Fantasticon nærmer sig

Svenskerne kommer!

Det er titlen på et af programpunkterne på dette års Fantasticon, som finder sted i den kommende weekend (7.-8. september) i Valby Kulturhus. Og når sommerfuglene i min mave er en hel del større denne gang i forhold til tidligere, skyldes det ikke kun, at jeg ser frem til at møde fantastiske forfattere som Tricia Sullivan, Karin Tidbeck og Nene Ormes, men også at jeg i år er med til at arrangere hele molevitten.

Det var jeg på sin vis også sidste år, men denne gang er jeg hovedansvarlig sammen med Jesper Rugård, så hvis noget går galt, er det os, som skal hænges til tørre. Men frem for at tage sorgerne på forskud vil jeg hellere glæde mig til en weekend i selskab med en masse fans af de fantastiske genrer.

Udover at agere praktisk gris skal jeg også stå for en håndfuld interviews og paneler. De er, som følger:

Lørdag kl. 14: Interview med Nene Ormes, svensk fantasy-forfatter.

Lørdag kl. 15: Writing in English. Panel med Karin Tidbeck, Michael Kamp og Henrik Harksen om at skrive fiktion på et andet sprog end sit modersmål.

Søndag kl. 13: Interview med Karin Tidbeck, svensk forfatter, som jeg omtalte i mit forrige indlæg her på siden.

Søndag kl. 14: Svenskerne kommer! Panel med Karin Tidbeck, Nene Ormes og Johan Jönsson om svensk fantastisk litteratur og svensk fandom.

Søndag kl. 16: Mixing Genres. Panel med Tricia Sullivan, Karin Tidbeck og Peter Adolphsen om at skrive i forskellige genrer og mikse dem.

Så det er forklaringen på, at jeg har valgt at tage en uge fri fra arbejde, og der lige nu står to kasser med 50 Fantasticon-krus hjemme i min lejlighed sammen med en masse andet Fantasticon- og Fantastik-relateret materiale.

Læs mere om Fantasticon 2013 og tjek resten af programmet på Fantasticons hjemmeside.

Leave a Reply