Det bedste fra årtiet: 15 film fra 10erne

Strengt taget slutter dette årti først med udgangen af 2020, men det har ikke forhindret alle andre i at kåre årtiets bedste inden for diverse kunstarter, så da jeg er en medløber, har jeg gjort det samme og har allerede overstået bøgerne og musikken.

Læs: Det bedste fra årtiet: 10 romaner fra 10erne
Læs: Det bedste fra årtiet: 10 album fra 10erne

Det efterlader filmene, og her har jeg fået et problem, for jeg kan simpelthen ikke pege på én film, som jeg vil udnævne til være den bedste, jeg har set i perioden 2010-2019. Der har ikke været én, der skilte sig ud på samme måde, som Moulin Rouge! gjorde for 10 år siden.
Læs: Why so serious – årtiets bedste film 2000-2009

I stedet har jeg valgt at lave en række mindre kåringer inden for diverse kategorier, og så må vi se, om det giver mere mening.

Årtiets superheltefilm

Det er ikke til at komme udenom: Dette var superheltenes årti, hvor især Marvel (og ejeren Disney) var den altdominerende faktor, der ændrede filmverdenen på godt og ondt, alt efter hvem man spørger. Uanset hvordan man har det med MCU (Marvel Cinematic Universe), må man bare erkende, at filmene generelt holdt et højt niveau, selv om det krævede sin fan at holde styr på dem alle.

Min favorit er dog ikke en MCU-film, selv om den har en Marvel-helt i hovedrollen. Logan kom totalt bag på mig i 2017, fordi ingen af de to foregående Wolverine-film havde været noget at skrive hjem om. Mine forventninger blev yderligere sænket af, at instruktøren James Mangold også stod bag den skuffende The Wolverine, og så kunne han og Hugh Jackman tale nok så meget om, at de ville slutte serien ordentlig af. Men de holdt ord, og Logan blev endda den første superheltefilm, som blev Oscar-nomineret for sit manuskript. Og så var det filmen, der introducerede det brede publikum for en vis Dafne Keen (nu også kendt som Lyra i His Dark Materials).

Mine top 5 MCU-film: Captain America: The Winter Soldier, The Avengers, Captain America: The First Avenger, Thor: Ragnarok, Guardians of the Galaxy
Andre favoritter: Kick-Ass, Wonder Woman, X-Men: First Class, Super
Og når jeg har sagt superhelte, må jeg også nævne en af mine yndlingsinstruktører, Martin Scorsese, som i et interview i Empire kom for skade at kritisere Marvel-filmene, hvilket bringer mig til …

Årtiets Scorsese

Martin Scorsese var over 70 år, da han lavede The Wolf of Wall Street i 2013, men den er så sprængfyldt med energi, at man skulle tro, det var en langt yngre instruktør, der stod bag (se også George Miller og Mad Max: Fury Road). Den er min foretrukne af de fem film, Scorsese instruerede i 10erne, for udover at bevise at han langt fra havde mistet grebet, indeholder filmen også min yndlingspræstation af Leonardo DiCaprio, som demonstrerede hidtil ukendte evner som slapstick-komiker – og måske forberedte ham på kravlescenerne i The Revenant, hvor han vandt den Oscar, han burde have fået for The Wolf of Wall Street.

Årtiets komedie

Komedier har det med at blive overset, når der skal uddeles priser, og det er synd, for det kræver noget særligt at lave en vellykket komedie, og de viser sig ofte at være mere langtidsholdbare end de såkaldt mere “seriøse” værker, som bliver rost i deres samtid.

To film skilte sig i mine øjne ud i 10erne, og den ene var Crazy, Stupid, Love fra 2011 – en romantisk komedie, der konstant formår at overraske, fordi instruktørduoen Glenn Ficarra og John Requa har så suverænt greb om de mange handlingstråde, der let kunne have givet en rodet og ufokuseret fortælling, men i stedet styrer hen imod en uforglemmelig scene, som jeg i hvert fald ikke havde forudset.

