De fem mest indflydelsesrige bøger i mit liv

Inspireret af dette blogindlæg, The Five Most Influential Books in My Life, hvor man bliver bedt om at nævne de fem bøger, som har haft størst indflydelse på ens liv, kommer her min personlige liste.

Bemærk at indflydelsesrig ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at det også er mine yndlingsbøger. For eksempel er J.R.R. Tolkiens Ringenes herre ikke med, selv om værket har en stor plads i mit læserhjerte. Det fik mig dog ikke til at skrive en masse fantasy, og min fiktion vrimler ikke ligefrem med elverfolk, dværge, orker og troldmænd.

bagley.jpg 1. Desmond Bagley: To mand, en skygge (The Enemy)
Jeg er ikke opvokset i en boglig familie. Min far er tømrer, og min mor er kontoruddannet, men valgte at blive hjemmegående, da de fik mig. Det betyder dog ikke, at der ikke var bøger i mit barndomshjem. Mine forældre var medlem af bogklubben Union, så reolen var fyldt med romaner. Til gengæld var det ikke de litterære klassikere, men typisk thrillere af forfattere som Colin Forbes, Heinz G. Konsalik og Desmond Bagley, der stod på hylderne. De er næsten glemte i dag, men de var store i 70erne og start-80erne, og især Bagley var min fars favorit, så naturligvis begyndte jeg også at læse ham, selv om jeg kun var 11-12 år på det tidspunkt. Bagley var englænder, men emigrerede som ung til Sydafrika og nåede både at være minearbejder og journalist, inden han blev bestsellerforfatter. Han døde i 1983 og blev kun 59 år. Hans bøger var måske ikke stor kunst, men de var elementært spændende, og jeg slugte dem råt. En af dem, Snetigeren (The Snow Tiger), om en lavine, der rammer en by, fangede mig så meget, at jeg læste den i løbet af en nat, selv om jeg skulle i skole næste dag. Jeg mindes stadig med glæde titler som Blind flugt (Running Blind) og Stemmer fra en svunden verden (The Vivero Letter), men min favorit er To mand, en skygge (The Enemy), som nok er det tætteste, Bagley kom på at skrive science fiction, uden at der er tale om det. Bogen beskæftiger sig blandt andet med gensplejsning, der må have lydt som fremtidsmusik i udgivelsesåret 1977, og har en fantastisk scene, hvor det går op for hovedpersonen, at en modeljernbane i virkeligheden er en computer. Men det er også en koldkrigs-thriller med spioner og dobbeltspil samt en kærlighedshistorie om en efterretningsagent, som får sig en ubehagelig overraskelse, da han tjekker sin kommende svigerfars baggrund. Når jeg har taget Bagley med, er det fordi, jeg har en mistanke om, at det er her, min forkærlighed for at tage krimi- og thriller-elementer med i mine historier, stammer fra. Og så lærte han mig, at det kan være en kunst at underholde læseren, selv om andre kan have en anden mening om den slags litteratur.

Intetnyt.jpg 2. Erich Maria Remarque: Intet nyt fra Vestfronten (Im Westen nichts Neues)
Jeg har altid holdt af at læse, så det generede mig ikke, når vi skulle gøre det i dansktimerne. Alligevel var det lidt af en omvæltning for mig, da vi begyndte at skulle læse voksen skønlitteratur i 6. klasse. Jeg kom fra serier som De fem og Alfred Hitchcock & de tre detektiver og tegneserier, og nu skulle jeg pludselig til at forholde mig til forfattere, som skrev kryptisk, og hvor nærmest hver en sætning skulle analyseres. Det var alt for meget, og jeg søgte tilflugt hos Dennis Jürgensen og førnævnte Desmond Bagley, som evnede at skrive i et sprog, man kunne forstå, og som vigtigst af alt ikke var kedelige. Så da vi i 9. klasse blev sat til at læse en roman fra 1929, skrevet af en tysker med et pigenavn som mellemnavn, var alle mine forsvarsværker oppe fra start. De blev dog hurtigt brudt ned, for Remarques skildring af 1. verdenskrig ramte mig i den grad, og jeg var forbløffet over, at en dengang 60 år gammel bog stadig kunne virke så vedkommende. Intet nyt fra Vestfronten viste mig, at jeg ikke skulle afvise alle litterære klassikere, bare fordi de ikke indeholdt spioner, biljagter, monstre eller mordgåder, og at det godt kan betale sig at læse mellem linierne.

