Den lidt specielle situation skyldes, at science fiction-antologien Den hemmelige dal - Lige under overfladen 3 bliver taget under kærlig behandling, og anmelderen Helle Perrier har fundet det værd at fremhæve min novelle Alien Ghost Ballet. Hun skriver følgende: “Novellesamlingens længste novelle er Alien Ghost Ballet af Lars Ahn Pedersen. Her har Jorden fået besøg af en race fra en anden planet. Spøgelserne kaldes de, da de bedst kan beskrives som nogle udefinérbare, flimrende skabninger. Hovedpersonen skal rejse til deres planet for at lære dem at danse ballet, nærmere betegnet Svanesøen (min kommentar: dette er ikke helt korrekt, da planetens beboere er nogle helt andre rumvæsener, som ikke er identisk med Spøgelserne). Hvor skørt det end lyder, så formår Lars Ahn Pedersen at formidle en fantastisk historie, der er såvel velskrevet som kreativt skruet sammen. I novellesamlingens introduktion gør redaktør Carl-Eddy Skovgaard rede for, at Alien Ghost Ballet teknisk set er en hel del længere end kravet for at deltage, men at han bare måtte have denne novelle med - og det kan man bestemt ikke fortænke ham i.” Hele anmeldelsen kan læses her.

Pudsigt nok kan man så lige efter læse min egen dobbeltanmeldelse af antologierne The Mammoth Book of Best New Horror vol. 20 (red. Stephen Jones) og The Best Horror of the Year vol. 1 (red. Ellen Datlow), der samler de bedste horror-noveller fra 2008. En lignende dobbeltrolle opstod i øvrigt også i Himmelskibet nr. 20, hvor jeg bidrog med novellen Torne og anmeldte Richard Morgans The Steel Remains.

Ellers er jeg ved at lægge sidste hånd på en novelle, som jeg har tænkt mig at sende ind til Lige under overfladen 4, og jeg kan til almen beroligelse allerede nu garantere, at jeg denne gang overholder kravet om, at historien ikke må være over 10.000 ord.

Det er selvsagt kæmpestort, for ifølge Tellerup blev der indsendt godt 150 noveller til konkurrencen - dobbelt så mange som forventet, så afgørelsen måtte udskydes fra 1. december til nu.
Og modsat de andre udgivelser, jeg har været med i, følger der denne gang et honorar med. Beløbet er ikke fyrsteligt, og der skal også betales b-skat af det, men det er alligevel rart at prøve at få penge for noget, man har skrevet i sin fritid.

Langt ude i skoven var en novelle, jeg skrev i sommer, umiddelbart før jeg skulle på ferie. Den blev til under et temmelig hektisk forløb, så jeg var lidt usikker på, om den fungerede, men alt det vil jeg fortælle mere om, når udgivelsen nærmer sig.

Udenlandske: 1. Yeah Yeah Yeahs: It’s Blitz. 2. Muse: The Resistance. 3. Wilco: Wilco (The Album). 4. Florence + The Machine: Lungs. 5. Animal Collective: Merriweather Post Pavilion. 6. Pearl Jam: Backspacer. 7. White Lies: To Lose My Life. 8. Arctic Monkeys: Humbug. 9. Kent: Röd. 10. Grizzly Bear: Veckatimest. 11. Fever Ray: Fever Ray. 12. Bat For Lashes: Two Suns. 13. Monsters Of Folk: Monsters Of Folk. 14. Bruce Springsteen: Working On A Dream. 15. Bonnie Prince Billy: Beware. 16. Bob Dylan: Together Through Life. 17. Richmond Fontaine: We Used To Think The Freeway Sounded Like A River.

Danske: 1. Balstyrko: Jagten paa noget. 2. The Rumour Said Fire: The Life And Death Of A Male Body. 3. Mew: No More Stories… 4. Nephew: Danmark/Denmark. 5. The Raveonettes: In And Out Of Control. 6. Jens Unmack: Dagene løber som heste. 7. WhoMadeWho: The Plot. 8. Pocket Life: Umlaut Songs.

Personligt kan jeg kun være tilfreds med resultatet, da fire af mine udenlandske favoritter (Yeah Yeah Yeahs, Muse, Florence + The Machine og White Lies) endte i top 7 med Bat For Lashes som den eneste undtagelse, mens alle mine fire indstillinger i den danske afdeling (Balstyrko, The Rumour Said Fire, Nephew og The Raveonettes) klarede sig godt.