Det var også den første af tre film i årtiet, hvor Emma Stone og Ryan Gosling spillede sammen (de to andre var, selvfølgelig, La La Land og den mere forglemmelige Gangster Squad). Allerede dengang var deres indbyrdes kemi åbenlys, hvilket ses i denne scene, som symptomatisk for filmen i øvrigt heller ikke fortsætter som forventet.

Min anden favorit meldte sig sent, men Olivia Wildes debutfilm Booksmart gik så rent ind hos mig, at jeg var nødt til at tage den med, selv om jeg først så den i sommeren 2019. Beanie Feldstein og Kaitlyn Dever er fænomenalt gode sammen som bedste veninder, der prøver at bevise over for omverdenen, at de ikke er de kedelige 12-tals piger, som alle tror, de er. Booksmart er desuden en ungdomskomedie, der på forfriskende vis bryder med de vante stereotyper, man ellers kender fra utallige high school-film (for eksempel har den ingen åbenlys “skurk”).

Andre favoritter: 50/50, The Big Sick, The Edge of Seventeen, Lady Bird

Årtiets actionfilm

Årtiets actionfilm og actionfranchise kom for mit vedkommende fra en ganske uventet side, da der var tale om en serie, jeg kendte udmærket i forvejen: Tom Cruises Mission: Impossible. Her er der tale om noget så usædvanligt som en filmserie, der bliver bedre med årene, omend det helt store skifte skete, da Christopher McQuarrie kom til som instruktør. Indtil da havde Mission: Impossible-serien haft som særkende, at hver film havde en ny instruktør, der var kendt for en særlig visuel stil (Brian DePalma, John Woo, J.J. Abrams og Brad Bird), uden at jeg af den grund syntes, det gjorde filmene specielt mindeværdige. Christopher McQuarrie kendte jeg mere som manuskriptforfatter (han vandt en Oscar for The Usual Suspects), men som instruktør virkede han ret anonym, hvilket hans Jack Reacher-film med Tom Cruise blot bekræftede mig i.

Så da Mission: Impossible – Rogue Nation havde biografpremiere i sommeren 2015, valgte jeg at springe den over, selv om jeg havde set de fire forrige film. Stor var min overraskelse derfor, da jeg senere streamede filmen på Blockbuster og opdagede, at det ikke alene var den hidtil bedste i serien, men også en af årets bedste actionfilm i det hele taget. Tom Cruise var åbenbart enig, for McQuarrie fik – som den første i seriens historie – genvalg som instruktør, og duoen præsterede at overgå sig selv med Mission: Impossible – Fallout, der indeholder nogle af de mest spektakulære og hæsblæsende actionscener længe set – ikke mindst på grund af Cruises insisteren på at sætte liv og lemmer på spil.

Fallout blev et stort hit både blandt publikum og anmeldere, og Christopher McQuarrie skal skrive og instruere yderligere to film i serien. Dermed fortsætter Cruise og McQuarrie deres samarbejde, som har stået på i mere end et årti.
Læs: My Architect: Christopher McQuarrie and Ten Years of Tom Cruise Blockbusters
Andre favoritter: The Raid, Atomic Blonde, Mad Max: Fury Road

Årtiets science fiction

Dette billede af Emily Blunts figur i Edge of Tomorrow bruger jeg som baggrund på min iPad.

Et andet eksempel på Cruise/McQuarrie-samarbejdet er Doug Limans opfindsomme og formidabelt underholdende Edge of Tomorrow fra 2014. Jeg har tidligere nævnt filmen i min kåring af årtiets bedste romaner, fordi jeg engang anmeldte den i Himmelskibet sammen med Kate Atkinsons roman Life After Life, da de begge har en hovedperson, som dør igen og igen.
Læs: Game Over – Continue? Yes/No

Hvis man skal være krakiler, er der rigtig meget i Edge of Tomorrow, der hverken giver mening eller hænger sammen, og filmen løber også lidt tør for energi mod slutningen, men man kan også bare læne sig tilbage og lade sig underholde, hvilket jeg har gjort – igen og igen og …

Mit andet valg som årtiets bedste science fiction-film er nærmest den diametrale modsætning til Edge of Tomorrow, nemlig Spike Jonzes Her fra 2013 – en smuk og tankevækkende kærlighedshistorie om en mand (Joaquin Phoenix) og hans styresystem (Scarlett Johanssons stemme), der samtidig tegner et præcist billede af, hvor meget teknologi fylder i vores hverdag, og hvilken indflydelse det kan få på vores følelsesliv.

