Et filmår set fra sofaen

OK, overskriften på dette indlæg er måske en smule misvisende, for jeg var faktisk i biografen 26 gange i 2020. For nogle vil det lyde som meget, især i et år hvor biograferne var lukket i næsten fire måneder (fra midten af marts til starten af juni samt det meste af december), men til sammenligning var jeg i biografen 56 gange i 2019, så for mig var det en stor nedgang.

Det betød dog ikke, at jeg fik set færre film i 2020. Tværtimod eksploderede mit filmforbrug, og jeg endte med at få set 156 film for første gang (dokumentar- og koncertfilm medregnet), og hovedparten af dem var i hjemmebiografen. Jeg rundede film nummer 100 allerede i juli, så det kunne være blevet til endnu mere, hvis jeg ikke havde sat tempoet ned i efteråret for at få tid til andre sysler. Og så har jeg ikke engang talt alle de film med, som jeg genså …

Årets top 10

  1. Portræt af en kvinde i flammer (Céline Sciamma)
  2. Little Women (Greta Gerwig)
  3. Jojo Rabbit (Taika Waititi)
  4. Druk (Thomas Vinterberg)
  5. Wild Rose (Tom Harper)
  6. EXIT (Lee Sang-geun)
  7. One Cut of the Dead (Shin’ichirô Ueda)
  8. Fremad (Dan Scanlon)
  9. Saint Maud (Rose Glass)
  10. The Lighthouse (Robert Eggers)

I forhold til min Halvårets bedste er top tre uændret, og trods overskriften på dette indlæg er der kun to film på listen, som jeg ikke fik set i biografen. Portræt af en kvinde i flammer var sammen med Tenet de eneste film, jeg så i biografen to gange, og i sidstnævntes tilfælde var det mest for at sikre mig, at den virkelig ikke var bedre (det var den ikke, men ud fra slutningen at dømme kunne Tenet 2 lyde meget mere interessant).

Little Women er i mine øjne et mesterstykke i, hvordan man nyfortolker et gammelkendt værk. Ved at ændre på kronologien får Greta Gerwig gjort den ellers så forhadte Amy til en mere sympatisk person (se nedenstående nøglescene), og hendes måde at håndtere slutningen på er slet og ret elegant. Og så var det imponerende at se Eliza Scanlen i rollen som den blide Beth efter at have oplevet hende spille den diametrale modsætning i serien Sharp Objects.

Jojo Rabbit er en film, der deler vandene, og jeg var på forhånd ret skeptisk efter at have set traileren. Men jeg synes, Taika Waititi formår at ramme balancen mellem sort humor og alvor, og slutningen var noget nær perfekt.

Faktisk har alle film i top fem til fælles, at de får afsluttet deres fortællinger på en måde, der føles som den helt rigtige, uden at de giver køb på noget. Både Jojo Rabbit, Druk og Wild Rose efterlader publikum i opløftet tilstand, mens den afsluttende scene i Portræt af en kvinde i flammer er hjerteskærende i al sin enkelhed.

Wild Rose var i øvrigt et andet eksempel, hvor jeg synes, traileren får gjort filmen uret. Det samme kan til dels siges om Druk, der også overgik mine forventninger og rørte mig mere, end jeg havde regnet med (jeg nåede ikke at se Retfærdighedens ryttere inden nedlukningen, så derfor er den ikke nævnt).

Årets koreanske

Efter Parasites Oscar-triumf bliver det interessant at se, om det får nogen betydning for udbredelsen af asiatisk film herhjemme. Svaret var forhåbentlig ikke Peninsula, den skuffende toer til zombiehittet Train to Busan, der gik i de danske biografer i sommer. Så var der mere at hente i en anden koreansk zombiefilm #Alive, der var en af flere koreanske titler, som Netflix gav dansk premiere (sammen med et hav af dramaserier). Mest vellykket var nærfremtids-thrilleren Time to Hunt med Choi Woo-shik (sønnen fra den fattige familie i Parasite) blandt de medvirkende.

Den bedste koreanske film, jeg så i 2020, var dog én, jeg købte på dvd. EXIT var det tredjestørste biografhit i Sydkorea i 2019 – kun overgået af Parasite og megahittet Extreme Job – og er en actionkomedie af den slags, som koreanerne er mestre i at lave.

Hovedpersonen er en ung, arbejdsløs mand, som bliver set ned på af resten af sin familie, fordi klatring er det eneste, han rigtig går op i. Det kommer ham dog til gode, da byen bliver udsat for et gasangreb, og familien er spærret inde i det kongrescenter, hvor de fejrer moderens 70-års fødselsdag.

