Filmåret 2016: Summer of Our Discontent

Det var mørkt og vådt i “Batman v Superman: Dawn of Justice”, men det var nu ikke fordi, vejret var meget bedre herhjemme i sommer.

Sommervejret 2016 var generelt en skuffende affære, men der var desværre ikke megen trøst at hente, hvis man søgte ind i biografmørket. I takt med at den ene store og hypede produktion efter den anden fik premiere uden at efterlade sig noget videre indtryk, sad man tilbage med lidt af en mæh-følelse.

Det begyndte ellers lovende tilbage i februar med den netop Golden Globe-nominerede Deadpool – en film, som jeg ud fra trailerne var overbevist om, at jeg ville finde anstrengende med sine selvironiske referencer, men som viste sig at være et forfriskende pust i en mere og mere forudsigelig genre. Men derefter gik det ned ad bakke.

Superhelte-overload

Først ude af startboksen var Batman v Superman: Dawn of Justice, som skulle have skudt et stort superheltefilmår i gang, men fik en så dårlig modtagelse, at den i stedet havde den stik modsatte virkning. Selv om filmen faktisk var en forbedring i forhold til forgængeren Man of Steel, var den samlet set for selvhøjtidelig og humorforladt.

Batman v Superman: Dawn of Justice fik blandt andet kritik for, at der var for mange superhelte med, men det var intet i forhold til Captain America: Civil War, som absolut kun gav mening, hvis man havde set de øvrige Marvel-film. Havde man det, var underholdningen dog i hus, og Civil War endte med at stå tilbage som en af de bedre film i takt med, at de efterfølgende konkurrenter skuffede.

Både X-Men: Apocalypse og Warcraft havde deres øjeblikke, men led begge under, at deres ambitioner blev forpurret af svage manuskripter. I det mindste virkede de dog til at have haft en manusforfatter modsat floppet Now You See Me 2. I kategorien HUHG (Hæderlig Underholdning, Hurtig Glemt) finder man Star Trek Beyond, Ghostbusters og Finding Dory samt, desværre, Jason Bourne. Matt Damon og Paul Greengrass havde tidligere afvist at lave en firer med en joke om, at den i så fald burde hedde The Bourne Redundancy. Som stor fan af serien smerter det mig at erkende, at det var lige præcis den film, de kom til at levere.

Det rene selvmord

Men Jason Bourne var ikke engang den sommerfilm, der skuffede mig mest. Den “ære” tilfalder Suicide Squad. Lige siden jeg så den første af filmens efterhånden utallige trailere, havde jeg en forhåbning om, at vi her ville få et anderledes og interessant bud på en superheltefilm (og ikke kun fordi hovedpersonerne på papiret alle er superskurke).

Især denne musikbaserede trailer tegnede lovende, lige indtil jeg så selve filmen og opdagede, at den i bund og grund er klippet som én lang trailer, og at vi allerede havde fået alle de bedste scener. Suicide Squad formåede på forunderlig vis at repræsentere alt, hvad der gik galt for sommerens blockbustere: Et tyndt manus med for dårligt tegnede figurer og en svag skurk. Læg dertil fantasiforladte actionscener, der er alt for afhængige af computergrafik, og vi står tilbage med en rodebunke, som bærer præg af, at der har været for mange kokke involveret.

Så hvorfor endte det sådan? Her er et par bud.

Manglende mod

Det er blevet påpeget, at budgetterne på nutidens blockbustere er blevet så store, at filmselskaberne kun tør satse på det sikre, dvs. fortsættelser, genindspilninger, reboots og franchises, og sommerens premierer bestod da heller ikke af andet. Jeg nåede ikke at få set The Jungle Book, Legend of Tarzan og Independence Day: Resurgence, men det havde ikke gjort den store forskel.

…men var det virkelig så slemt?

Filmsommeren 2016 har fået mange tæsk, men nøgternt set var de foregående somre ikke meget bedre. Jeg kan eksempelvis se, at jeg i min gennemgang af filmåret 2013 heller ikke var imponeret over filmene fra den sommer, der blandt andet bød på Iron Man 3Pacific Rim, The WolverineOblivion og førnævnte Man of Steel. I 2014 var der trods alt Guardians of the Galaxy, Edge of Tomorrow og Captain America: The Winter Soldier, mens der til gengæld i 2015 ikke var meget andet at glæde sig over rent blockbustermæssigt end Mad Max: Fury Road og Mission Impossible: Rogue Nation.

