Et anfald af skrivemani

Siden november har jeg fået skrevet fire noveller. Det er én om måneden, og jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en periode, hvor har jeg været så produktiv. Det er lige før, jeg føler mig som min forfatterkollega A. Silvestri, som typisk når at skrive tre-fire noveller om måneden samt arbejde på et romanprojekt. Fire noveller på fire måneder er dog meget i min verden, fordi det svarer til, hvad jeg plejer at få skrevet i løbet af et helt år, så jeg håber, at jeg kan holde kadencen.

Hovedforklaringen til mit boost er, at der har været nogle konkurrencer at skrive til. Jeg må erkende, at jeg har brug for en deadline, hvis jeg skal have skrevet noget. Hvis jeg ikke har et formål og en afleveringsdato, er jeg desværre for let at få væk fra tasterne. Heldigvis er der yderligere et par novellekonkurrencer i horisonten, og jeg har også et par bogprojekter, jeg skal have færdiggjort, så der er rigeligt at se til i foråret på den front.

Her er titlerne på de fire noveller:
Prinsesse på eventyr (4500 ord, fantasy)
Fortovsdrab (9500 ord, horror)
White Man’s War (5400 ord, science fiction, engelsk)
Rumkaptajnens kone (5800 ord, science fiction)

LUO10Min seneste offentliggjorte novelle, Århundredets mand, er som tidligere nævnt nomineret til Niels Klim-prisen. I afstemningsperioden (1.-30. marts) kan hele novellen læses på Science Fiction Cirklens hjemmeside sammen med de øvrige nominerede fra antologien Som et urværk – Lige under overfladen 10.

Læs novellen her

Det var i øvrigt Århundredets mand, som jeg læste et uddrag af til litteraturfestivalen Kbh læser den 1. marts. Førnævnte A. Silvestri havde taget initiativ til arrangementet, der fandt sted i Dansk Forfatterforenings lokaler. Jeg læste op for 12-15 tilhørere, som lod til at kunne lide det, de hørte. De grinte i hvert fald de rigtige steder, og så fik jeg øvet mig på at læse op for et publikum, hvilket jeg kun har begrænset erfaring med.

Etiket: , , , , , , , ,