Amy Adams er også med i Her og leverer vanen tro en toppræstation, men hun er endnu bedre i Arrival – Denis Villeneuves filmatisering af Ted Chiangs novelle Story of Your Life – endnu en af årtiets stærkeste science fiction-film. Villeneuve sprang for alvor ud som science fiction-instruktør i slutningen af 10erne, for efter Arrival fulgte Blade Runner 2049 (som lige mangler det sidste i at være den perfekte toer) og i slutningen af 2020 kommer Dune. Og når vi alligevel taler om Blade Runner og Ridley Scott, så har hans The Martian vist sig at være en af den slags film, jeg ikke kan lade være med at se, når den bliver vist i tv, hvilket den ofte er blevet de seneste år.
Andre favoritter: Ex Machina, Mad Max: Fury Road, The Martian, Predestination, Melancholia
Bedste Star Wars: Rogue One: A Star Wars Story

Årtiets horror

Som en anden Frankensteins monster vågnede horrorfilmen i den grad til live i 10erne takket være en række instruktører, som tager genren alvorligt og ikke er bange for at gå nye veje. De mest omtalte har været Jordan Peele (Get Out og Us), Ari Aster (Hereditary og Midsommar), Robert Eggers (The Witch og The Lighthouse) og Jennifer Kent (The Babadook), men min favorit fra årtiet er og bliver David Robert Mitchells It Follows fra 2014.

Hvis jeg skal fremhæve et element ved It Follows, så er det, at det er noget så sjældent som en horrorfilm om en gruppe unge, der rent faktisk prøver at hjælpe hinanden. Iført de metaforiske briller er det historien om en ung kvinde, som får en uforklarlig lidelse, men frem for at afvise hende forsøger hendes venner at støtte efter bedste evne (ja, deres afsluttende plan er temmelig håbløs, men de skal netop forestille at være teenagere og ikke voksne eksperter). Til sidst vælger hun at dele sin tilstand med en anden, men i stedet for at stikke af fra ham bliver de sammen, fordi det gør dem stærkere.

Der er dem, som ikke finder filmens monster særligt skræmmende, fordi du bare kan løbe væk fra det, men på et eller andet tidspunkt er du nødt til at hvile og sove, mens det bare fortsætter med at bevæge sig mod dig. Eller for at citere Kyle Reese i The Terminator: “And it absolutely will not stop, ever, until you are dead!” Jeg finder det i hvert fald den tanke pænt skræmmende.

Et andet bud på en forfriskende anderledes horrorfilm er den fransk-belgiske Raw (Grave) af Julia Ducournau fra 2016 om en ung pige, der flytter hjemmefra og opdager sin indre kannibal. Jeg vil dog anbefale, at man ikke spiser, inden man ser den … eller efter, for den sags skyld. Her er, hvad jeg skrev om filmen, efter jeg så den på CPH Pix (som forhåbentlig vender tilbage): CPH Pix 2016 del 2: Rå og blodig
Andre favoritter: The Eyes of My Mother, Thelma