Hvis du vil se den nøjagtige pointfordeling, kan du bruge dette link, hvor de tidligere års kåringer også forefindes.

9. Lily Allen: Alright, Still (2006)
Det er let at undervurdere dronningen af MySpace, og det samme gjorde jeg til at begynde med. Jeg må have hørt Smile adskillige gange i radioen, før jeg rent faktisk lyttede til teksten og fik noget af en overraskelse. Bag de søde popmelodier gemmer sig en skarp tekstforfatter med bid og vid, hvilket både Alright, Still og dette års It’s Not Me, It’s You er fuld af eksempler på. Debuten får dog pladsen her på listen, fordi den har marginalt flere højdepunkter, blandt dem den mesterlige gå-i-byen sang Friday Night.

8. The Gentle Waves: Swansong For You (2000)
Det her er en sniger. Inden hun forlod Belle & Sebastian, nåede Isobel Campbell at udsende to albums under synonymet The Gentle Waves. Umiddelbart lyder hendes blanding af 60′er pigepop og britisk folk tilforladeligt nok, men pas på: det er uhyggeligt vanedannende, og det er stadig et album, jeg lytter til med jævne mellemrum i dag.

7. The Magnetic Fields: 69 Love Songs (2000)
På papiret lyder Stephin Merrits projekt som et galmandsværk: tre cd’er med 69 sange om det samme emne - men resultatet viste sig at være en mindre genistreg. Begrænsningen i temaet forhindrer ham ikke i at nå omkring et væld af musikalske genrer, og teksterne er både rørende og fyldt med humor. En sand nydelse, og så var det ikke engang det års bedste album.

6. PJ Harvey: Stories From The City, Stories From The Sea (2000)
Polly Jean Harvey har altid gået sine egne veje, men alligevel kom det som en overraskelse, da hun udgav sit hidtil mest tilgængelige album fyldt med iørefaldende sange - tilmed uden at det føltes som om, hun var gået på kompromis. Belønningen blev en Mercury Music Prize og et hav af anmelderroser, så derfor er det mindre overraskende, at hun sidenhen ikke har følt trang til at gentage øvelsen, men i stedet har fundet tilbage til rockens mere eksperimenterende og ukommercielle yderzoner.

5. Arcade Fire: Neon Bible (2007)
Det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, at et canadisk musikkollektiv skulle ende med at udgive to af årtiets bedste albums. Men Arcade Fire erobrede både musikfans hjerter og hjerner med deres energiske sammensurium af det bedste fra rockens krinkelkroge. Jeg var længe i tvivl om, jeg skulle vælge Funeral (2005) eller Neon Bible, men endte med sidstnævnte, fordi det var dér, at jeg for alvor blev fan.

4. The White Stripes: White Blood Cells (2001)
Er Jack White dette årtis musiker? Han virkede i hvert fald til at være her, der og alle vegne, hvad enten det var sammen med “søster” Meg i The White Stripes, i grupper som The Raconteurs og The Dead Weather, som producer for legender som Loretta Lynn eller som skuespiller i filmen Cold Mountain. Han nåede tilmed at skrive en James Bond-titelsang, men den ser vi gennem fingre med… White Blood Cells er albummet, hvor hans rendyrkning af rock, blues og garage måske bedst kommer til udtryk, men efterfølgeren Elephant fra 2003 ånder den lige i nakken.

3. M.I.A.: Kala (2007)
Det er ikke så tit, at en musiker havner på Time Magazine’s liste over de 100 mest indflydelsesrige personer, men det skete for Maya Arulpragasam i 2009. Den britisk-sri lankanske kunstner har under navnet M.I.A. udgivet to albums fyldt med verdensmusik i ordets bogstaveligste forstand, hvor en smeltedigel af musikalske inspirationskilder fra hele verden skaber et helt nyt udtryk. Mikset blev raffineret på toeren Kala, der også kastede et uventet hit af sig i form af sangen Paper Planes, som blandt andet blev brugt i filmen Slumdog Millionarie.

