En anderledes trold

En anderledes trold
Sammen med fem af de andre forfattere fra "Udenfor". Fra venstre ses Helle Kaare Lindberg, Kasper Grandetoft, Charlotte T. Frobenius, Caroline Thrane og Anne Klein ... udenfor. Foto: Carsten E. Thuesen

Det måtte ske før eller siden. Efter 13 år og mere end 50 noveller er det lykkedes mig at få udgivet noget, der ikke hører til de fantastiske genrer. For trods sin titel er min novelle Trold i antologien Udenfor hverken fantasy eller horror, men 100 procent realisme.

Forfatteren læser op …

Min eneste undskyldning er, at det ikke var med vilje, og at det først er på bagkant, det er gået op for mig, at det forholder sig sådan. Det slår mig også, at det er min første medvirken i en såkaldt mainstream antologi, selv om der er andre noveller i bogen, der kan betegnes som spøgelseshistorier, fantasy og endda science fiction (hallo A. Silvestri og Den vægtløse Melissa med rumpistol).

Trold handler om en 17-årig dreng, som bliver truet af en internettrold til at gøre forskellige ting for at undgå at få afsløret sin hemmelighed, og ja, jeg er klar over, at der findes et Black Mirror-afsnit med et lignende udgangspunkt.

Apropos indrømmelser, så kan jeg lige så godt erkende, at Trold oprindelig blev skrevet til en helt anden antologi (om unge og faren ved at færdes på nettet), men den endte med at blive aflyst. Heldigvis dukkede Udenfor op, og efter et par småjusteringer fandt Trold alligevel et hjem.

Sådan gik bogreceptionen

Udenfor udkom lørdag den 31. oktober, og samme dag blev der holdt bogreception på Stændertorvet i Roskilde uden for Bog & Idé.

Læs: Forfattere fra Udenfor holder reception … udenfor

Jeg skal erkende, at vi på forhånd var spændte på, om det overhovedet kunne lade sig gøre at gennemføre en reception i disse tider. Hvad nu, hvis der kom for mange? Hvad nu, hvis der slet ikke kom nogen? Hvad nu, hvis nogen tilkaldte politiet?

Heldigvis gik det godt. Al ære bør tilfalde Anne Klein, som trak det helt store læs og i sidste øjeblik sørgede for at skaffe stole og afspærringer, så folk kunne sidde ned. Vi endte med at være syv forfattere, som alle læste op og fortalte lidt om sig selv for en forsamling bestående af familie og venner samt tilfældigt forbipasserende.

Sådan så det ud under Caroline Thranes oplæsning foran Bog & Idé på Stændertorvet i Roskilde.

Udover undertegnede og Anne Klein deltog Charlotte T. Frobenius, Kasper Grandetoft, Helle Kaare Lindberg og Caroline Thrane fra start, mens Niels Christian Larsen dukkede op midt i det hele og blev kastet ind til sidst (derfor er han ikke med på billedet i toppen).

Min niece Clara var så venlig at optage hele min optræden:

To anmeldelser

Den første anmeldelse af Udenfor er allerede landet. Den kommer fra Din Boganmelder, hvis anmelder vælger at omtale en håndfuld af novellerne, deriblandt Trold, og konkluderer, at “Udenfor” er en velkomponeret og interessant novelleantologi som du ikke bør snyde dig selv for. Mine varmeste anbefalinger til “Udenfor” som en lærerig, udfordrende og filosofisk novellesamling.

Læs hele anmeldelsen her

Pudsigt nok er der netop dukket en anmeldelse op på Superkultur.dk af Skyggespejlet: Fortællinger fra mørket 3, der er min eneste anden udgivelse på dansk i år. Også i dette tilfælde bliver mit bidrag nævnt, men anmelderen er lidt forbeholden i sin ros af min novelle Må ikke forstyrres og betegner antologien som en “blandet landhandel”.

“Ahn er især god til at drive almindelige mennesker ud i noget morads, og det gør han også med stor kompetence her. Setuppet er enkelt, men samtidig et, der åbner for et utal af skumle muligheder, og Ahn afvikler det med rolig hånd. Men alligevel er det, som om novellen ikke helt letter i sidste ende, og det var en lidt forbistret oplevelse.”

Læs hele anmeldelsen her

Etiket: , , , , , ,