Billigt hotel (uddrag)

Af Lars Ahn

Engang havde det været et firestjernet luksushotel, men nu lå det blot som et minde om fordums storhed, om en æra hvor de rige og de smukke og alle dem, som levede i kølvandet af deres forbrug, fyldte kvarterets gader og bygninger med liv og latter.

Selv ikke da nyhedens interesse aftog, og ordet ”krise” begyndte at blive hvisket i krogene, følte hotellets ejere grund til bekymring. Gæsterne strømmede stadig til, selv om forretningsfolkene med firmakonto blev erstattet af turister på billigrejser, og de lokale beboere ændrede sig fra at bo i området, fordi det var hipt, til at gøre det, fordi de ikke havde råd til andet. Men nedturen var en realitet, og der var ingen vej tilbage.

Til sidst gav ejerne op og solgte hotellet til en ny ejerkreds, som talte om ”uforløst potentiale” og ”en opblomstring af en henslumrende bydel”, før de også måtte indse, at de ikke havde midlerne til at vente så længe og var nødt til at sælge for at minimere tabet.

Og sådan fortsatte det, og for hver ny ejer kom hotellet til at fremstå billigere og mere nedslidt, trods alle gode hensigter om det modsatte, indtil det var et morads af stilarter og bygningsmaterialer, og ingen kunne huske, hvordan det oprindeligt havde set ud, eller at det engang havde været anset for at være definitionen på elegance og klasse.

Det var ikke kun hotellet, der var falmet. Det samme var kvarteret omkring det, og blandt beboerne blev der spøgt med, at man var blevet glemt så meget, at end ikke de prostituerede, narkomanerne og rotterne gad søge derhen.

De få gæster, som stadig fandt vej til hotellet, var enten turister, der ikke havde gjort deres research og kun havde set på prisen og ikke placeringen, eller folk, der havde brug for at gå offline af årsager, de ikke følte trang til at uddybe, og som personalet havde lært ikke at spørge ind til.

Med andre ord: Sådan nogle som os.

#

Ninjaen ankom til hotellet til tiden. Hackeren var et kvarter forsinket. Jensen lukkede hende ind.

”Er du Jensen?” Hackeren havde svært ved at skjule sin overraskelse.

”Ja, hvorfor?”

”Ikke for noget. Jeg havde bare forventet …”

”En ældre hvid mand?”

”Noget i den retning,” sagde hun med et grin.

Hun så sig omkring i værelset med de slidte møbler, det plettede gulvtæppe og det løstsiddende tapet. ”Hvilken luksus. Hvordan er væggelusene?” sagde hun uden at vide, at dette faktisk engang havde været hotellets luksussuite, inden det var blevet reduceret til sin nuværende sørgelige tilstand af et utal af renoveringsforsøg.

”Du er forsinket,” sagde Jensen.

Hackeren slog ud med armene. ”Trafikken fra lufthavnen var et mareridt. Så meget for intelligente biler.”

Jensen nikkede over mod ninjaen, som sad på sengen. ”Hun var her til tiden.”

”Så giv hende en præmie,” sagde hackeren.

Ninjaen mumlede noget på japansk.

”Hvad sagde du?” Hackeren vendte sig mod hende.

”Sikkert det du troede, jeg sagde,” svarede ninjaen uden accent.

Jensen brød ind. ”Det vigtigste er, at vi er samlet. Men inden vi går i gang, skal jeg have bekræftet din identitet.”

Hun rakte hackeren et stykke tyggegummi. ”Tyg i et halvt minuts tid og sørg for at bide godt i det.”

Hackeren studerede det nøje, inden hun kom det i munden. ”Jeg antager, det ikke bare er tyggegummi.”

”Korrekt. Det er det sidste nye inden for nano-ID.” Jensen holdt et stykke smartglas frem og tog tid. ”Spyt ud.”

Hackeren adlød. ”Sig til dem, frugtsmag ville hjælpe,” sagde hun.

”Du kan tage noget at drikke fra den dér,” sagde Jensen og nikkede mod en køletaske ved siden af sengen. Hun tjekkede resultatet på sin telefon. ”Tillykke, du er dig.”

”Det var rart at vide,” sagde hackeren og kiggede over på ninjaen. ”Men hvad med mønstereleven dér? Har hun også været igennem tyggegummitesten?”

”Det har jeg,” sagde ninjaen.

”Hvad så med killingen ovre i hjørnet?” sagde hackeren, og både hende og ninjaen vendte sig mod mig.

Jeg prøvede at lade som ingenting og spille cool, men blev pludselig meget bevidst om, hvordan jeg sad i lænestolen og anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mine hænder.

”Hun bestod også,” sagde Jensen.

”Kan hun ikke selv svare?” Hackeren blev ved med at kigge på mig.