Første tredjedel af filmen er en komedie, der gør tykt grin med dynamikken i koreanernes familieforhold, men derefter skifter den spor og bliver til en neglebidende thriller, da hovedpersonen og hans gamle klatreveninde (der arbejder for festarrangøren) forsøger at undslippe den giftige gas ved at klatre uden på de mange høje bygninger, der findes i de koreanske storbyer. Tempoet er lige så højt, som opfindsomheden er stor, og EXIT er eminent underholdning, selv om den bestemt ikke er for folk med højdeskræk.

Den første udgave af Copenhagen Asian Film Festival nåede lige at finde sted i februar, inden alt lukkede ned. Desværre har arrangørerne meddelt, at der ikke bliver en festival i 2021, men de håber at vende tilbage i 2022.

Det var på CAFF, at jeg så årets mest overraskende film, den japanske One Cut of the Dead. Umiddelbart virker den som et ret amatøragtigt forsøg på at lave en zombiefilm i én lang, ubrudt optagelse (a la 1917, hvor jeg syntes, formen endte med at dominere fortællingen for meget). Men det viser sig kun at være halvdelen af historien, for efter “filmen” er slut, får vi at se, hvordan det hele kom i kassen og får forklaringen på nogle af de mere bizarre scenevalg. Det er både originalt og yderst morsomt at overvære.

Af årets to Pixar-film foretrækker jeg Fremad for Sjæl. Jeg nåede ikke at se Fremad i biografen inden nedlukningen i marts, så den fangede jeg først, da den kom på Disney+.

The Lighthouse og Saint Maud var pudsigt nok de sidste film, jeg så i biografen inden nedlukningen i henholdsvis marts og december. Begge udfordrer på hver deres måde horrorgenren, og der er nok også dem, som vil stille spørgsmålstegn ved, om de overhovedet kan betegnes som horror (The Lighthouse mere end Saint Maud). Ingen af filmene kan beskyldes for at være metervarer, og de bæres i land af stærke skuespilpræstationer og uforglemmelige billeder.

Årets serier

I virkeligheden kunne jeg lige så godt have kaldt dette indlæg “Et serieår set fra sofaen”, for jeg fik selvfølgelig også indtaget en masse serier i løbet af 2020.

Det blev året, hvor jeg fik taget afsked med gamle favoritter som Elementary, Modern Family, iZombie og Mr. Robot. Husker I Mr. Robot? Serien, der gjorde Rami Malek til stjerne efter den fuldstændig fantastiske første sæson, hvorefter den mere eller mindre gik i glemmebogen hos alle efter den ujævne anden sæson? Den kom tilbage på sporet i sæson tre og formåede at slutte nogenlunde med manér i sæson fire, der bød på et par vanvittige afsnit (blandt andet et næsten uden dialog og et andet, der var sat op som et teaterstykke). Og så var det syret at se BD Wong gå fra den skræmmende Whiterose til at være Awkwafinas bløde og tilbagelænede far i Awkwafina is Nora from Queens.

Andre højdepunkter var miniserierne The Queen’s Gambit og Normal People, hele Schitt’s Creek, Stephen King-serierne The Outsider og Mr. Mercedes med hver deres udgave af Holly Gibney, anden sæson af den stadig mere morsomme What We Do in the Shadows samt enkelte afsnit af Love Life med Anna Kendrick og den uforudsigelige Lovecraft Country (især “Meet Me in Daegu” med den koreanske kumiho).

Men intet overgik The Mandalorian, der gjorde en gammel Star Wars-fan glad for, at han tegnede abonnement på Disney+. Nå ja, næsten intet … for i foråret fik jeg endelig taget mig sammen til at få set The Leftovers, som flere anmeldere har udråbt til at være en af de bedste serier, der nogensinde er lavet. Det var dog den imponerende Watchmen, som fik mig overbevist om at give den en chance, for begge serier er skabt af Damon Lindelof, der også stod bag Lost.

Og så er vi tilbage ved det med de tilfredsstillende slutninger, for modsat Lost formår The Leftovers at samlet trådene på en måde, så man ikke føler sig snydt, og det er i sig selv et mirakel med alle de drejninger, fortællingen når at foretage sig hen over de tre begivenhedsrige og ret så forskellige sæsoner.

Feature om hvordan “The Mandalorian” har minimeret brugen af green screen og blue screen ved hjælp af gigantiske LED-skærme og teknologi fra computerspil.

Årets flove fornøjelse

Den har en rating på 13% på Rotten Tomatoes, og det er svært at se pointen i at lave en kvindecenteret udgave af Fræk, frækkere, frækkest, når den film endte med, at de to mandlige svindlere blev narret af deres kvindelige offer. Alligevel har jeg set The Hustle flere gange, end jeg har lyst til at indrømme, og finder den overraskende underholdende trods dens fejl og mangler. Bær over med mig.

Etiket: , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,