garp.jpg 3. John Irving: Verden ifølge Garp (The World According to Garp)
Verden ifølge Garp gav mig lyst til at blive forfatter. Det er svært at skrive det her uden at komme til at lyde håbløst naiv, men det var først, da jeg læste Irvings roman, at det slog mig, at det her var noget, jeg også kunne blive. Jeg vidste selvfølgelig godt, at der fandtes forfattere, men selv om jeg havde lavet mine egne tegneserier som barn, og mine fristile mere og mere tog form som små noveller, tænkte jeg aldrig: “Jeg vil være forfatter, når jeg bliver stor”. Garp handler om en forfatter, men det var ikke så meget det, der var inspirationen. Det var snarere den fortælleglæde, som Irving lagde for dagen, startende med titelpersonens bizarre undfangelse (hans mor voldtager en hjerneskadet soldat), til den uforglemmelige scene, hvor Garp kommer flyvende ind i indkørslen i sin bil sammen med sine børn og brager ind i en anden bil, hvor hans kone er ved at give sin elsker et blowjob, med katastrofale og tragiske følger. Jeg havde aldrig læst noget lignende og blev blæst fuldstændig omkuld, og en af mine tidligste noveller, Filipensernes konge, som jeg skrev, mens jeg var på højskole i 1992, var et rendyrket forsøg på at kopiere Irving. Trods dens betydning er Garp faktisk ikke min favorit blandt Irvings romaner. Jeg synes bedre om Æblemostreglementet og En bøn for Owen Meany, men Irving er også en forfatter, som jeg på sin vis er vokset fra. Jeg opgav at komme igennem nogle af hans senere romaner, fordi jeg syntes, han begyndte at gentage sig selv, samtidig med at bøgerne blev tykkere og tykkere – ikke ulig en anden af mine gamle helte, Stephen King, som også var en kandidat til denne liste. Men hvor jeg mener, at min sans for det groteske og bizarre stammer fra Irving, har jeg svært ved at se King i mine horror-noveller (med Vejmand som undtagelsen, fordi den er skrevet med King i tankerne).

neuro.jpg 4. William Gibson: Neuromantiker (Neuromancer)
Hvis nogen undrer sig over, hvor de fantastiske genrer bliver af, så behøver de ikke vente længere. Jeg har været fascineret af rumskibe, fremmede planeter og rumvæsener, lige siden jeg var helt lille, men mit behov for science fiction blev i mange år udelukkende dækket af de visuelle medier, dvs. tegneserier, tv og film (primært Star Wars). Jeg forsøgte skam også at læse science fiction, men hvis sandheden skal frem, fandt jeg hovedparten af det tørt og kedeligt. Måske var udvalget af oversat sf bare ikke bedre i 80erne, eller også var min radar stadig påvirket af Desmod Bagley og John Irving, og jeg gik i en stor bue udenom de mange hyldemetre på biblioteket med Niels E. Nielsen og Inge Eriksen. Det ændrede sig dog radikalt, da jeg blev introduceret til William Gibson. Første gang, jeg stødte på hans navn, var – af alle steder – i et computerspilsmagasin, TGM – The Games Machine, der bragte en artikelserie om et fænomen kaldet cyberpunk. Nogenlunde samtidig udkom Neuromancer på dansk under titlen Neuromantiker, og selv om den første oversættelse ikke har det bedste ry i dag, var Gibsons sprog dog stærkt nok til at trænge igennem til mig – selv på dansk. Her var for første gang en fremtidsvision, jeg kunne forholde mig til, og jeg blev simpelthen suget ind i hans noir-agtige univers af hackere, lejesoldater, multinationale koncerner og virtuelle virkeligheder. Det inspirerede mig så meget, at mine første forsøg på at skrive science fiction var skamløse Gibson-plagiater, fyldt med alle klichéerne (storbyen, den hårdkogte dialog, den kvindelige lejemorder, hackeren på flugt etc.). Gibson har stadig en stor stjerne hos mig, men i takt med at hans romaner har nærmet sig nutiden, må jeg indrømme, at min interesse for ham er dalet. Han skal dog have æren for at have reddet mit forhold til skønlitterær science fiction, men måske bør han dele den med artikelserien i TGM, som også præsenterede mig for Bruce Sterling og Lucius Shepard samt fik mig til at se på Blade Runner med nye øjne (mit første møde med filmen var i skolens filmklub, hvor jeg ikke fattede et ord af handlingen, men var fascineret af billederne).