2. Bat For Lashes: Fur And Gold (2006)
Bat For Lashes alias Natasha Khans debutalbum havde været på gaden i flere måneder, før jeg opdagede det, men det var jeg ikke ene om. Til gengæld faldt jeg med et brag for hendes magiske lydunivers og sært dragende sange - i sådan en grad at jeg endte med at bruge en del af min sommerferie på at tage til den franske musikfestival Rock en Seine i Paris i 2007 for at opleve hende live (OK, det skadede heller ikke, at førnævnte M.I.A. og Arcade Fire samt Björk også var på plakaten, og at Roskilde druknede i regn det år). Og hvis du stadig ikke er overbevist, så tjek videoen til What’s A Girl To Do - en af årtiets bedste:

1. Muse: Black Holes & Revelations (2006)
Da Suede lukkede og slukkede i 2005, stod jeg pludselig uden et yndlingsband. Men så købte jeg nærmest som en eftertanke en brugt udgave af Absolution (2003) med Muse og var solgt. Helt sikker blev jeg dog først med udgivelsen af Black Holes & Revelations, der er et af de mest varierede albums, jeg nogensinde har hørt. Det, jeg især kan lide ved Muse - og som de har til fælles med Bat For Lashes - er, at de ikke er bange for at tænke stort og tager chancer, som andre bands holder sig fra af frygt for at blive til grin. Og så skader det ikke, at de er et af tidens bedste live-bands, hvilket førte til, at jeg købte mit livs første band t-shirt i forbindelse med Roskilde Festival 2007. Muse vender tilbage til Roskilde i 2010, og jeg ser til min glæde, at de for en gangs skyld ikke skal spille om søndagen (som i 2004 og 2007), men er sat på til lørdag den 3. juli. Det kan kun blive stort!

Og til slut, årtiets 5 bedste danske albums:
1. Nephew: USA/DSB (2004)
Superliga!

2. Mew: Frengers (2003)
International klasse 1.

3. Klondyke: Lille vampyr (2003)
Dansksproget guld.

4. The Raveonettes: Pretty In Black (2005)
International klasse 2.

5. Veto: Crushing Digits (2008)
I say yes…

10. Susanna Clarke: Jonathan Strange & Mr. Norrell (2004)
Uden at have læst J. K. Rowling vil jeg vove at betegne dette som Harry Potter for voksne. Susanna Clarkes imponerende Hugo-vindende debutroman foregår i et alternativt England i det 19. århundrede, hvor magi afgør krige, og hvor to magikere bliver bitre rivaler. Forfatteren får bragt hele denne verden til live gennem et fabelagtigt, autentisk sprog krydret med dusinvis af, ofte ganske morsomme, fodnoter.

9. Neil Gaiman: Anansi Boys (2005)
Neil Gaimans første romaner var i mine øjne ikke på niveau med hans noveller og tegneserier, men det ændrede sig med Anansi Boys. Andre ville nok have valgt The Graveyard Book, men denne roman overraskede mig ved, at den viste en ny side af forfatteren: nemlig som en stor humorist. En af de få bøger, der har fået mig til at grine højlydt flere gange under læsningen.

8. China Mieville: The Scar (2002)
Med Perdido Street Station fik China Mieville nærmest egenhændigt skabt en ny litterær bevægelse, New Weird, hvor fantasy, gotisk horror, science fiction, steampunk og meget andet godt møder hinanden. I opfølgeren The Scar sender han hele molevitten til søs og får samtidig skabt en åndeløst, spændende fortælling, som jeg slugte i ét væk, selv om den fylder små 800 sider.

7. Cormac McCarthy: The Road (2006)
Denne liste indeholder, til min egen overraskelse, to Pulitzer Prize-vindere, og dette er den første. Cormac McCarthys roman kan på overfladen godt kategoriseres som science fiction, fordi den foregår i et fremtidigt USA, hvor civilisationen er brudt sammen. Men til forskel fra andre apokalyptiske SF-fortællinger ligger fokus mere på de to hovedpersoner - en far og en søn - end på at fortælle, hvad der gik galt og hvorfor. Det nedbarberede sprog og den sparsomme dialog er kun med til at forstærke den dystre stemning, som gennemsyrer den på en gang simple og komplekse historie.

6. Audrey Niffenegger: The Time Traveler’s Wife (2004)
Jeg ved det godt. Hardcore science fiction-fans elsker at hade Audrey Niffeneggers (fantastisk navn!) bestseller om forholdet mellem en mand og en kvinde, der kompliceres af, at han plages af en ukontrollerbar tilstand, der får ham til at rejse i tiden. Selv om den rent logisk ikke giver mening, tilstår jeg blankt, at jeg faldt for denne ukronologisk fortalte kærlighedshistorie, der taler mere til hjertet end til hjernen.

