Flove fornøjelser – del 2

Som varslet kommer her en ny håndfuld flove fornøjelser. Efter at have fået de romantiske komedier af vejen er det nu blevet tid til ungdomskomedierne og de romantiske dramaer. Det var egentlig meningen, jeg ville have givet dem hver sit indlæg, men så mange film kunne jeg trods alt ikke komme på …

Jeg gentager lige kriterierne: For at en film kan blive en flov fornøjelse i min verden, må den hverken have fået status som en klassiker (derfor nævner jeg ingen film, der er mere end 20 år gamle), have været nomineret til en Oscar eller være så populær, at der er lavet en efterfølger. Det udelukker oplagte kandidater som Clueless, Mean Girls, American Pie, Legally Blonde og Pitch Perfect. Vi taler med andre ord om titler, som jeg kan se igen og igen, selv om de i den grad stikker ud i min filmsamling.

Vi lægger ud med ungdomskomedierne. Ét er at kunne lide dem som teenager, eller mens man er i 20’erne. Noget andet er stadig at se dem, når man er en 42-årig filmnørd med hang til science fiction, fantasy og horror.

Easy A (2010)
Hvad? High school-eleven Olive (Emma Stone) nægter at lade et rygte om, at hun er løs på tråden ødelægge sit liv. I stedet benytter hun det til at udfordre sine omgivelser og øge sin sociale status.
Men hvorfor? Lige som med Crazy, Stupid, Love (se forrige indlæg) kan man stille spørgsmålstegn ved, om jeg risikerer noget ved at indrømme, at jeg godt kan lide Easy A. Det er en velskrevet og meget morsom komedie, der på intelligent vis blander sex, sociale medier og Nathaniel Hawthornes Det flammende bogstav med referencer til John Hughes ungdomskomedier fra 80’erne. Og så har den en hovedperson, som Emma Stone bringer til live på en måde, så man falder pladask for hende.
Bonus: Patricia Clarkson og Stanley Tucci fortjener en særpris som de mest coole filmforældre nogensinde i en ungdomskomedie.

The House Bunny (2008)
Hvad? Playboy-modellen Shelley (Anna Faris) bliver smidt ud fra Hugh Hefners Playboy Mansion og skal nu prøve at stå på egne ben. Hun får job som “husmor” for en lukningstruet studenterforening, der udelukkende består af kiksede collegepiger (bl.a. Emma Stone og Kat Dennings) og går i gang med at forvandle dem, så de kan blive mere populære blandt drengene. Men mødet med pigerne får hende også til at overveje, om der er andet i livet end at blive en Playboy Playmate.
Men hvorfor? OK, det er så den tredje film med Emma Stone, jeg nævner, og hun er da også en af årsagerne til, at jeg overhovedet gav The House Bunny en chance i første omgang. En anden årsag er Anna Faris, som ofte er noget nær det eneste forsonende element i de film, hun er med i (f. eks. Scary Movie-serien). Sammen sørger de for, at The House Bunny er væsentlig sødere og sjovere, end den burde være, emnet taget i betragtning (jeg må skuffe husarerne med, at filmen trods medvirken af Hugh Hefner og adskillige Playboy-piger er renset for nøgenscener). Jeg griner i hvert fald lige højt, hver gang jeg ser den.
Bonus: Hvis The House Bunny minder om Legally Blonde genfortalt med en Playboy Bunny i hovedrollen, er det ikke så mærkeligt. Manuskriptet er skrevet af duoen Karen McCullah og Kirsten Smith, som også stod bag netop Legally Blonde samt et andet ungdomsfilm-kulthit 1o Things I Hate About You.

Bend it Like Beckham (2002)
Hvad? Jess (Parminder Nagra) er vild med at spille fodbold, men har et problem: Hendes indiske forældre synes ikke, det sømmer sig for en pæn pige at dyrke det, de ser som en mandesport. Alligevel begynder hun bag deres ryg at spille på et hold, hvor hun bliver bedste veninde med Jules (Keira Knightley) og bliver lun på deres træner (Jonathan Rhys Meyers).
Men hvorfor? Lad gå med, at jeg vælger en fodboldfilm, men en film om pigefodbold?!! Bend it Like Beckham er heldigvis andet og mere end sine fodboldscener – som i øvrigt er lidet overbevisende. Den handler i lige så høj grad om kulturforskelle, identitet, ungdomsoprør og fordomme og fortæller det hele med en smittende humor og energi, der gør, at man sidder tilbage med et stort smil i ansigtet.
Bonus: Parminder Nagra skal forestille at være jævnaldrende med Keira Knightley, som kun var 17, da filmen fik premiere, men i virkeligheden er der næsten ti års forskel på de to.

