Horror-antologi tjekker ind

Netop som jeg har færdiggjort årets første novelle, Billigt hotel, ankommer årets første bogudgivelse, som indeholder min novelle Må ikke forstyrres, der foregår på … et hotel.

Set udefra kan det godt virke som noget, jeg har planlagt, men sandheden er, at Må ikke forstyrres blev skrevet i 2017-2018 og oprindelig skulle være udkommet i forlaget Enter Darkness‘ horror-antologi Skyggespejlet: Fortællinger fra mørket 3 i slutningen af 2018. Af forskellige årsager blev udgivelsen forsinket, men nu er den her endelig.

Udover mit eget bidrag er der noveller af Laura Helena Pimentel da Silva, Ida Maria Bonnevie, A. Silvestri, Mikkel Harris Carlsen, Lene Skovsende, Stephan Garmark, Brian Petersen, Carina Evytt, Martine Cardel Gertsen, D. S. Henriksen, Alban Andersen, Leon Dantoft, Patrick Leis og Nikolaj Johansen.

En uge i Amsterdam

Idéen til Må ikke forstyrres opstod, da jeg i efteråret 2017 tilbragte en uge i Amsterdam i forbindelse med et efteruddannelseskursus og boede på et hotel, hvor jeg en dag blev mødt af dette syn:

Inspirationen til Må ikke forstyrres.

Det satte tankerne så meget i gang, at jeg valgte at tage et billede, og da jeg kom hjem, begyndte jeg at skrive novellen. Hvem var gæsterne, der havde haft en isspand med inde på deres værelse? Hvad var anledningen? Var de så velhavende, at det var hverdagskost for dem, eller var det en engangsforeteelse? Hvad nu hvis de efterlod andre ting ude foran deres dør? Hvad hvis tingene blev mere og mere besynderlige og foruroligende?

Det gav anledning til et andet spørgsmål: Hvem ville være så nysgerrig, at vedkommende ikke ville kunne lade være med at prøve at få opklaret, hvad der foregik inde på værelset? Det førte til, at min hovedperson blev en tidligere kriminalbetjent, som var utilfreds med sit nuværende job.

Forfatteren må ikke forstyrres …

Forfattere bliver ofte spurgt om, hvor de får deres idéer fra? Til det kan jeg kun svare, at det gælder om at holde øjnene åbne og så ellers lade fantasien løbe løbsk. I dette tilfælde blev resultatet Må ikke forstyrres, der endte med at blive en halvlang fortælling på 13.000 ord.

Og så skylder jeg lige at nævne, at jeg havde et aldeles fint ophold på hotellet i Amsterdam, hvor der endda var en Apple-computer på værelset!

Læs et uddrag af novellen her

Må ikke forstyrres er i øvrigt ikke min første medvirken i Fortællinger fra mørket-serien. I 2016 havde jeg novellen Hvor hesten ligger begravet med i Hvis jeg overlever natten: Fortællinger fra mørket. Jeg prøvede også at sende en novelle ind til Rustkammeret: Fortællinger fra mørket 2, men den blev ikke optaget, så det føles godt at være med igen.

Etiket: , , ,