use.jpg 5. Iain M. Banks: Use of Weapons
Jeg kommer selvfølgelig ikke udenom Iain Banks, som er den eneste af de fem forfattere, hvis bøger jeg fortsat læser fast. Det, jeg beundrer mest ved ham, er hans evne til at fungere inden for flere forskellige genrer. Det er velkendt, at han skriver science fiction som Iain M. Banks og mainstream skønlitteratur som Iain Banks, men selv inden for sidstnævnte ramme er han utrolig varieret. Gennem årene har han både skrevet thrillere, slægtshistorier, samfundssatire, en rockroman, fantasy samt en enkelt, der var så mærkelig, at jeg stadig ikke ved, hvad den handler om (Walking on Glass). Og så er der Transition, der blev udgivet i Europa som en Iain Banks-roman, men i USA blev solgt som en “M-roman” på grund af dens plot om alternative verdener. I begyndelsen var jeg ikke så vild med hans science fiction, men det fik Use of Weapons lavet om på (den findes på dansk som Lejesoldaten, men modsat de fire andre bøger læste jeg den først på engelsk). Ligesom hovedparten af hans sf-romaner er den en del af serien om The Culture, men det, der adskiller bogen fra resten, er dens usædvanlige struktur. Historien er fortalt gennem to tidslinier, hvor den ene foregår i nutiden og bevæger sig fremad, mens den anden udspiller sig i hovedpersonens fortid og går tilbage i tiden for hvert kapitel. Til sidst mødes de to handlingstråde i en slutning, der indeholder en chokerende afsløring, som ifølge min mening overgår den, Banks serverede i sin debutroman The Wasp Factory. Uden at røbe for meget vil jeg sige, at den gør, at man får et helt andet syn på den uskyldigt udseende stol på bogomslaget. Som nævnt var jeg i starten mere til “Banks uden M” og tæller The Bridge, The Crow Road og Espedair Street blandt mine absolutte favoritter. Siden synes jeg, at hans mainstream-bøger er faldet i niveau, mens jeg stadig finder hans science fiction-fortællinger interessante. Banks viste mig, at man sagtens kan brede sig over flere forskellige genrer og få succes med det og kan siges at være årsag til, at jeg både skriver science fiction, fantasy, horror og alt det indimellem. Han lærte mig værdien af en stærk åbningssætning (The Crow Road: “It was the day my grandmother exploded”), og han kan sikkert også gøres ansvarlig for, at flere af mine tidlige noveller altid skulle indeholde et twist i slutningen. Desuden kan jeg ikke nægte, at der er en god del Culture-dna i mit eget forsøg ud i space opera-genren, Alien Ghost Ballet.

Og det var så det. Dette indlæg endte med at tage længere tid at skrive og kom til at fylde væsentligt mere, end jeg havde forventet, da det viste sig at være et større detektivarbejde at grave i mit litterære rodnet. Det har været svært at holde antallet nede på fem bøger, og jeg har måttet sortere flere oplagte navne fra så som førnævnte Tolkien og Stephen King, men også Dennis Jürgensen, Neil Gaiman, James Patrick Kelly og Poppy Z. Brite (fordi hun ledte mig hen til en anden af mine nuværende yndlingsforfattere, Caítlin R. Kiernan). Men det har også været en sjov rejse tilbage til teenageårene, så nu giver jeg spørgsmålet videre: Hvad har været de fem mest indflydelsesrige bøger i dit liv?

2 Comments on “De fem mest indflydelsesrige bøger i mit liv

  1. Jeg vil holde fast i dit ord indflydelsesrige… – Jeg vil tro den første vigtige er Astrid Lindgren’s Brødrene Løvehjerte, hvilket sikkert ikke behøver nærmere forklaring. Herefter kommer en lang periode med klassiske ungdomsting, såsom Blyton, Faverly, Hellberg, Norma Klein, Jules Verne, mmm plus Jan, Kim, Flemming, 3 detektiver, tykke niels etc. Der er faktisk en enkelt Kim-bog som satte sig fast, men det er en længere historie som sikkert kræver psykolog behandling :-). Et par enkelte små romaner af William Sleator og Monica Hughes har også sat markante spor i min læsning. Næste store ting må være Forbandede Ungdom – Salingers klassiker. Dernæst ligesom dig Irving, men den der ramte mig mest var faktisk Hotel New Hampshire – formentlig fordi jeg læste den bagefter Garp og derefter lavede en komparativ analyse i gymnasiet hvor de begge blev koblet sammen med HC Branners Legetøj. 🙂
    I denne periode er så alle de klassiske action bøger med som du selv nævner Bagley, McLean, Garfield, Hailey, Chricton, McBain m.fl.
    Den næste jeg vil nævne er King’s Drengen der Skinnede (The Shinning), som stadig er en af de få bøger som decideret har givet mig mareridt (Der har været flere film, men bøger, nej).
    Derefter Frank Herberts Klit og Julian May’s Pliocæne Eksil og alle de dertil hørende bøger – Disse fører automatisk til Dan Simmons Hyperion/Endymion saga, der efter min mening er noget af det ypperste i genren.