5. Richard Morgan: Black Man (2007)
Og nu til noget helt andet… Science fiction-forfatteren Richard Morgan er en vred mand, hvilket han allerede demonstrerede i sin ultravoldelige gennembrudsroman Altered Carbon. I de efterfølgende bøger kneb det lidt med balancen, men det hele gik op i en højere enhed med Arthur C. Clarke Award-vinderen Black Man (som i USA fik den mere politisk korrekte titel 13). JHer tager Morgan “kærligt” fat på emner som racisme, krig, magtmisbrug og mandlig aggression - selvfølgelig tilsat store doser ultravold.

4. Joe Hill: Heart-Shaped Box (2007)
Inden det blev afsløret, at Joe Hills far er en vis Stephen King, havde han allerede givet flere lovende prøver på sit talent med en række fremragende noveller. Det skabte forventninger, som han indfriede til fulde med sin eminent underholdende romandebut om en falleret rockstjerne, der køber et spøgelse på internettet med fatale følger. En gyser fortalt i et hæsblæsende tempo og med en anti-helt i hovedrollen, det er svært ikke at holde af.

3. Caitlin R. Kiernan: Low Red Moon (2003)
Caitlin R. Kiernan blev føjet til listen over mine yndlingsforfattere i dette årti, og Low Red Moon demonstrerer hvorfor. Ikke alene kan hun som få fremmane en ildevarslende fornemmelse af det-her-ender-galt, hvilket går smukt i spænd med hendes evne til at skabe personer, man virkelig føler for. Samtidig ved hun også, at en hvisken ofte kan være mere uhyggelig end en skrigen.

2. Michael Chabon: The Amazing Adventures Of Kavalier & Clay (2000)
Michael Chabon tog alle de store science fiction-priser (Hugo og Nebula) med The Yiddish Policemen’s Union, men i min optik er dette hans mesterværk. En på alle måder gribende og fantastisk fortælling om to jødiske fætres karriere som tegneserieskabere i 30erne og 40ernes USA, der former sig som en hyldest til tegneserie-mediet, superheltenes fædre og fantasiens muligheder. Denne listes anden Pulitzer Prize-vinder.

1. Dan Simmons: The Terror (2007)
Et monster-værk uden sidestykke, der er lige dele historisk fakta og rendyrket gyser-splat. Dan Simmons tager udgangspunkt i en katastrofal ekspedition til Nordpolen i 1840erne (HMS Terror var navnet på et af skibene, der forsvandt) og leverer langt hen ad vejen en fascinerende, historisk beretning om menneskeligt overmod, inden han river tæppet væk under læseren ved at lade besætningen blive angrebet af et mystisk uhyre. Mod alle odds fungerer kombinationen, og de overlevendes trængsler og lidelser er så levende gengivet, at kulden siver ud fra siderne og trænger ind gennem marv og ben hos læseren. Det er sjældent, at en bog også har en fysisk indvirkning på mig, og alene af den grund indtager The Terror førstepladsen.

Hvorfor? Fordi Nick Hornby havde ret, da han i High Fidelity beskrev, hvordan fyre som jeg er vilde med at lave top 10-lister over vores yndlingsting, og hvis man ikke kan bruge sin blog til at lufte ens indre smagsdommer, hvad skal man så med den?

Over de næste par dage vil jeg derfor give mit personlige bud på det bedste inden for film, musik og litteratur fra årene 2000 til 2009. Og så kan I jo vælge at være uenige eller lade jer inspirere til selv at tænke over, hvad der begejstrede i det forgangne årti.