Og så til de romantiske dramaer. Hvor ungdomskomedierne og de romantiske komedier i det mindste har humoren som det forsonende element, har de romantiske dramaer ikke rigtig noget at falde tilbage på. Enten går de lige i hjertekulen, eller også er de bare ligegyldige. Her er tre film, jeg ikke kan slippe, selv om ingen af dem kan betegnes som mesterværker:

The Young Victoria (2009)
Hvad? Beretningen om dronning Victorias unge år og hendes møde med prins Albert, som blev hendes store kærlighed.
Men hvorfor? To ord: Emily Blunt. Siden hun stjal billedet som snobbet assistent i The Devil Wears Prada, har jeg været villig til at se næsten hvad som helst med hende (så som Into the Woods og Gulliver’s Travels). Heldigvis er hun også begyndt at lave action og science fiction (Edge of TomorrowLooper og Sicario), men ellers indeholder hendes filmografi rigtig mange chick flicks. Dette er én af dem, og jeg genser primært filmen for scenerne mellem Victoria og Albert – to unge, hvis liv har været forudbestemt siden deres fødsel, men som alligevel formår at finde hinanden. Resten er som en tam udgave af Elizabeth med Cate Blanchett – bare uden snigmord og henrettelser. Den følsomme Albert spilles i øvrigt af Rupert Friend, som ellers er mest kendt som den anderledes barske Peter Quinn i tv-serien Homeland.
Bonus: Jesper Christensen har en lille rolle som en af Alberts rådgivere.

Bounce (2000)
Hvad? Reklamemanden Buddy (Ben Affleck) undgår at styrte ned med et fly, da han forærer sin billet til anden mand (denne film havde ikke kunnet lade sig gøre efter 9/11). Skyldfølelsen får ham til at opsøge enken (Gwyneth Paltrow) for at se, om han kan hjælpe hende og hendes to sønner. Men jo mere tid, han tilbringer sammen med dem, jo sværere bliver det at fortælle dem, hvem han i virkeligheden er.
Men hvorfor? Ja, hvorfor egentlig? Her er en film, som jeg ved, jeg ikke burde kunne lide, og jeg kan også tydeligt se, hvad den gør galt, og hvorfor den ikke blev et hit i 2000, selv om den havde to af den tids hotteste navne i hovedrollerne (og de havde tilmed dannet par, men gjorde det ikke længere, da de indspillede filmen). Handlingen i Bounce er som taget ud af en ugebladsnovelle – en af den slags, hvor man nærmest kan forudsige alt, hvad der kommer til at ske (selvfølgelig finder hun ud af sandheden), men alligevel ikke kan lade være med at labbe i sig. For trods klichéerne lykkes det på en eller anden måde Ben Affleck og Gwyneth Paltrow at finde frem til noget ægte i deres personer, så man ender med at lide, håbe og tro sammen med dem. Men det er stadig ikke en god film.
Bonus: Jennifer Grey fra Dirty Dancing har en lille, men afgørende rolle, mens Johnny Galecki fra The Big Bang Theory spiller en af Buddys kolleger på reklamebureauet.

Center Stage (2000)
Hvad? En gruppe unge elever på en prestigefyldt balletskole i New York lærer, hvad der skal til for at nå til tops i balletverdenen. Jody (Amanda Schull) er det rå talent med den “forkerte” kropsbygning, Eva (Zoe Saldana) er rebellen, mens Maureen (Susan May Pratt) er mønstereleven med den ambitiøse mor og spiseforstyrrelserne.
Men hvorfor? Siden jeg skrev Alien Ghost Ballet, har jeg været fascineret af ballet, og ikke mindst hvor meget det kræver rent fysisk af danserne at få det hele til at se så elegant og ubesværet ud. Der er lavet flere fremragende, men også ret deprimerende film om ballet (De røde sko, Black Swan), og så er der denne her, som er mere let og uforpligtende, selv om den heller ikke lukker øjnene for det fysiske og psykiske pres, danserne lever med. Der er dog lidt for meget pigeblad over kærlighedshistorien til, at man kan tage den alvorligt, og Center Stage kan heller ikke helt finde ud af, om den skal være et seriøst ungdomsdrama eller en balletudgave af Fame, men på den anden side er det nok også det, jeg finder så fornøjeligt ved filmen. Det er faktisk meget rart at se en film om ballet, hvor ingen danser sig selv ihjel eller bliver sindssyge til sidst …
Bonus: De fleste af hovedrollerne bliver faktisk spillet af folk, som enten er balletdansere eller har gået til ballet (blandt dem en dengang ukendt Zoe Saldana). Amanda Schull var balletdanser i en årrække efter Center Stage, inden hun valgte at satse på skuespillet og har siden været med i en anden balletfilm, Maos sidste danser, samt i tv-serier som Suits og 12 Monkeys.

Fortsættelse følger …

Etiket: , ,