Årtiets animationsfilm

Disney åbnede årtiet stærkt med den underholdende Tangled, der indvarslede nye tider, efter Pixar havde domineret nullerne. Siden fulgte Wreck-It Ralph, Frozen, Big Hero 6 og min absolutte favorit Zootopia (kendt som Zootropolis i Europa). Talende dyr er et gammelt trick i tegnefilmsverdenen, men Zootopia bruger det til at fortælle en historie om fordomme og tolerance og kom ved premieren i 2016 til at ramme lige ned i tidsånden, selv om filmen havde været flere år undervejs. Og så skader det heller ikke, at den faktisk også er en velfungerende krimi.
Andre favoritter: Inside Out, Your Name, Spider-Man: Into the Spider-Verse

Årtiets drama

Osama Bin Laden blev dræbt af amerikanske Navy SEALs den 2. maj 2011. På det tidspunkt var duoen bag Oscar-vinderen The Hurt Locker, instruktøren Kathryn Bigelow og manuskriptforfatteren Mark Boal, i gang med at forberede en film om jagten på Al-Qaeda-lederen. Hans død fik dem til at ændre retning, og blot halvandet år senere, 19. december 2012, fik Zero Dark Thirty premiere i USA.

Kathryn Bigelow fortsætter i Zero Dark Thirty med den dramadokumentariske stil, hun introducerede i The Hurt Locker, og med lige så stor effekt, selv om hun i denne film har skruet ned for actiondelen til fordel for en ulmende, intens stemning. Der er efterfølgende blevet stillet spørgsmålstegn ved, hvor retvisende filmen er i forhold til de virkelige begivenheder, men for mig er den stadig en imponerende bedrift – ikke mindst sekvensen med angrebet på Bin Ladens hus, som man følger med tilbageholdt åndedræt, selv om udfaldet er kendt på forhånd.

Hvor mange kunne huske, at Chris Pratt og Joel Edgerton spillede Navy SEALs i Zero Dark Thirty?

Et andet drama, der gjorde stort indtryk, var Debra Graniks Winter’s Bone fra 2010 – filmen, som blev Jennifer Lawrences gennembrud og skaffede hende den første af fire Oscar-nomineringer i løbet af blot fem år (hun er fortsat den eneste skuespiller født i 90erne, som har vundet en Oscar) og rollen som Katniss i Hunger Games-filmene.

Måske er det en overdrivelse, men Winter’s Bone virkede til at blive starten på en bølge af film, der fortalte historier fra en del af det amerikanske samfund – “udkants-USA” – som ellers var blevet overset af storbyerne. En af de mest aktive fortællere i årtiet var forfatteren Taylor Sheridan, som efter narkodramaet Sicario (Denis Villeneuves sidste ikke-sci-fi-film) skrev manuskriptet til Hell or High Water, før han debuterede som instruktør med Wind River – et knugende drama om et mord i et reservat, der igen fortalte, hvordan verden ser ud, når man bor langt væk fra dem, der skal forestille at styre samfundet.

Og Debra Granik? Hun vendte tilbage i 2018 med den fremragende Leave No Trace, der viste, at Winter’s Bone ikke var en enlig svale.
Andre favoritter: Brooklyn, Carol, The Kids Are All Right, Leave No Trace, Smagen af rust og ben

Årtiets koreanske

Booksmart er ikke den eneste film fra 2019, som jeg er villig til at tage med på min liste over årtiets bedste. Den anden er Bong Joon-hos Parasite, som bare fungerer på alle niveauer. Inden premieren i Cannes advarede instruktøren ellers om, at filmen nok var for koreansk til, at et vestligt publikum ville forstå den, men så vandt den De Gyldne Palmer og er siden blevet et hit verden over. Det er i hvert fald første gang, jeg har oplevet en koreansk film få premiere i hele Danmark og ikke kun i et par kunstbiografer i København og Aahus. Det vanvittige er, at Bong Joon-ho faktisk havde ret: Parasite er en meget koreansk film, men samtidig formår den at fortælle en universal historie.
Andre favoritter: Burning, The Handmaiden, The Winter of the Year Was Warm, The Journals of Musan,

Årtiets nordiske

Men hvad med vores egen hjemlige filmscene? Her må jeg bare erkende, at jeg ikke har været god til at se danske film, så det er grunden til, at de mest oplagte kandidater – Hævnen, Jagten, Kapringen, En kongelig affære, Krigen, R – glimrer ved deres fravær. Årtiets bedste danske film er for mit vedkommende derfor Lars von Triers Melancholia, selv om den er på engelsk og har Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourg i hovedrollerne.