Men først de 10 bedste film:

10. The Dark Knight (2008)
Christopher Nolan må tage titlen som Årtiets Instruktør. I løbet af blot otte år gik han fra kultstatus med bakke snagvendt-mysteriet Memento til at levere historiens femtemest indbringende film. Indimellem rejste han Batman-figuren fra asken med Batman Begins og fandt tid til at trylle The Prestige frem fra ærmet, men mesterstykket er og bliver The Dark Knight. En ren magtdemonstration, som hævede ambitionsniveauet for genren og satte alle andre superhelte-film godt og grundigt på plads - med en enkelt undtagelse…

9. Sideways (2004)
En road movie tilsat vin-nørderi var den uventede kombination, der skabte en både varm, rørende og til tider hysterisk morsom komedie. I forhold til Alexander Paynes tidligere film så som Election og About Schmidt virkede det denne gang som om, han rent faktisk kunne lide sine figurer, og det var kun en styrke. Ekstrapoint for at skaffe Virginia Madsen en Oscar-nominering…

8. Oldboy (2003)
Dette blev årtiet, hvor jeg for alvor opdagede koreansk film. Jeg har foreløbig set over 100 titler fra mit fødeland, men Park Chan-wooks Cannes-belønnede mesterværk er i en klasse for sig. En eksplosiv fortælling om vold og hævnlyst, fyldt med uforglemmelige scener, der beviser, at nok er koreanerne på overfladen et roligt folkefærd, men når de går amok, gør de det med hele værktøjskassen - bogstavelig talt.

7. De andres liv (Das Leben der Anderen, 2006)
Efter en række sløje år meldte tyskerne sig igen på den internationale filmscene med flere stærke titler. Først kom Der Untergang og siden Good Bye Lenin!, men ingen gjorde stærkere indtryk end Florian Henckel von Donnersmarcks (fantastisk navn!) beretning om en Stasi-agents fascination af det par, han er sat til at aflytte. De første 10 minutter af Pixars Up gav mig en kæmpe klump i halsen, men den blev faktisk overgået af slutningen på De andres liv, som fortjent vandt en Oscar for bedste udenlandske film foran den ellers så fremragende Pan’s Labyrinth.

6. De utrolige (The Incredibles, 2004)
Nå ja, der var lige en anden superhelte-fortælling, som i min bog overgik The Dark Knight. Brad Bird tilførte Pixar lidt tiltrængt kant og satirisk bid, som gør The Incredibles til min personlige favorit fra animationsfilmens konger. Konkurrenterne kan komme med deres Shrek og Ice Age, men hver gang de tror, at de er ved at have indhentet Pixar, må de se sig overhalet af studiets næste genistreg. Lad os håbe at de kan holde det høje niveau i det kommende årti.

5. The Bourne Ultimatum (2007)
Matt Damon som årtiets actionhelt? De færreste havde vist set den komme, og ligeså uventet var det, at indie-instruktører som Doug Liman og Paul Greengrass havde blockbuster-potentiale gemt i sig. Tredje og sidste del af Bourne-trilogien satte et hæsblæsende punktum for en serie, der omskrev reglerne for genren med sin nærmest dogme-agtige tilgang (håndholdt kamera og minimal brug af CGI). Dens indflydelse er tydelig at se i de nyeste action-film, deriblandt de seneste indslag i James Bond-serien.

4. Gladiator (2000)
Han er manden bag to af mine absolutte yndlingsfilm, Blade Runner og Alien, men efter G. I. Jane havde jeg opgivet at se Ridley Scott tilbage til fordums styrke. Så kom Gladiator, der både genoplivede den historiske storfilm, gjorde Russell Crowe til stjerne og emmede af trods og fortællelyst. Den bliver tilmed bedre ved gensyn, og præstationen bliver ikke mindre, når man sammenligner filmen med wannabes som Troja, Alexander og Scotts egen Kingdom Of Heaven.

3. Kill Bill: Vol. 1 (2003)
Quentin Tarantino brød seks års pause og demonstrerede atter sin suveræne evne til at vende klichéer på hovedet og give dem nyt liv. I dette tilfælde fusionerede han 70′er Hongkong-action med spaghetti western, og resultatet blev en forrygende, underholdende fusion fyldt med originale indfald, som dog fungerer bedst i etteren. Og netop som man troede, at Tarantino igen var ved at køre fast, så serverede han i år sin WW2-western Inglourious Basterds, der var tæt på at komme med på denne liste.

2. Ringenes herre (Lord Of The Rings, 2001-2003)
Okay, det er i virkeligheden tre film, men ligesom Tolkien skrev dette som én lang fortælling, der af udgiveren blev delt op i tre bøger, vælger jeg også at se Peter Jacksons kraftpræstation som ét samlet værk - og det er selvfølgelig den udvidede udgave, jeg her taler om. Jackson løste en på papiret umulig opgave og gjorde det i sådan grad, at selv Det amerikanske Filmakademi måtte bøje sig i støvet. Blot en tanke: hvad mon der var sket, hvis den første film var blevet et flop?