Det er internettets skyld

Internettet har ført meget godt med sig, men det har også betydet, at Gud og hvermand kan lege filmeksperter (inklusiv undertegnede), og jeg er ikke sikker på, det har været ubetinget positivt for måden, der bliver skrevet om film på i dag.

Det virker på mig som om, der er opstået en kultur, hvor det kun handler om at finde fejl, og hvor folk er villige til at affeje en hel film på grund af en enkelt detalje (så som hovedpersonens køn eller hudfarve). Fremtrædende eksempler på fejlfindertrenden er Youtube-kanaler som Honest Trailers og Cinema Sins (dem med “Everything Wrong With …”), og selv om de ofte kan være meget morsomme og præcise (jvf. den nedenstående Honest Trailer for Suicide Squad), vil det være synd at betegne deres form for kritik som speciel konstruktiv. Min påstand er, at det vil være muligt at skille selv de største mesterværker ad (f.eks. Blade Runner, som er smækfuld af fejl), hvis man tager den slags briller på, og hvad blev der så af glæden ved at se film?

Apropos glæde, så er en anden faktor den fankultur, der er opstået omkring især tegneseriefilmatiseringerne og de store franchises (Star Wars, Star Trek, Lord of the Rings, Harry Potter etc.). Her når begejstringen nærmest hysteriske højder, hver gang en ny trailer bliver lanceret (og vi når som regel at få fire-fem af dem inden premieren), men omvendt er den negative respons fra fansene ekstra hård, hvis filmen ikke lever op til forventningerne, som det sås med Batman v Superman: Dawn of Justice og Suicide Squad. Igen vil jeg pointere, at fankulturen indeholder rigtig mange positive elementer, men når fansene anklager filmselskaberne for at mangle mod og fantasi, så er de ironisk selv en del af ligningen. Bare se på, hvordan trailerne i dag bliver analyseret ned til mindste detalje, og der er bestemt ikke mangel på folk, som er parate til at dømme en film inde eller ude, selv om de endnu ikke har set det færdige resultat.

Det er de sure, gamle anmeldernes skyld

Da jeg var i 20erne, var der en særlig type filmanmelder, som jeg kun havde hån til overs for. I ved ham den gamle, sure mand, som rynkede på næsen af alt, der havde berøring med de fantastiske genrer eller vovede at være bredt underholdende. I stedet priste han svært tilgængelige franske og østeuropæiske film til skyerne og mente, at alt var bedre i gamle dage (og nej, jeg tænker ikke på Ole “Bogart” Michelsen, som faktisk var mindre fordomsfuld på det område, end han har fået skyld for).

Midt i diskussionerne om, hvorfor sommerens film skuffede på stribe, kunne jeg på de sociale medier løbende følge, hvordan venner og bekendte harcelerede over de selvsamme film. Nogle var jeg selvfølgelig mere enig med end andre, men da jeg læste denne leder fra Planet Pulps juli-nummer, blev jeg ramt af en frygtelig tanke: Min generation er blevet til de gamle, sure anmeldere! Nu er det os, som klager over, at nutidens film er ramt af angsten for at kede og har alt for travlt, at alting er genopkog af gamle idéer, og at Hollywoods guldalder ligger 30-40 år tilbage i tiden.

Men hvem siger, at der ikke sidder 20-årige filmfans derude, som synes, J.J. Abrams og Zack Snyder er genier, at de nye Star Wars-film er lysår bedre end de gamle, at genindspilningen af RoboCop er at foretrække frem for originalen, og at alle vi andre +40-årige kritikere bare er nogle gamle, sure røvhuller, der kan stikke vores 70’er og 80’er-nostalgi skråt op? Og hvem siger, at de ikke har ret, og at man i år 2046 vil konkludere, at sommeren 2016 var den mest misforståede i filmhistorien, fordi den ældre generations forstokkede filmsyn gjorde dem blinde over for de mange værker, der siden har opnået klassikerstatus – inklusiv mesterværket over dem alle, Suicide Squad.

Etiket: , , , ,