Den hullede lænestol føltes mere og mere ubekvem for hvert sekund, der gik, og jeg kunne mærke indmaden og det ru stof gnubbe sig mod mit tøj.

Cat got your tongue?” sagde hun.

”Det har den,” sagde Jensen. ”Hun er stum.”

Jeg åbnede munden og ville have rakt tunge ad hende, hvis jeg ellers havde haft én.

Hackeren var i forvejen blegere end gennemsnittet, men det viste sig, hun kunne blive endnu mere bleg. ”Åh … jeg …”

Inden hun kunne nå at formulere en undskyldning, tog Jensen over. ”Det må vente til senere. Vi har spildt nok tid. Velkommen til jer alle. Mit navn under dette job er Jensen, og lige om lidt får I de navne, I skal bruge. Jeg ved, I har undret jer over, at I ikke har kunnet få mere at vide om jobbet på forhånd, men jeg har ikke haft tilladelse til at fortælle jer det før nu. Som I nok har gættet, kommer vi til at bevæge os uden for lovens rammer, men til gengæld vil I blive rigelig belønnet for jeres indsats.”

”Jeg er kun interesseret i én ting,” sagde hackeren. ”Kræver jobbet, at nogen skal dø?”

”Er det et problem for dig?”

”Ikke hvis betalingen er den rette.”

”Så hvad er opgaven?” sagde ninjaen.

Jensen holdt en kunstpause. Det var et typisk træk ved hende i den slags situationer. Hun elskede at have al opmærksomheden. Nogle gange tænker jeg, det er derfor, hun har valgt at arbejde sammen med en stum person.

”Vi skal slå en død mand ihjel,” sagde hun.

#

”Du er Henry.” Jensen pegede på hackeren og vendte sig derefter mod ninjaen. ”Og du er Sally.” Til sidst kom hun til mig. ”Vores tavse veninde er Fox. Det er jeres navne under resten af jobbet, og vi bruger ikke andet. Forstået?”

Begge nikkede. Det var muligt, de var utilfredse med deres tildelte navne, men lige nu gik de mere op i at få flere oplysninger om jobbet.

”Så hvad er det for noget med en død mand, der skal være endnu mere død?” sagde hackeren.

Jensen fandt et billede frem på sin skærm af en midaldrende mand med euroasiatiske træk. ”Julian Park, stifter af Virek Tek. Har I hørt om ham?”

Ninjaen rystede på hovedet.

”Navnet lyder bekendt,” sagde hackeren.

Jensen fortsatte. ”Virek er bioteknologiens svar på Nestlé. De ejer en lang række selskaber, som står bag en masse kendte mærker og produkter, men de færreste uden for branchen kender dem. De investerer også i opfindere og udviklere, blandt andet folkene bag det ID-tyggegummi, I lige har haft i jeres mund. En anden af deres investeringer var Valhalla.”

”Ah, nu begynder det at give mening,” sagde hackeren. ”Hvornår døde Park?”

”For ni år siden. Kræft i hjernen. Arvelig betinget. Hans far, farfar og et par onkler døde af samme aggressive kræftform, så han var forberedt på, det kunne ske. Derfor var han meget interesseret i efterlivsteknologier og investerede i flere af dem. Valhalla var blot en af mange, men det var den, som viste sig at have størst potentiale. Park var blandt de første, som lod en kopi af sig selv uploade som kunstig bevidsthed. Otte måneder senere var han død.”

Hackeren knipsede med fingrene. ”Nu ved jeg, hvor jeg kender navnet fra. Var der ikke noget med, at kopien overtog ledelsen af virksomheden, og det skabte en masse ballade?”

Jensen rystede på hovedet. ”Jeg tror, du tænker på en anden sag. Et par år før Park døde, havde Højesteret afgjort, at kunstige bevidstheder kan anerkendes som værende identiske med den person, de er en kopi af. Så selv om han har været død i ni år, er det stadig Park, som er hjernen bag Virek, bare ikke i fysisk forstand. Han eksisterer kun i cyberspace.”

”Så hvem er det, der vil af med ham?” spurgte hackeren. ”Nogen i familien, som føler sig forbigået? Eller er det nogen fra bestyrelsen eller direktionen?”

”Park efterlod sig ingen børn, kun nevøer og niecer. Ingen af dem har vist interesse i at blive en del af virksomheden. Desuden har kopien af Park indtil videre vist sig at være endnu bedre til at stå i spidsen for virksomheden, end den rigtige Park var. Virek offentliggjorde for nylig et rekordoverskud for femte år i træk, så ingen har haft grund til at klage på den front.”

”Hvad med konkurrenterne?”

”Det er ikke en konkurrent, der er vores arbejdsgiver.”

”Hvem er det så?”

Jensen smilede. ”Det er Julian Park selv.”

Læs resten af novellen i Evolution – Lige under overfladen 15 (Science Fiction Cirklen, 2021)