  2. Niels: Jeg har heller aldrig glemt William Sleator-romanerne – jeg læste tre, som alle gjorde stort indtryk på mig: “Det mystiske sølvæg” (1982), som var en svimlende bizar tidsrejsehistorie; “Den hemmelige kode” (1983), som nærmest var en roman-udgave af filmen “Cube”, og “På grænsen mellem to rum” (1987 – den hedder faktisk “Singularity” på engelsk), om et sort hul der sætter sig fast i et haveskur, så tiden derinde går meget langsommere end udenfor, hvilket den ene af to tvillingebrødre udnytter til at slippe fri fra den anden brors dominans. Ret vildt! Catcher in the Rye læste jeg i gymnasiet, men fik nu ikke rigtig noget ud af den. Jeg nød også May’s Pliocæne Eksil-saga meget i sin tid, men jeg er ikke sikker på om jeg nogensinde fik læst den helt færdig. Var der nogle af bøgerne som ikke kom på dansk…? Jeg kom desværre kun gennem det halve af den første Hyperion-bog…

    Lars: Efter at være blevet begejstret over “Spilleren”, gik jeg også i gang med “Use of Weapons”, men den var allerede fra start for blodig for mig, og jeg kom ikke ret mange sider ind i den – hvilket førte til at jeg i lang tid ikke læste mere af Banks. Men jeg vil muligvis forsøge med “Use of Weapons” igen, evt. på dansk.

    Det er meget svært sådan lige at vælge sine fem mest betydningsfulde bøger. Jeg tror faktisk ikke, jeg kan gøre det. Jeg læste enormt meget som ung teenager (min stedfar var bibliotekar). Selvfølgelig har jeg læst det meste af Enid Blyton, men sandelig også Den Sorte Hingst-bøgerne, Sigrid Thomsens eminente Martin-bøger, Burroughs’ Tarzan-bøger, og naturligvis Astrid Lindgren, Bjarne Reuter og meget mere. Masser af Jules Verne. “Nybyggerne i Canada”. Og snart begyndte jeg at støvsuge science fiction-hylden. Min største SF-oplevelse er stadig Asimov’s Foundation-serie, som i sin fulde længde tæller mindst 17 bøger, hvoraf jeg har læst de fleste flere gange, og også er helt vild med Kingsbury’s ikke-kanoniske “Psychohistorical Crisis” (1000 skønne og velskrevne sider!). Der er mange (også forfattere) der i dag ser lidt ned på Asimov, fordi hans skrivestil ikke er særlig litterær og moderne. Jeg ærger mig en del over at SF-romaner i dag *skal* være skrevet i en litterær og moderne stil, for det forhindrer en masse idé-drevede historier i at blive udgivet indenfor genren (og sikkert også indenfor andre genrer), hvilket genren ellers kunne være en saltvandsindsprøjtning som godt kunne have brug for. I dag skal en forfatter helst være ordkunstner først og fremmest, mens emnet og idéerne lader til at spille mindre roller. Det er ret dræbende for forfatterspirer der bare gerne vil ud med nogle fede sci-fi og action-idéer, og dén holdning synes jeg bare er endnu et (selvforskyldt) søm i forlagsverdenens kiste. Men markedet er jo heldigvis ved at skifte til selvudgivelser, hvor de ting der virkelig fanger folk har en chance for at få succes.

    Nå, sikke jeg snakker… Hvis jeg skulle vælge de største litterære værker som har betydet noget for mig, så ville jeg nok se mig nødsaget til simpelthen at vælge nogle definitive klassikere, såsom Shakespeare’s værker – på den anden side er de i en kategori for sig, som er så langt hinsides alt andet at det næsten er grinagtigt. Så… det er svært – meget svært! Måske umuligt.

Leave a Reply