Det bedste fra årtiet: 10 album fra 10erne

Efter årtiets 10 bedste romaner er turen kommet til de 10 musikalbum, som jeg vil huske årene 2010-2019 for. Da jeg lavede den samme øvelse for 10 år siden, kårede jeg Muses Black Holes and Revelations (2006) som årtiets bedste efterfulgt af et andet album fra samme år, Fur and Gold af Bat For Lashes, og det valg står jeg stadig ved.

Men meget kan ske i løbet af 10 år, og på min nye liste er der kun to gengangere, og det er hverken Muse eller Bat For Lashes, omend sidstnævnte nok havde fundet plads med The Bride (2016), hvis jeg havde lavet en top 15. Til gengæld har dette årti ikke været flatterende for Muse, hvis tre album-udgivelser har rangeret fra det pinlige (The 2nd Law, 2012) og det ligegyldige (Simulation Theory, 2018) til det, i bedste fald, passable (Drones, 2015).

Det er altid lidt trist, når ens yndlingskunstnere falder af på den, men omvendt gjorde mit gamle favoritband Suede comeback i dette årti og har endda lavet tre album, der er værd at høre. Og så er det vel kun positivt, at det ikke er de samme navne, der optræder med 10 års mellemrum, for det viser, at der trods alt sker en udvikling i min musiksmag.

Hvilket bringer os til …

10. Kacey Musgraves: Golden Hour (2018)
Der var engang, hvor jeg ville have forsvoret, at country eller noget, der bare mindede om det, skulle finde vej til min musiksamling, men man har jo et standpunkt … Med til det hører selvfølgelig også, at country-genren i sig selv har ændret sig i løbet af dette årti, og ingen har vel personificeret den udvikling mere end Kacey Musgraves, som på Golden Hour på fortryllende vis formår at bygge bro mellem country og mainstream-pop.

9. Sigur Rós: Kveikur (2013)
Islandske Sigur Rós kendte jeg primært for sangen Svefn-g-englar, men ellers sagde deres æteriske lyd mig ikke det store. Det ændrede sig med deres syvende album Kveikur, der bød på en hårdere og tungere lyd og bogstavelig talt bragede ind i min bevidsthed med åbningsnummeret Brennisteinn. Resten af albummet holder lige så høj kvalitet og sikrer det en plads i dette selskab.

8. Warpaint: Warpaint (2014)
Et af årtiets store musikalske opdagelser var det amerikanske artrockband Warpaint, som kan prale af at være de eneste, jeg har oplevet live i udlandet mere end én gang (Reading Festival i England i 2011 og Berlin i 2016). Jeg vaklede mellem, om jeg skulle vælge debutalbummet The Fool (2010) eller efterfølgeren Warpaint, fordi jeg har besluttet, at en kunstner eller band kun må være repræsenteret med et enkelt album på denne liste. Det valg faldt ud til fordel for Warpaint, selv om jeg oprindelig var en smule skuffet over albummet, der krævede adskillige gennemlytninger, før det åbnede sig for mig. Jeg er dog glad for, at jeg blev ved, for det er vokset med årene, selv om det måtte kæmpe for sin plads.

Streaming var stadig fremtidsmusik i 2010, så det virkede som en god joke at få CDerne til “Body Talk” til at ligne piratkopierede udgaver.

7. Robyn: Body Talk (2010)
Selv i dag virker svenske Robyns Body Talk som lidt af et mirakel: Et popalbum spækket til randen med hits og et usandsynlig højt bundniveau. Flere af sangene har allerede opnået klassikerstatus, mest af alle Dancing On My Own, hvilket nedenstående liveoptagelse fra årets Roskilde Festival demonstrerer. Lige præcis den koncert havde jeg det ellers lidt blandet med, måske fordi jeg havde det på samme måde med Robyns seneste udgivelse Honey (2018), der under normale omstændigheder ville have været et ganske fint album. Men alt kommer bare til at blegne i sammenligning med Body Talk, og så hjalp det selvfølgelig heller ikke, at jeg allerede havde været til den perfekte Robyn-koncert på Roskilde i 2010.

