Fredag den 13.: Mød mig på biblioteket

Der sker ting og sager i mit forfatterliv for tiden (men stadig ikke så meget at jeg har tænkt mig at sige mit job op). Her er en oversigt:

Oplæsning på Roskilde Bibliotek

Fredag den 13. april skal jeg læse op på Roskilde Bibliotek og fortælle om mit forfatterskab.

Jeg blev kontaktet af biblioteket, efter min novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos vandt prisen Årets Danske Horrorudgivelse og sagde selvfølgelig ja tak til invitationen. Nu er jeg ved at finde ud af, hvilke noveller jeg skal læse op fra og skal også have regnet ud, hvor lang tid det tager.

Jeg skal optræde på Scenen i bibliotekets musikafdeling kl. 17.30-18.30 og glæder mig, men er også lidt spændt på at se, om der dukker nogen op en fredag efter fyraften. Det er ganske gratis, og alle er velkomne, så mød glad op.

Læs bibliotekets omtale af arrangementet

Nye noveller

I efteråret gik jeg i gang med en horrornovelle med titlen Må ikke forstyrres, som jeg først blev færdig med før påske. Inspirationen fandt jeg, da jeg var på et efteruddannelseskursus i Amsterdam og blev mødt af dette syn på mit hotel (se billedet). Novellen er på ca. 13.000 ord og får lige lov at ligge, inden den får en sidste finpudsning.

Lige nu skriver jeg på en steampunknovelle, hvor jeg har rundet de 5000 ord. Den største udfordring er, at steampunk er en genre, jeg har meget lidt kendskab til, men det er altid sjovt at prøve kræfter med noget nyt. Og hvorfor så steampunk? Fordi det er temaet for Fantasticon 2018, der finder sted 21.-23. september.

Fantasticon har i øvrigt udskrevet en novellekonkurrence

Jeg har deadline på steampunknovellen den 1. juni, og inden den dato skal jeg også have skrevet en spøgelseshistorie, så der er nok at se til. Og hvis jeg keder mig efter den 1. juni, så har forlaget Enter Darkness en dark fantasy-novellekonkurrence, som jeg kan overveje.

Næste udgivelse

Ifølge Forlaget Silhuet skulle antologien #moderneeventyr udkomme den 28. maj. Bogen indeholder moderne fortolkninger af klassiske eventyr, og jeg medvirker med novellen Prinsessen på ærten.

Seneste status på min gotiske krimi er, at den er til korrekturlæsning, og så satser forlægger Henrik Harksen og jeg ellers på, at jeg kan debutere som romanforfatter i løbet af 2018.

Et dødsfald

Forfatteren og science fiction-eksperten Palle Juul Holm (1931-2018) er død. Jeg kendte ham ikke personligt, men han skrev noveller under pseudonymet Bernhard Ribbeck og fik i 2008 optaget sin novelle “A Blue and Cloudless Sky” i David G. Hartwell og Kathryn Cramers antologi Year’s Best SF 13. Det gjorde ham, så vidt jeg ved, til den eneste danske forfatter, som har været med i en af de store års-antologier.

Den danske originalversion af novellen, “En blå og skyfri himmel”, stammede fra novellesamlingen Isen mellem øerne – og andre fantastiske fortællinger (Klim, 1999). Niels Dalgaard oversatte den til engelsk til James og Kathryn Morrows antologi The SFWA European Hall of Fame (2007), hvor Hartwell og Cramer fandt den. I deres introduktion til novellen skriver de: “James Morrow calls the story ‘a tour de force time-travel tale that manages to be at once rigorously plotted and emotionally resonant.’ We agree.”

Det gør jeg også.