Flove fornøjelser – del 3
OK, nu bliver det for alvor grimt. I de hidtidige udgaver af min sommerserie om mine guilty pleasures har det flove primært bestået i, at filmene har tilhørt genrer, jeg på papiret ikke burde kunne lide som hardcore science fiction-, horror- og fantasy-fan, dvs. ungdomskomedier, romantiske komedier og romantiske dramaer.
Men nu er der ingen vej udenom, for her er de science fiction-film, jeg bliver ved med at vende tilbage til mod al sund fornuft. Som jeg nævnte i mit første indlæg, er der vide grænser for, hvad man som science fiction-fan kan slippe af sted med at indrømme, man kan lide. Hvor andre vil have film som Det femte element og RoboCop (1987-udgaven) som deres flove fornøjelser, har jeg ingen kvaler med at udnævne dem til at være blandt mine yndlingsfilm.
Nej, i denne omgang har jeg været nødt til at finde titler, som selv blandt science fiction-fans ikke møder den store hengivenhed, og som nøgternt set bare ikke er særligt gode. Alligevel skal der nok være nogen (og jeg ved, de findes derude), som vil mene, at netop disse film er underkendte klassikere.
Tron: Legacy (2010)
Hvad? I Tron (1982) forsvandt hackeren Kevin Flynn (Jeff Bridges) ind i en computerskabt verden. I et forsøg på at få opklaret, hvad der skete med faderen, bliver hans søn Sam suget ind i det samme univers, hvor han opdager, at det ondsindede program CLU forsøger at overtage den virkelige verden.
Men hvorfor? Daft Punk reddede Tron: Legacy for mig. Mit første indtryk af filmen var, at det var en visuel flot, men indholdsmæssigt tynd fortælling, hvis verden virkede underligt lille og begrænset (lidt lige som den oprindelige Tron). Til gengæld gjorde Daft Punks musik et stort indtryk på mig, og jeg har nærmest haft soundtracket kørende på repeat lige siden (som nogen vil vide, bruger jeg også musikken til Stresstesten i Den Fantastiske Kultfilm Quiz i Husets Biograf). Det fik mig til at give Tron: Legacy en ny chance, og af en eller anden grund kunne jeg bedre se igennem fingre med filmens fejl denne gang. Det er stadig en film, hvor der tydeligvis er brugt mere tid på udseende og design end på historien og personerne, men dens kombination af billede, lyd og musik er med til at skabe en helt unik stemning, der gør, at jeg kan tilgive den meget.
Bonus: Natural Born Killers er et andet eksempel på en film, som jeg heller ikke var begejstret for i første omgang, men hvor massiv lytning af soundtracket fik mig til at ændre mening.
The Chronicles of Riddick (2004)
Hvad? Efter begivenhederne i Pitch Black (2000) bliver den eftersøgte Riddick (Vin Diesel) modvilligt tvunget ud af sit skjul, da de dødbringende Necromongers invaderer planeten Helion Prime, hvor en af hans få venner bor med sin familie.
Men hvorfor? En indrømmelse: Jeg har set denne film flere gange end Pitch Black, der ellers har fået status som nyklassiker og introducerede verden til antihelten Riddick. Successen fik Vin Diesel og instruktøren David Twohy til at søsætte fortsættelsen The Chronicles of Riddick, som havde et budget, der var fire gange større end etterens. Mens Pitch Black var en stramt fortalt sci-fi/horror-thriller, hvor en del af spændingen bestod i, at man ikke vidste, om man kunne stole på Riddick eller ej, er The Chronicles of Riddick en storstilet, flagrende space opera, hvor han er den uovervindelige helt. Den “udvidelse” faldt ikke i hverken publikums eller anmeldernes smag, og filmen blev et økonomisk flop, der skrinlagde alle planer om flere Riddick-fortællinger indtil den mere Pitch Black-agtige treer Riddick (2013). Logisk set ved jeg godt, at Pitch Black er den bedste film i serien, men jeg må som nævnt erkende, at The Chronicles of Riddick fortsat er min favorit. Ja, historien er noget vrøvl, og Riddick er for overlegen til, at man på noget tidspunkt tror, han ikke vil overleve, men det er også en massivt underholdende film, og jeg kan godt lide, at man ikke bare forsøgte at kopiere Pitch Black og havde ambitioner om at gøre universet større. Endelig har filmen nogle uforglemmelige scener så som flugten fra den brændende solopgang på fængselsplaneten eller “Death by tea cup”-scenen:
World Invasion: Battle Los Angeles (2011)
Hvad? Jorden bliver taget på sengen af en invasion fra rummet, men den erfarne og pensionsmodne sergent Nantz (Aaron Eckhart) og hans soldater i det amerikanske marinekorps giver rumvæsenerne kamp til stregen i Los Angeles.
