High Noon i sagaland

ndf2011.jpgJeg har et par tilståelser angående min novelle Skjoldmøer, der er med i fantasy-antologien Bag Adonais spejl.

Tilståelse nr. 1: Skjoldmøer er i virkeligheden ikke fantasy. Det er en western.
Godt nok handler novellen om en kvinde med en fortid som en frygtet kriger, der nu driver en kro, og som en dag bliver opsøgt af en anden og yngre kvinde med en lige så blodig forhistorie. Og ja, den foregår også i en tidsalder svarende til vikingetiden, og der anvendes sværd og økser i stedet for revolvere.
Men skift kønnene ud pÃ¥ de to personer og erstat ordet “kriger” med “revolvermand,” og du har et klassisk western-scenario.

Nu kan der argumenteres for, at western-genren i sig selv er fantasy, eftersom mange af de elementer, vi forbinder med den, udspringer af fiktionens verden frem for af den historiske virkelighed.
Den arketypiske revolvermand har med stor sandsynlighed aldrig eksisteret, eller hans bedrifter er stærkt overdrevne. Ligeså er den klassiske duel på den støvede hovedgade en myte, for i realiteten skød folk mere på hinanden i fuldskab, eller når den anden vendte ryggen til.
Så western-genren, som vi kender den fra film og litteratur, er ren fantasy. De fleste opfatter den bare ikke sådan, fordi den indeholder cowboys og indianere frem for elver og orker.

På samme måde er den kvindelige kriger som figur mere rodfæstet i fiktionen og mytologien end i historiske fakta.
Der er gjort arkæologiske fund og findes nedskrevne beretninger, der viser, at kvinder også var med på slagmarken i fortiden, men lige som revolvermanden er hun i sidste ende nok mere en fiktiv skabning.
Inspirationen til Skjoldmøer kom fra to steder. Først selve ordet “skjoldmø,” som jeg selvfølgelig kendte i forvejen, men ikke havde tænkt videre over, før jeg en aften gensÃ¥ Peter Jacksons Lord of the Rings: Return of the King pÃ¥ dvd og hørte det anvendt om Eowyn.
Dernæst kom jeg til at spekulere på, hvem en sådan skjoldmø egentlig ville være, og hvad der ville blive af hende, når hun havde passeret sin første ungdom.
Resultatet blev som nævnt Skjoldmøer, og nu kommer det til lyde som om, at det er noget, jeg har tænkt vældig meget over, inden jeg gik i gang med at skrive. Men det var først efterfølgende, at det slog mig, at jeg havde taget en velkendt western-scene og placeret den i en fantasy-ramme.

Tilståelse nr. 2: Der er ingen fantastiske elementer i novellen.
Jeg tænker, at jeg hellere må nævne dette, inden fantasy-politiet kommer på sporet af mig. Nøgternt set kunne Skjoldmøer nemlig lige så godt foregå i vores verden. Der optræder ingen magi, ingen troldmænd og ingen væsener som trolde, elvere, feer, orker, drager etc. i historien.
PÃ¥ den anden side er det tydeligt, at novellen heller ikke udspiller sig i vores fortid – i sÃ¥ fald er der tale om en yderst historisk ukorrekt én af slagsen, og enhver historiker ville korse sig, nÃ¥r de læste den.
Så lad os bare for en god ordens skyld sige, at der måske findes magi og mystiske væsener i Skjoldmøers verden, men at det blot ikke bliver nævnt i novellen, fordi det ikke har relevans for handlingen.

Tilståelse nr. 3: Hovedpersonen er opkaldt efter en langrendsløber.
Det morede mig at finde pÃ¥ navne til personerne i Skjoldmøer, fordi jeg gik efter en epoke omkring vikingetiden eller de islandske sagaer. Her havde jeg god gavn af hjemmesiden The Viking Answer Lady Webpage, omend jeg fandt navnet pÃ¥ min hovedperson et helt andet sted. Jeg er ikke helt sikker, men jeg mener, at det stammer fra den norske langrendsløber Ingvild Flugstad Østberg, hvis navn jeg spottede pÃ¥ tv (ja, jeg kan godt lide at se vintersport) og tænkte, at det lød perfekt til en sej, kvindelig kriger – fiktiv eller ej.

1 Comment on “High Noon i sagaland

Leave a Reply