Første anmeldelse af Vampyros Lesbos

Min nye novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos har fået sin første anmeldelse. Det er Jette Holst fra Gyseren.dk, som har været hurtigt ude, og hun skriver blandt andet:

“Lars Ahn skriver ganske enkelt fremragende. Hans noveller er skarpe, og han kender horrorgenrens virkemidler, men er ikke bange for at bruge dem i nye sammenhænge og konstellationer. Og så har han en enestående evne til at få en novelle til at udfolde sig, som læste man en roman. Man fanges lynhurtigt ind og ‘føler’ personerne med det samme.”

Som afslutning skriver hun:

“Her er tale om noveller af høj kvalitet, og jeg kan faktisk ikke pege på en eneste, som jeg ikke synes holder standarden. Lars Ahn er en eminent novelleforfatter, og jeg kan kun anbefale hans nye udgivelse.”

Læs hele anmeldelsen her

Anmeldelsen blev offentliggjort den 13. juni, men jeg har først haft tid til at lave et indlæg om den nu, fordi jeg skulle færdiggøre en novelle op til en deadline. Novellen hedder Prinsessen på ærten og er sendt ind til en konkurrence, hvor man skulle lave en moderne fortolkning af et kendt eventyr og beholde den oprindelige titel.

Prinsessen på ærten endte med at blive en halvlang sag på 9500 ord, hvilket åbenbart er den længde, jeg rammer for tiden. Min forrige novelle Hår var også på små 10.000 ord, men lige nu ved jeg ikke, hvor den vil blive bragt. Jeg håbede at få den med i Fortællinger fra mørket 2, men det lykkedes desværre ikke. Sådan er forfatterlivet også. Den ene dag får du en fremragende anmeldelse, og den næste dag bliver en af dine noveller afvist (og ja, det skete bogstavelig talt med en dags mellemrum).

Etiket: , ,