En uge på Hald Hovedgaard

Hald Hovedgaard

Hald Hovedgaard set fra haven. Jeg boede i værelset øverst til venstre.

Lidt under en kvart roman. Det var rundt regnet udbyttet af mit ugelange ophold på Hald Hovedgaard.

Hald Hovedgaard ligger syd for Viborg og drives af Det Danske Forfatter- og Oversættercenter, som blandt andet tilbyder gratis arbejdsophold til forfattere, oversættere m.fl. Jeg havde hørt om stedet fra andre forfattere og tænkte, at det måtte jeg også prøve. Så i foråret indsendte jeg en ansøgning og fik tildelt en plads i uge 41 (læs om betingelserne her).

Formålet med opholdet er at give forfatterne ro til at skrive, uden at de skal tænke på arbejde, familie og andre af hverdagens forpligtelser. Jeg var på forhånd spændt på, om jeg ville kunne administrere at have så megen fritid, og om jeg ville få skrevet noget, eller om det hele bare ville blive den ene overspringshandling efter den anden.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at man virkelig får noget fra hånden, når man ikke skal tænke på andet end sit skriveprojekt, og jeg var selv overrasket over, hvor meget jeg nåede. Som nævnt andetsteds lykkedes det mig at nå frem til slutningen på min gotiske krimi, som jeg har bakset med i snart to år. Det havde jeg faktisk ikke forventet, inden jeg tog af sted.

Jeg ankom til Hald Hovedgaard mandag eftermiddag og tog derfra søndag eftermiddag. I den periode fik jeg skrevet 15.500 ord på romanen, der lige nu er på 66.000 ord. Oven i det skal lægges en del omskrivninger af tidligere skrevne kapitler, ligesom jeg brugte den første dag på at lave en ny synopsis. Jeg nåede i gennemsnit at skrive 2.800 ord per dag, hvilket skal sammenlignes med, at jeg som regel ikke kommer op på mere end 5-700 ord i de perioder, hvor jeg samtidig skal passe mit arbejde (og lige så ofte får jeg slet ikke skrevet noget om aftenen, fordi jeg er for træt).

Opholdet på Hald Hovedgaard gav mig desuden en vag idé om, hvad det vil sige at være forfatter på fuld tid, og hvad det kræver af disciplin. For eksempel traf jeg et bevidst valg om at tage “arbejdstøj” på hver dag i stedet for bare at hoppe i et par behagelige joggingbukser og en forvasket T-shirt. Jeg havde også en intention om at stå tidligt op og gå tidligt i seng, men erkender, at mit indre B-menneske undervejs fik overtaget, så i slutningen af ugen endte jeg med at skrive til kl. 1-1.3o om natten og sove til ni-tiden.

Andre observationer fra min uge på Hald Hovedgaard:

IMG_4771

Det “hjemsøgte” værelse 12.

Jeg ser ikke spøgelser

Noget af det første, jeg opdagede ved min ankomst, var, at mit værelse var hjemsøgt! Jeg havde lige fået pakket ud, da jeg bladrede i en bog om Hald Hovedgaards historie. Her var der kapitler om de forskellige dele af huset, og så var det, jeg faldt over følgende passage: “Med udsigten følger også en ekstra bonus. Det er nemlig her, i værelse 12, at Halds mest energiske spøgelse hører til.” Hmm … hvad var det nu for et værelse, jeg havde fået? Nå ja, nummer 12!

Ifølge bogen skulle forfatteren Pablo Henrik Llambías have mødt spøgelset i september 2001 ved, at der pludselig stod en sortklædt mandeskikkelse midt i værelset en sen nattetime. En anden forfatter havde ligeledes beskrevet, hvordan hun var vågnet ved to-tretiden om natten og havde set en mand stå midt i værelset, selv om hun havde låst døren, inden hun gik i seng. I hendes tilfælde var manden endda faret hen imod hende, inden han forsvandt igen.

Med tanke på at jeg skrev på en gotisk krimi og har forfattet en del horrornoveller, var det selvfølgelig passende nok, at jeg havde fået lige præcis det værelse, men jeg indrømmer, at det var med en vis spænding, jeg slukkede lyset den første nat (jeg udfordrede også skæbnen ved at læse Best New Horror vol. 25). Jeg mødte dog aldrig spøgelset og ved ikke, om jeg mest skal være lettet eller skuffet over, at jeg ikke fik stillet min nysgerrighed. Omvendt er det meget muligt, at spøgelset rent faktisk var der hver nat, men at jeg sov for tungt til at opdage det.

Hald har en fantastisk natur

Vejret var gråt og kedeligt det meste af ugen, så vi forfattere havde den perfekte undskyldning for at blive siddende på vores værelser og skrive. Engang imellem havde man dog brug for at komme ud i den friske luft og få klaret hjernen, og så er det belejligt, at Hald Hovedgaard ligger i naturskønne omgivelser.

Fra parken er der udsigt til Hald Sø, og cirka en kilometer fra Hald Hovedgaard ligger Hald Ruin, som jeg blev ret fascineret af. Ruinen er resterne af en borg, som blev opført i 1528 af Viborgs sidste katolske biskop, Jørgen Friis. Under reformationen søgte han tilflugt dér, men endte med at blive beboer i sit eget fangetårn. I dag er tårnet den eneste tilbagestående bygning, men man kan stadig se resterne af borganlægget (billederne er taget om lørdagen, da solen endelig viste sig igen).

IMG_4829

Indgangen til Hald Ruin. Til venstre ses fangetårnet.

IMG_4840

Fangetårnet set indefra.

IMG_4844

Udsigt over Hald Sø fra fangetårnet.

Der er ikke fjernsyn på stedet

Ingen brok herfra over det, da mit TV er den største distraktion i forhold til at få skrevet. Jeg havde dog mulighed for at se TV på min computer (wi-fi’en fungerede fint), men begrænsede det til et absolut minimum. Landskampen mod Portugal så jeg på en sportsbar i Viborg sammen med to af de andre forfattere. Resultatet var lige så trist som vejret, men det var nu meget hyggeligt og et tiltrængt afbræk.

En bil er en fordel

Det tog mig fire timer at køre fra Roskilde til Hald Hovedgaard (via Molslinjen, Odden-Aarhus), og det var så enkelt at finde dertil, at jeg kun brugte GPS på vejen derop. Hvis man fratrækker færgeturen (75 min.) og ventetiden ved færgelejet, var køretiden kun på lidt over to timer. Bilen kom også i brug de gange, hvor jeg skulle til Viborg for at handle ind. Desuden havde jeg så meget bagage med, at jeg umuligt kunne have slæbt det selv, hvis jeg var rejst med tog og bus.

Journalister vil være forfattere

Jeg var ikke den eneste journalist/forfatter på Hald Hovedgaard i uge 41. Mindst tre af de andre tilstedeværende havde enten en journalistuddannelse eller arbejdede inden for faget.

Det bliver ikke sidste gang

Jeg vender helt klart tilbage.

 

Udgivet i Bøger Etiket: ,