Efter Roskilde: Dronningernes festival

Masser af hjerter fra publikum til Robyn på Roskilde Festival.

I år er det 25 år siden, jeg var på min første Roskilde Festival. Jeg venter dog med jubilæet til næste år, for den netop overståede festival var “kun” min 24. i rækken, da jeg ikke var der i 2013 og 2018, fordi jeg var på ferie i henholdsvis Sydkorea og Vietnam.

Her er de øjeblikke og oplevelser, jeg vil huske årets Roskilde Festival for:

Spansk flamenco-prinsesse og dronning Janelle

Spanske Rosalia er blevet et kæmpe navn i sit hjemland med sin moderne udgave af flamenco tilsat r’n’b, tunge beats og hiphop-attituder, og den kombination blæste mig og resten af publikum på Avalon omkuld onsdag aften – tydeligvis også til overraskelse for hovedpersonen selv, som takkede gentagne gange for den overstrømmende modtagelse (der var endda flere, som kunne synge med på de spanske tekster).

Ovenstående koncertoptagelse fra Madrid sidste år giver et indtryk af, hvordan Rosalia er live, omend hun i Roskilde “kun” havde halvt så mange dansere med på scenen.

Janelle Monáe tog turen ned i den frontpit, hvor jeg tilfældigvis stod. På billedet sidder vi alle sammen på hug og venter på, at hun giver os lov til at springe op igen.

Janelle Monáes album Dirty Computer var sammen med Kacey Musgraves Golden Hour mine to favoritalbums fra 2018, så hendes koncert på Orange Scene var en af dem, jeg på forhånd havde set mest frem til – ikke mindst fordi hendes koncert i 2011 stadig står som en af de allerbedste, jeg har været til på Roskilde.

Årets koncert var tæt på at gøre den rangen stridig, men det, der personligt gjorde den ekstra mindeværdig, var selvfølgelig, at jeg sammen med flere medlemmer af Rockklubben (som kårede Dirty Computer til årets album) tilfældigvis stod i det frontafsnit af Orange Scene, som Janelle Monáe bevægede sig ind i til allersidst, så vi stod få meter fra hende.

Hun gjorde det samme på Glastonbury, hvor det så sådan ud:

Svensk popdronning skuffede

En anden koncert, jeg havde glædet mig til, baseret på hendes forrige Roskilde-optræden i 2010, var svenske Robyns. Men selv om det til tider var rigtigt godt, var det andre gange pænt kedeligt, og koncerten var som helhed underlig ujævn.

De nye sange fra sidste års comeback-album Honey fungerede mærkbart dårligere live end de gamle hits, og mens Janelle Monáe formåede at få sine kostumeskift til at føles som en del af showet, endte Robyns med at blive en stopklods. De fleste anmeldere var ellevilde, men jeg er i dette tilfælde mere på BTs side, omend jeg nok havde givet en stjerne mere.

Dette øjeblik var trods alt magisk:

Jeg så også to andre kvindelige hovednavne på Orange Scene, Cardi B og Mø, og skrev om dem begge til Dagbladets hjemmeside sn.dk (jeg var vanen tro også på arbejde under festivalen):

Læs: Cardi B blev en kort fornøjelse
Læs: Regndans med dronning Mø af Roskilde

Som det fremgår af min anmeldelse, var jeg noget forbløffet, da Cardi B gik af scenen allerede efter 45 minutter, men set i bakspejlet har hun formentlig heller ikke materiale (og luft) til mere lige nu. Både Mø og Robyn led under, at de skulle udfylde halvanden time, men jeg syntes, at Mø slap bedre fra opgaven end sin svenske kollega.

En dobbelt dosis kvinder

En cool Weyes Blood alias Natalie Mering klædt helt i hvidt på Pavilion fredag aften.

Kvinderne bag tre af de efter min mening bedste albums fra 2019 var også at finde på Roskilde-programmet. Både Maggie Rogers og Sharon Van Etten havde jeg allerede set live én gang før i år, og deres koncerter på Roskilde bekræftede mit indtryk af deres styrker og svagheder.

Maggie Rogers’ havde samlet sine bedste sange i anden halvdel af sin koncert, mens Sharon Van Ettens nye materiale fra albummet Remind Me Tomorrow lyder så markant anderledes (og bedre live) end hendes gamle sange, at det føles som om, der står to vidt forskellige bands på scenen.

Videoen indeholder faktisk to sange: “Comeback Kid” og “No One’s Easy to Love”, begge fra Sharon Van Ettens nye album “Remind Me Tomorrow”.

Derimod var det min første koncert med Weyes Blood alias Natalie Mering, som for alvor kom på min radar med sit album Titanic Rising. Helt klædt i hvidt gav hun en cool og kontrolleret koncert, hvor intet virkede overladt til tilfældighederne. Man kan både tale for og imod den tilgang, men jeg synes, det i dette tilfælde gav rum til at nyde hendes vokal (med ekko af både Karen Carpenter og Aimee Mann) og de smukke sange (især Movies).

