Gratis guld på nettet

Så er det tid til ny omgang læseanbefalinger.

En af de bedste antologier, jeg har læst, er Eclipse Three fra 2009. Eclipse var en antologi-serie uden et bestemt tema, der nåede at udkomme fire gange og siden blev forsøgt videreført i magasinet Eclipse Online.

Novellerne kunne enten være science fiction eller fantasy eller begge dele på én gang eller noget helt fjerde. Den eneste røde tråd var redaktøren Jonathan Strahans smag, og hvilken smag! I Eclipse Two finder man for eksempel Ted Chiangs Hugo-vindende novelle, Exhalation, og Eclipse Three indeholder blandt andet Karen Joy Fowlers The Pelican Bar, der både vandt en World Fantasy Award og en Shirley Jackson Award.

Min personlige favorit fra Eclipse Three er dog It Takes Two af Nicola Griffith. Da jeg læste den første gang, havde jeg efterfølgende lyst til at dele den med resten af verden, men lige på det tidspunkt var det ikke muligt, med mindre jeg ville bryde loven. Så enten skulle jeg låne mit eksemplar af Eclipse Three ud til andre med fare for ikke at få det tilbage, eller også skulle jeg forsøge at få dem til at købe bogen selv. I sidste ende valgte jeg en mellemløsning: Jeg skrev en anmeldelse af Eclipse Three til Himmelskibet.

Jeg var i øvrigt ikke ene om at være begejstret for It Takes Two, for novellen endte med at blive nomineret til en Hugo Award, men vandt den dog ikke. Prisen gik i stedet til Peter Watts’ The Island, der i øvrigt kom fra en anden antologi, som Jonathan Strahan var redaktør på, The New Space Opera 2, sammen med Gardner Dozois.

Men i sidste måned indtraf så “miraklet.” Clarkesworld Magazine begyndte for snart to år siden at bringe gamle noveller sammen med sine nye, og minsandten om ikke It Takes Two er med i februar-nummeret. Så nu kan alle få fornøjelsen af at læse Nicola Griffiths novelle – forudsat at de er på nettet og forstår engelsk.

Læs It Takes Two her eller hør novellen blive læst op

It Takes Two er langtfra den eneste af mine favoritnoveller, der har fået nyt liv på nettet, siden jeg læste dem i bogform. Et eksempel er førnævnte Exhalation af Ted Chiang, som dukkede op i Lightspeed Magazine sidste år. Og her er yderligere fire noveller:

Holly Black: The Aarne-Thompson Classification Revue (oprindeligt fra Full Moon City, siden bragt i The Best Science Fiction and Fantasy of the Year vol. 5 og Lightspeed Magazine)
Gemma Files & Stephen J. Barringer: Each Thing I Show You is a Piece of My Death (oprindeligt fra Clockwork Phoenix 2, siden bragt i The Best Horror of the Year vol. 2 og Apex Magazine)
Caitlín R. Kiernan: The Prayer of Ninety Cats (oprindeligt fra Sirenia Digest, siden bragt i Subterranean Online, World Fantasy Award-vinder)

God læselyst!

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Noveller, Science fiction Etiket: , , ,