Det store PR-fremstød

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er særlig god til at markedsføre mit forfatterskab. Jeg har min hjemmeside og er sporadisk aktiv på de sociale medier, men mere bliver det som regel ikke til.

Min seneste novellesamling Den nat, vi skulle have set Vampyros Lesbos udkom den 31. maj uden den store fanfare. I modsætning til forgængeren Månebase Rødhætte blev der for eksempel ikke holdt en reception, og nævnte reception blev i øvrigt kun til noget, fordi Manfred Christiansen foreslog, at vi lavede én sammen for at fejre vores udgivelser.

Men nu sker der endelig noget, og endnu en gang er det overhovedet ikke på eget initiativ, men skyldes udelukkende, at venlige sjæle har tænkt på mig (det er vist det, der på moderne dansk kaldes “at netværke”).

Først er der Kulturnatten i København på fredag (den 13.!), hvor jeg er en del af arrangementet Hovedbibliotekets hemmeligheder. I Rum 2 er Dansk Horror Selskab og forlaget Ulven og Uglen gået sammen om En aften i det litterære skyggeland, der handler om at præsentere horror og fantasy for voksne. Jeg er kommet med takket være min gode forfatterkollega A. Silvestri, som er formand for Dansk Horror Selskab, og jeg er i fornemt selskab, idet de øvrige optrædende i horrordelen er Henrik Harksen, Patrick Leis og John Kenn Mortensen.

Læs mere om arrangementet her: Kulturnatten: Hovedbibliotekets hemmeligheder

“En aften i det litterære skyggeland” har fået sin egen Facebook-begivenhed, hvor man kan se et mere detaljeret program for Rum 2. Her er programmet for Dansk Horror Selskabs del:

21.05–21.25 Henrik S. Harksen fortæller om kultforfatteren H.P. Lovecraft
21.35–21.55 Forfatter og tegner John Kenn Mortensen fortæller om sit forfatterskab
22.05–22.25 Henrik S. Harksen debuterer denne aften på dansk med novellesamlingen Ind i mørket
22.35–22.55 Forfatter og tegner Patrick Leis fortæller om sit forfatterskab
23.05–23.25 Forfatter Lars Ahn fortæller og læser op fra sit forfatterskab

To uger senere, lørdag den 28. oktober, kan jeg opleves i Aarhus til bogreceptionen for brødrene David og Stephan Garmarks roman Rakelsminde. Invitationen kom som noget af en overraskelse, da jeg så vidt vides aldrig har mødt de to, og vi ikke har andet til fælles, end at vi udkommer på samme forlag, Kandor. Men jeg er taknemmelig for muligheden og ser frem til at møde dem (og Martin Schjönning, som også er en del af programmet for dagen, og som jeg kender i forvejen). Receptionen er på Café Smagløs kl. 16-19.

Facebook-begivenhed: Reception for Rakelsminde

Endelig er der BogForum den 10.-12. november i Bella Center, hvor forlaget DreamLitt, som Kandor er en del af, har en stand. Forlaget kommer ikke til at have deciderede arrangementer på sin stand, men har i stedet delt dagene op, så man kan møde forfattere i de forskellige genrer. “Krimi, spænding og horror” har fået tildelt lørdag kl. 11-12, så hvis man vil hilse på mig, få signeret en bog etc., er det dér, man skal kigge forbi.

Etiket: , , , ,