Til gengæld var det årtiet, hvor jeg fik øjnene op for resten af Norden, efter jeg var på filmfestival i Gøteborg i 2014. Det var her, jeg fik smag for islandsk film efter at have set Ragnar Bragasons Metalhead og Benedikt Erlingssons Om heste og mænd. Jeg faldt pladask for sidstnævnte, og hans Kvinde på krigsstien fra 2018 er tæt på at være lige så god.
Læs: Hvem vil se en islandsk hestefilm?

Årtiet tilhørte dog nordmændene, som med tv-serierne Skam og senere med Beforeigners på en eller anden måde fik gjort det cool at være norsk. De gjorde det også godt på filmfronten, og min Årtiets bedste nordiske film går til en anden Trier, Joachim Trier for Thelma – som temamæssigt har en del til fælles med Raw, bortset fra at den unge hovedperson i dette tilfælde ikke er kannibal, men har paranormale evner.

Fun fact: Jeg brugte dette klip fra Thelma i Den Fantastiske Kultfilm Quiz i Husets Biograf. Bagefter fortalte en af deltagerne, at det var ham, som havde lavet effekterne i scenen.

Årtiets top 15

For overblikkets skyld er her min top 15 i kronologisk orden med * ud for min top 5:
Winter’s Bone (Debra Granik, 2010)
Crazy, Stupid, Love (Glenn Ficarra & John Requa, 2011)
Zero Dark Thirty (Kathryn Bigelow, 2012)
Her (Spike Jonze, 2013)*
The Wolf of Wall Street (Martin Scorsese, 2013)
Edge of Tomorrow (Doug Liman, 2014)*
It Follows (David Robert Mitchell, 2014)*
Arrival (Denis Villeneuve, 2016)
Raw (Julie Ducournau, 2016)*
Zootopia (Byron Howard & Rich Moore, 2016)
Logan (James Mangold, 2017)
Wind River (Taylor Sheridan, 2017)
Mission: Impossible – Fallout (Christopher McQuarrie, 2018)
Booksmart (Olivia Wilde, 2019)
Parasite (Bong Joon-ho, 2019)*

Årtiets oversete

Hvis jeg skal vælge en film fra årtiet, som lader til at være gået fuldstændig under radaren hos alle andre, så bliver det Lynn Sheltons Laggies fra 2014. Det er en romantisk komedie om en 28-årig kvinde (Keira Knightley), som ved et tilfælde møder en teenager (Chloë Grace Moretz) og får lov at overnatte hjemme hos hende. Pigens far (Sam Rockwell) er i første omgang noget skeptisk over arrangementet, men forelsker sig i kvinden uden at vide, at hun er forlovet og er stukket af hjemmefra, fordi hun er gået i panik over tanken om ægteskab. Keira Knightley er naturlig og overbevisende (med amerikansk accent) som kvinden, der føler sig skræmt af voksenlivet, mens Sam Rockwell for en gangs skyld får lov at bralre løs uden at skulle spille et røvhul.

Jeg opdagede filmen ved et tilfælde på Kanal 4 og faldt for dens stille charme. Det er ingen stor film, men efterfølgende er jeg blevet ved med at vende tilbage til den, fordi den slet og ret er godt selskab, og man kommer til at holde af personerne. Så vidt jeg kan se, har Laggies aldrig haft dansk biografpremiere, og den er heller ikke udkommet på dansk DVD. Den har engang været på Netflix, men lader til at være forsvundet fra streamingtjenesterne, så jeg endte med at anskaffe filmen i en tysk DVD-udgave – hvilket også siger noget om den udvikling, der skete i løbet af årtiet, i måden vi ser film på.

Etiket: , , , , , , , , ,