1. Moulin Rouge! (2001)
Sjældent har en film fejet benene så godt og grundigt væk under mig som Baz Luhrmanns mash-up musical. Samme instruktørs opdatering af Shakespeares Romeo & Julie fandt jeg fortænkt og trættende, så mine forventninger var mildt sagt lave, da jeg satte mig til rette i en af BioCity i Tåstrups mindste sale den efterårsdag i 2001. Men allerede efter 10 minutter var samtlige forbehold blæst væk, og resten af tiden var jeg i himlen. Luhrmann benyttter skamløst samtlige tricks fra underholdningshistoriens skattekiste og skaber rendyrket filmmagi. Det gør Moulin Rouge! til årtiets filmoplevelse for mit vedkommende.

Det nye nummer af Himmelskibet har også en anmeldelse af Dystre Danmark, hvor min novelle Mordene på Katrina er blandt dem, som bliver fremhævet af anmelderen Thomas Winther. Han konstaterer dog også - ganske rigtigt - at historien lige så godt kunne være bragt i en science fiction-antologi (det samme kan i øvrigt siges om et andet bidrag, Malan Jacobsens Katrine 05, og vi er åbenbart vilde med navnet og dets varianter, for hovedpersonen i Thomas Bøtterns Hvordan man slår sin lillesøster ihjel hedder også Katrine). Thomas Winther beskriver desuden novellen som en dyster udgave af The Stepford Wives - en sammenligning jeg utrolig nok ikke selv havde tænkt på. Som tidligere nævnt var min egen inspiration en scene fra filmatiseringen af Solaris.

I mit sidste indlæg skrev jeg om min ændrede arbejdssituation, som måske ville få indflydelse på mit skriveri i fritiden. Den gode nyhed er, at det tilsyneladende ikke er tilfældet. Efter ikke at have skrevet noget, siden jeg kom tilbage fra min sommerferie, fik jeg pludselig idéen til en julehistorie, som jeg netop har sendt ind til Novelleforlagets julekonkurrence. Den havde jeg ellers ikke tænkt mig at deltage i, da jeg ikke umiddelbart kunne komme på noget, men så fandt jeg på en sci fi-vinkel til Rudolf med den røde tud…

Ellers venter jeg på afgørelserne i yderligere et par novellekonkurrencer samt på udgivelsen af Knud Larns fanzine Science Fiction, hvor min tidsrejsehistorie Kongens nytårstale skulle være med. På Bogforum besøgte jeg Science Fiction Cirklens stand - de havde givet fribilletter til medlemmerne - hvor Carl-Eddy Skovgaard fortalte, at det stadig er planen at få udgivet den engelske udgave af Lige under Overfladen inden årets udgang. Her kan man blandt andet finde Afhøring af offer nr. 5, som i oversat form hedder Interrogation of Victim no. 5.

Endelig skal I ikke snydes for det famøse foto af mit klonede arbejds-jeg, som fotografen Hung Tien Vu venligt har stillet til rådighed. Mange har allerede set det i Update-kataloget og i det nye nummer af Journalisten, men her er det så til alle dem, som ikke befinder sig i den journalistiske verden:

Kataloget kan lige nu ses på Updates hjemmeside i en elektronisk version, og hvis man slår op på side 20-21, vil man kunne se et billede fra Dagbladets Roskilde-redaktion, hvor jeg tilsyneladende er blevet klonet! Uden at gå alt for meget i detaljer med, hvordan billedet er blevet til, kan jeg fortælle, at Hung kom på besøg og brugte lidt over en time på at komponere sceneriet. Det var sjovt at være med til, men gjorde mig også lykkelig over, at jeg aldrig har overvejet en modelkarriere… De øvrige medvirkende er mine kolleger Lars Kimer og Helle Eriksen samt Steen Østbjerg i baggrunden.

Udover at skulle sælge et efteruddannelseskursus for redaktionssekretærer beskriver Hungs billede meget godt min nuværende arbejdssituation. Per 1. oktober gik jeg fra at være redaktionssekretær på Roskilde-redaktionen til at kunne kalde mig redaktionsleder som del af et tre-mands lederteam. Det har givet mig noget mere ansvar og ditto arbejdsopgaver og har blandt andet betydet, at det er begrænset, hvor meget jeg har fået forfattet i min fritid. Faktisk er det kun blevet til det stykke flash fiction, jeg omtalte i mit forrige indlæg.

