men det var ikke kun vejret, der gjorde årets festival til en bekvem oplevelse. Northside er den perfekte festival for dem, som ikke orker alle de ulemper, man normalt forbinder med at være på festival. Der er ingen camping, så alle møder udhvilede (mere eller mindre) og rene op hver dag. Det er også en yderst fredelig og tryg festival at være på. I løbet af de tre dage, jeg var på Northside, så jeg kun to uniformerede betjente på festivalpladsen (men flere sikkerhedsvagter) og meget få stangstive personer. Der er stort set ingen køer ved boderne og toiletterne, og satsningen med at gøre festivalen 100 procent kontantløs fungerede for mit vedkommende uden problemer.

På den anden side er det småt med overraskelser på Northside. Man oplever ikke de “hvad skete der lige dér?”-øjeblikke, man får på Roskilde, og man har heller ikke fornemmelsen af at befinde sig i en alternativ virkelighed, når lejrkulleren for alvor sætter ind hos folk. Northside er på godt og ondt en pæn og meget lidt kaotisk festival, hvor man højst risikerer at få lidt snavs på sine sko.

Outside: Når jeg alligevel var i Aarhus, besøgte jeg byens kunstmuseum ARoS, der for tiden har en udstilling med fotografen Robert Mapplethorpe, som i rocksammenhænge er kendt for sine billeder af blandt andre Patti Smith og, meget apropos, Iggy Pop. Det lykkedes mig også at få skrevet 1600 ord til en ny novelle, og endelig så jeg en masse løbere halse i mål til Aarhus City Halvmarathon, der fandt sted søndag formiddag.

Etiket: , , ,