Efter Roskilde

Min Roskilde top 5

1. Yeah Yeah Yeahs
En gang imellem belønner tålmodighed sig. Jeg skulle helt hen til søndag aften, før årets højdepunkt på Roskilde Festival indtraf for mit vedkommende. Samtidig gik det op for mig, hvorfor Karen O har fået status som rock- og stilikon, for det var simpelthen karisma for fuld udblæsning, der ramte publikum på Arena fra første nummer. En af den slags koncertoplevelser, man kan leve højt på længe.

2. Trentemøller
Roskilde har en evne til at bringe det bedste frem i danske musikere, og Trentemøller levede fuldt op til forventningerne, da han torsdag nat omdannede festivalpladsen til en stor fest. Pudsigt nok fungerede dj-delen bedre end de mere traditionelle koncertindslag, hvor det var som om, at gassen gik lidt af ballonen. Undtagelsen var, da luksus-rytmegruppen Mikael Simpson og Henrik Vibskov kom på scenen, og det blev kun endnu bedre, da Ane Trolle gjorde dem selskab på Moan. Et fascinerende og flot sceneshow fuldendte oplevelsen.

3. Jenny Wilson
Endnu et eksempel på en karismatisk sangerinde, som jeg første gang oplevede ved Roskilde Festivals pressemøde i april, hvor hun gav et par numre sammen med sin uortodokse rytmegruppe. Allerede dér vakte hun min nysgerrighed, og hun skuffede ikke ved koncerten på Odeon fredag midnat, hvor hverken hun eller publikum havde lyst til at slutte.

4. White Lies
Koncerten på Odeon søndag eftermiddag bekræftede blot, hvad jeg erfarede på Lille Vega tidligere i år. Selv om de blot har udsendt et enkelt album, er det spækket med så mange gode sange, at det sagtens kan bære en hel koncert. Forsanger og guitarist Harry McVeigh var blevet mere mobil siden sidst, men havde også en større scene at boltre sig på, og så leverede de en uventet coverversion af Portishead-sangen The Rip fra sidste års album Third.

5. Lily Allen
Viste sig at være i besiddelse af et uventet entertainer-gen og var også en bedre sanger, end jeg havde forventet. Koncerten på Arena lørdag aften var fuld af charme – også selv om hun er en af de få, jeg har set ryge åbenlyst på scenen – og kan kun siges at være en alsidig oplevelse med alt lige fra jazzede indslag til en coverversion af Britney Spears’ Womanizer og fællessang på Fuck You. Fuckin’ fantastic!

Og hvad så med de tre øvrige koncerter, jeg på forhånd havde glædet mig til?
Little Boots levede op til forventningerne, men overgik dem på den anden side heller ikke. Fin koncert på Cosmopol med god stemning, men en skam at hun ikke kunne få sin tenorion til at virke optimalt.
Balstyrko har jeg til gode at se på Beatday. Jeg hørte koncerten, men Odeon var så stoppet med mennesker, at jeg aldrig kom ind i teltet og fik kun korte glimt af scenen. Det lød dog godt.
Pet Shop Boys havde hevet et kæmpe sceneshow med til Roskilde og miksede lystigt nye og gamle sange. Det kunne dog ikke skjule, at koncerten på Orange Scene havde sine døde øjeblikke, og stemningen var også mærket af, at noget nær halvdelen af publikum befandt sig nede ved Arena, hvor de ventede på Malk de Koijn (som jeg af samme årsag opgav at se på forhånd).

De skuffede:
Nick Cave & The Bad Seeds Cave sang falsk på flere numre, og The Bad Seeds er set i skarpere form.
Oasis Ruttede bestemt ikke med de gamle sange. Opdagede at jeg ikke er gået glip af noget ved ikke at se dem før.
Fever Ray Hvad skete der lige dér?!!

Dem missede jeg: Mew, Fleet Foxes, Friendly Fires, Grace Jones, Nine Inch Nails, The Chap, Mikael Simpson & Sølvstorm, Peter Sommer og The Whitest Boy Alive.

Udgivet i Musik Etiket:

Skriv et svar