Fra det sublime til det pinlige: Roskilde Festival 2016

Mø (6)

Konfettiregn under afslutningen på Møs koncert på Orange Scene.

Da jeg for et par uger siden skrev om Northside, nævnte jeg blandt andet, at det var en meget nem festival at være på. Det blev jeg mindet om, da jeg var på min 22. Roskilde Festival, for især i de første dage var forskellen mærkbar. Det regnede, der var mange mennesker overalt (festivalen havde for første gang udsolgt af både partoutbilletter og endagsbilletter), der var køer ved boder og toiletter, og da jeg skulle købe mit første måltid, virkede dankortterminalen ikke (modsat Northside, var det kun i nogle af boderne på Roskilde, det var muligt at bruge kontaktløst kort).

GummistøvlerMen så ændrede det sig. Enten vænnede jeg mig til forholdene, eller også blev folk bedre til at fordele sig på pladsen. I hvert fald virkede det som om, der blev færre køer (lørdag kl. 18 kunne jeg gå direkte hen til Meyers ellers godt besøgte bod og købe en flæskestegssandwich), og jeg oplevede ikke flere problemer med dankortet.

Og ja, det regnede, men det var vand (ha ha) ved siden af det, der faldt i 1997, 2004 og 2007, som er de vådeste festivalår, jeg har været ude for. Regnfrakken var med tre ud af fire dage, og om lørdagen var jeg iført gummistøvler på festivalen for første gang i ni år, men jeg kunne sagtens have klaret mig med et par almindelige sko på festivalpladsen (campingområdet var nok en anden sag). Mere mudret var der heller ikke. Gummistøvlerne betød blot, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om, hvor jeg satte mine fødder.

I forhold til Northside er alt på Roskilde bare større, mere kaotisk, beskidt, krævende, udfordrende og ekstremt på både den gode og dårlige måde. Musikbookerne er ikke bange for at tage chancer, og med det følger risikoen for nogle gevaldige skæverter. Tag for eksempel den anmelderroste amerikanske sangerinde Dawn Richard, som gav en pinlig optræden på Apollo, hvor det var tydeligt, at hun brugte playback. Berlingskes anmeldelse siger det ret præcist: Dawn Richards playback-pladder fik publikum til at udvandre. Jeg var én af dem, der skred.

Dronningen af Roskilde

I den anden ende af skalaen er der de koncerter, som nærmest kun Roskilde kan levere. Koncerter, hvor kombinationen af kunstneren, musikken, musikerne, publikum, omgivelserne og stemningen går op i en højere enhed og når et niveau, som jeg ikke kan erindre at have oplevet andre steder. Det er ikke alle Roskilde-år, som byder på en sådan koncert, men i år oplevede jeg det med PJ Harvey, der simpelthen fik ophøjet sin optræden til ren kunst.

Jeg skal forsøge at forklare: Det, jeg så på Arena den fredag aften, var en kunstner i fuld kontrol over sit udtryk og sine virkemidler. Det var en koncert, hvor intet var overladt til tilfældighederne, og som til tider mere mindede om en performance, men på en måde så det hverken føltes kunstigt eller fastlåst. Jeg så en PJ Harvey, som 25 år inde i sin karriere stadig er på toppen og har så megen tiltro til sit nye materiale, at hun vælger at spille stort set hele albummet. Vi fik 10 ud af 11 sange fra det fremragende The Hope Six Demolition Project. Derudover var der tre fra forgængeren Let England Shake (2011), én fra 2007-albummet White Chalk (den uhyggeligt smukke “When Under Ether”) og kun tre fra 90’erne. Jeg kan ikke komme på andre kunstnere med så lang en karriere, som er i stand til at tiltrække så stort et publikum på en festival og derefter vover at spille næsten udelukkende nye sange OG SLIPPER GODT FRA DET!!! Forestil jer, hvis Red Hot Chili Peppers havde gjort det samme …

Resten af musikken

Apropos Red Hot Chili Peppers, så gik jeg glip af det meste af deres koncert på Orange Scene, fordi jeg i stedet var på Gloria for at se svenske Anna von Hausswolff. Udover at have et fantastisk dramatisk navn laver hun også fantastisk dramatisk musik, der blander orgellyd med støjende guitarer. Det var samtidig den eneste koncert, hvor jeg fandt det nødvendigt at bruge ørepropper.

Inden PJ Harvey var årets koncert for mig den, som Savages gav på Vega i marts. Deres koncert på Avalon fredag nat var ikke helt på højde med den, men det var sgutte langt fra.

Fredag var det i hele taget kvindernes dag på Roskilde, for som optakt til PJ Harvey så jeg australske Courtney Barnett på Avalon. Hun demonstrerede på fornem vis, at man i vores digitale tidsalder stadig kan nå langt med den klassiske kombination guitar-bas-trommer. Det skader selvfølgelig heller ikke at have teksterne og melodierne til det.

Øvrige højdepunkter: Tame Impala, The Minds of 99 og Sturgill Simpson. Slayer – det jeg nåede at høre – var overraskende godt, mens jeg kun fik sidste halvdel med af Møs koncert på grund af …

Skuffelsen: Det var ikke fordi, New Orders koncert på Arena som sådan var dårlig. Den var bare ikke så god, som jeg havde håbet.

Etiket: , , , ,