Men hvorfor? Lad der ikke herske nogen tvivl: Dette er en elendig film. Jeg syntes det, da jeg så den første gang i biografen, og jeg syntes det samme, da jeg så den anden gang i fjernsynet. Tredje gang (på Blu-ray) ændrede fortsat ikke min holdning, og fjerde gang gjorde det heller ikke … Nu er der helt sikkert nogen, der spørger, hvorfor jeg bliver ved med at se en film, som jeg tydeligvis ikke bryder mig om. Til det kan jeg kun svare: JEG VED DET HELLER IKKE, MEN JEG KAN IKKE LADE VÆRE!!! Battle Los Angeles er simpelthen et mysterium for mig. Måske kan jeg ikke slippe filmen, fordi den i glimt viser, at den havde potentiale til at være en anderledes alien invasion-historie (hvilket den første trailer antydede), hvis den havde været mindre klichéfyldt og opsat på at ligne en rekrutteringsfilm fra det amerikanske militær. Kampscenerne er åbenlyst inspireret af Black Hawk Down og er filmens største aktiv, og rumvæsenerne er moderat mere interessante end gennemsnittet. Resten er til gengæld tåkrummende dårligt, og værst er midterdelen, hvor sergent Nantz når at holde ikke bare én, men hele to taler i træk, der skal højne moralen blandt tropperne.
Johnny Mnemonic (1995)
Hvad? En filmatisering af William Gibsons klassiske cyberpunknovelle fra 1981 af samme navn. Johnny (Keanu Reeves) er en kurer, som smugler data i sit hoved. En dag får han uploadet stjålne informationer, som flere parter vil have fingre i, og snart er han på flugt. Som om det ikke var nok, har han taget mere ind, end hans hjerne kan rumme, så hvis han ikke får informationerne ud af sit hoved igen hurtigst muligt, risikerer han at dø.
Men hvorfor? Det meste deprimerende ved Johnny Mnemonic er, at den 20 år efter premieren stadig er den bedste William Gibson-filmatisering, der er lavet. Det skyldes dog udelukkende, at den eneste anden filmatisering, Abel Ferraras New Rose Hotel (1998), er endnu værre. Johnny Mnemonic er på alle måder en mislykket film. Mens den kun fire år yngre The Matrix (1999) stadig virker frisk og original, er Johnny Mnemonic virkelig mærket af sin alder. Filmen har et billigt 90’er look (det er ikke til at se, at instruktøren Robert Longo er en anerkendt kunstmaler og skulptør), actionscenerne er håbløst filmet og klippet, og så hjælper det heller ikke, at historien skal forestille at foregå i 2021, hvor man tilsyneladende fortsat bruger faxmaskiner og bulletin boards, og maxkapaciteten i Johnnys hjerne er enorme 160 gigabytes. William Gibson skrev selv manuskriptet og har siden udtalt, at filmen blev ødelagt af distributøren, der klippede den om for at gøre den mere mainstream. Jeg tvivler dog stærkt på, at Robert Longos egen version er et glemt mesterværk, men når jeg alligevel ikke helt kan afskrive Johnny Mnemonic, skyldes det netop de få scener hist og her, hvor man stadig kan genkende William Gibsons novelle og visioner fra cyberpunkæraen. Der er fortsat planer om at filmatisere Pattern Recognition og Neuromancer, men med sidstnævnte er spørgsmålet, om løbet ikke allerede er kørt, fordi romanens idéer og billeder var så stærke, at de allerede er blevet brugt i masser af andre film, ikke mindst førnævnte The Matrix. Om ikke andet kan Johnny Mnemonic trøste sig med at have været en fin træningsøvelse for Keanu Reeves, inden han tog turen ind i endnu en computerskabt virkelighed. Og så kan man sige, at hans “I Want Room Service!”-tale sammenfatter filmens styrker og svagheder.
Bonus: I novellen Johnny Mnemonic møder man for første gang Gibsons ikoniske figur, Molly, som også er en af hovedpersonerne i Neuromancer og Mona Lisa Overdrive. I filmversionen er Molly erstattet af Jane (Dina Meyer), som hverken har spejlglasøjne eller barberblade under neglene. Den mest gængse forklaring på udskiftningen er, at rettighederne til Molly er knyttet til en filmatisering af Neuromancer. Trinity (Carrie-Anne Moss) i The Matrix-filmene er dog tydeligvis inspireret af Molly.