Som afslutning kan jeg lige nævne, at der er dukket endnu en anmeldelse af Den hemmelige dal - Lige under overfladen 3 op på bloggen Metroord, hvor Thurston Magnus virker ganske glad for min novelle Alien Ghost Ballet (tak til Lea Thume for at gøre mig opmærksom på anmeldelsen).

PS Muse i Parken. Det var, som forudset, stort, og lyden var meget bedre end frygtet. Sceneshowet havde fået et ordentligt nøk opad i forhold til tidligere, uden at det dog - som flere anmeldere også påpegede - fjernede fokus fra musikken.

PPS Også skal I da lige se, hvad jeg fik ud af det førnævnte fotokursus. Blandt andet lærte jeg, hvordan man tager billeder i mørke uden at gøre brug af flash.

Men nu har jeg begået mit hidtil korteste værk, et stykke flash fiction med titlen Obituary. Anledningen var New Scientists flash fiction-konkurrence, hvor man skulle beskrive verden om 100 år - med sølle 350 ord. Og hvor meget er det så? Det svarer til lidt over en halv A4-side, eller lige så meget som dette blogindlæg fylder.

Normalt er jeg ikke meget for at fortælle om mine skriverier, før det står klart, om de bliver offentliggjort eller ej, men i dette tilfælde har jeg gjort en undtagelse. Primært fordi jeg ikke tror, jeg har de store chancer i en konkurrence, som formentlig får hundredevis af bidrag, og hvor jeg har været nødt til at skrive på et fremmedsprog, engelsk (og tak til Lea Thume for at tjekke, at jeg ikke havde begået nogle grammatiske brølere).

Det pudsige er, at jeg har brugt lige så megen tid på at skrive denne korte tekst, som jeg har været om nogle af mine længere noveller. Jeg tror, det skyldes, at når man har så få ord til rådighed, så tænker man mere over, hvordan man anvender dem. Jeg har i hvert fald sjældent skrevet en tekst om så mange gange og overvejet hver enkelt sætning og ord så grundigt. Læren er, at man måske kan prøve at overføre det til andre tilfælde, selv om der også er noget befriende ved bare at skrive løs, vel vidende at man altid kan barbere tingene ned bagefter.

Uanset hvad der sker med Obituary, så skal I nok få resultatet at se før eller siden, og jeg regner også med at lægge den første version ud, så det er muligt at se, hvordan historien udviklede sig. Hvad den handler om? Man skal heller ikke røbe alting på forhånd…

Og så skete der faktisk ikke så meget mere… før nu! Knud Larn har langt om længe fået kåret en vinder, og selv om det ikke blev mig, men Malan Jacobsen med novellen Ulvetid, kan jeg med tilfredshed notere, at Kongens nytårstale er blevet fundet værdig til at blive trykt i et hæfte sammen med fem andre noveller.

Udover vindernovellen er der tale om historier af Lise Andreasen, Manfred Christiansen, A. Silvestri og Gudrun Østergaard.  Hvis navnene forekommer bekendte, skyldes det, at vi alle også har bidraget til Den hemmelige dal - Lige under overfladen 3, mens tre af os endvidere er med i Dystre Danmark. Det er en lille verden…

Jeg skal erkende, at jeg på et tidspunkt troede, at novellekonkurrencen ikke ville blive til noget, så jeg kontaktede Knud Larn og spurgte, om jeg kunne bringe min novelle her på hjemmesiden. Hans svar kom så i form af en længe ventet opdatering af Science Fictions hjemmeside.

Udover at udgive det uregelmæssige fanzine (seneste nummer udkom i efteråret 2007 i forbindelse med Eurocon i Valby!) er Knud formand for Science Fiction Cirklen og har gang i flere blogs, deriblandt ESSEF og Fan News Denmark. Med andre ord er han en travl og yderst aktiv figur på den danske sci-fi scene, så han er tilgivet, at det har taget så lang tid at få afgjort konkurrencen. Men nu lover han, at vindernovellerne fra 2008 bliver udgivet i november - i øvrigt sammen med vinderne og de bedste noveller fra 2006 og 2007. Samtidig har han udskrevet en ny konkurrence, denne gang over emnet “Danskerne og robotterne.”