Jeg har i øvrigt købt billet til Weyes Blood i DR Koncerthuset den 14. november, så hende får jeg også oplevet to gange i år.

To koncerter – endda på en uge – blev det også til med Julia Holter. Først mandag aften i Roskilde Domkirke og derefter på festivalen fredag aften.

Læs: Festivalkoncert i domkirken: Avantgarde ved alteret

Julia Holter havde før spillet på Roskilde i 2012 og 2014 og begge gange på den mindste scene Gloria, og ud fra fremmødet at dømme burde hun have gjort det igen i år. Avalon var ikke en gang en fjerdedel fyldt, men Julia Holter stryger heller ikke publikum med hårene. På den anden side er der noget fascinerende ved at opleve nogen have en så kompromisløs tilgang til sin musik, selv om jeg ikke føler trang til at høre hendes ret så udfordrende seneste album Aviary igen lige med det samme.

Lyden af kvinder

Danske Lydmor så jeg i 2013 varme op for Amanda Palmer (som jeg igen skal til koncert med i efteråret), men der er sket meget med hendes musik siden dengang, og hun leverede en imponerende optræden på Avalon fredag aften – især i betragtning af at hun var alene på scenen det meste af tiden (bassisterne Tomas Høffding fra Bon Homme og WhoMadeWho og Signe SigneSigne fra Nelson Can gæsteoptrådte til allersidst). Apropos tid, så lavede hun en “Neil Young” og spillede 15-20 minutter mere, end hun var sat til på en festival, der ellers plejer at styre den slags med hård hånd. Bare spørg den amerikanske rapper Saweetie …

Punkkoncerter er ikke det, jeg går allermest til (som i aldrig), men jeg endte med at blive hængende til Petrol Girls på Pavilion lørdag aften. Det var en af den slags koncerter, hvor der blev sagt “This one goes out to all the anti-fascists!”, og hvor den kvindelige forsanger opfordrede fyrene foran scenen til at køle ned og give plads, så kvinderne blandt publikum også kunne få lov at trykke den af. Sangeren Ren Aldridge nævnte, at hun faktisk var småsyg, men det var bestemt ikke til at se på hendes energiske sceneoptræden.

Petrol Girls spillede højt og larmende, og det var påkrævet på Pavilion, som efter flytningen af Avalon havde fået en ny nabo i Apollo, der primært var hjemsted for elektroniske navne og hiphop. Apollo er en åben scene, så når der var stille på Pavilion, kunne man tydeligt høre bassen derfra, hvilket Julien Baker desværre måtte kæmpe med, da hun skulle fremføre sine afdæmpede guitarsange torsdag eftermiddag. Det er noget, festivalen må forholde sig til i sin evaluering.

Men hvad med mændene?

Den anden onkel Bob. The Cure og Robert Smith lukkede og slukkede Orange Scene.

Det var ikke fordi, jeg ikke var til koncerter med mandlige navne i år på Roskilde. Det blev bare ikke til så mange. Jeg fik set 45 minutter med Bob Dylan, inden jeg skulle over til Rosalia (et bytte, jeg ikke kom til at fortryde), og jeg nåede også tre kvarter med Robert Plant, inden jeg måtte gå, fordi jeg skulle skrive om Mø (den ærgrer jeg mig lidt mere over efter at have læst anmeldelserne af Plants koncert).

Til gengæld blev jeg til hele koncerten på Arena med Johnny Marr, som jeg på forhånd ikke havde de store forventninger til. Selvfølgelig kendte jeg til hans fortid som guitarist i The Smiths, men jeg havde ingen anelse om, hvad han ville spille, og om han overhovedet kunne synge. Det kan han, ved jeg nu, og i det hele taget var det en sjov og underholdende koncert med flere af The Smiths’ klassikere og coverversioner som denne:

Her er det så, jeg må tilstå, at jeg ikke var til hele koncerten med The Cure, fordi jeg undervejs gik hen til Marina, som optrådte samtidig på Avalon (et dilemma, festivalens programplanlæggere med garanti ikke havde forudset, nogen kunne have). Den strategi viste sig at fungere perfekt, da det gav mig det bedste fra begge verdener. Jeg fik 45 hitfyldte minutter med Marina, hvorefter jeg vendte tilbage til Orange og så den afsluttende time med The Cure, der bød på flere af deres kendte sange.

Og det var i store træk min 24. Roskilde Festival. Jeg ville også rigtig gerne have set Christine and the Queens, Carpenter Brut, Stella Donnelly, Lowly, Underworld, Tears for Fears, Spleen United og mange andre, men måtte vælge dem fra af forskellige årsager (primært mit behov for søvn, når jeg skulle møde tidligt på arbejde næste dag).

Men udover de mange musikalske oplevelser var det også bare givende at dele dem med gode venner. Bring on #rf50.

Etiket: , , , ,