6. Arcade Fire: The Suburbs (2010)
Canadiske Arcade Fire kunne nærmest gå på vandet i min verden efter deres to første album, Funeral (2004) og Neon Bible (2007), som var nummer fem på min forrige årtiets bedste album-liste. Det ændrede sig ikke med The Suburbs, som også betød, at bandet for tredje gang vandt Årets Plade i Rockklubben. Derfra gik det dog ned ad bakke. Hverken dobbeltalbummet Reflektor (2013) eller Everything Now (2017) ramte samme niveau, og sidstnævnte fungerede bedst, hvis man ignorerede, at det var et Arcade Fire-album. Men The Suburbs står stadig som et højdepunkt, og så skaffede det bandet en velfortjent, men sensationel Grammy for årets bedste album foran navne som Eminem, Lady Gaga og Katy Perry. Som nedenstående klip viser, var Arcade Fire mindst lige så overraskede som alle andre.

5. Grimes: Art Angels (2015)
Endnu et tilfælde hvor jeg havde to album af samme kunstner at vælge imellem. Grimes’ andet album Visions (2012) optræder på flere årtiets bedste-lister, og jeg kunne have taget det med alene på grund af sangen Oblivion. Men i mine ører overgik Grimes alias Claire Boucher sig selv med Art Angels, hvor hun formåede at ramme den rette kombination af electronica, pop, punk, undergrund og mainstream. Videoen til Kill V. Maim, som Grimes selv har instrueret, siger alt om, hvad det er for et univers, hun bevæger sig rundt i – og forklarer måske, hvorfor hun siden 2018 har dannet par med SpaceX-stifteren og Tesla-direktøren Elon Musk. Hendes længe ventede nye album Miss Anthropocene skulle gerne udkomme i februar 2020.

4. St. Vincent: St. Vincent (2014)
St. Vincent alias Annie Clark udgav sine to første album i 2007 og 2009, men det var i dette årti, at hun for alvor markerede som en af de helt store kunstnere. Strange Mercy (2011) var albummet, der fortalte mig, at her var ét navn, jeg skulle holde øje med, og det blev i høj grad understreget af efterfølgeren St. Vincent. Det var omkring den periode, at hun begyndte at arbejde med sin visuelle fremtoning med karakteristiske frisurer og kostumer, mens hendes koncerter blev til stærkt koreograferede forestillinger. Jeg var tæt på vælge hendes seneste album, Masseduction (2017), men lige nu fører St. Vincent med et mulehår.

3. Lorde: Melodrama (2017)
Det står ikke helt galt til med ungdommen, når Billie Eilish (født 2001) kan udgive et så fremragende album som When We All Fall Asleep, Where Do We Go? og blive den første fra dette årtusinde, som får et nummer et-hit på Billboard med Bad Guy. Inden hende var det en anden teenager, som i 2012 indtog førstepladsen på Billboard med Royals. Dengang 16-årige Ella Yelich-O’Connor (født 1996) fra New Zealand gjorde sin entré under navnet Lorde, og jeg husker hittet og købte også hendes debutalbum Pure Heroine (2013). Alligevel var jeg fuldstændig uforberedt på Melodrama og det kvantespring, der var sket i hendes sangskrivning i de mellemliggende år. Jeg så hendes overraskende spartanske koncert på Roskilde Festival, og så kørte albummet ellers på repeat resten af den sommer og det meste af efteråret med.

2. Lana Del Rey: Norman Fucking Rockwell! (2019)
Man skal aldrig undervurdere Lana Del Rey. Det er en af de lektioner, jeg har lært i dette årti. Jeg lyttede til hendes voldsomt hypede Born to Die (2012), uden at det gjorde det store indtryk ud over singlerne, og siden fulgte Ultraviolence (2014), som jeg i første omgang end ikke havde med på min top 10 over de bedste album fra 2014 – en skæbne det delte med ovennævnte Warpaint. Men Lana Del Rey har det at snige sig ind på livet af én, og Ultraviolence gik hen og blev et album, jeg vendte tilbage til igen og igen, og jeg var længe overbevist om, at det skulle med på denne liste. Så kom Norman Fucking Rockwell! og blæste mig omkuld. Det er selvfølgelig et sats at tage et så nyt album med (det udkom så sent som den 30. august), og da jeg lavede min liste for nullerne, var de nyeste album fra 2007. Det er muligt, at jeg om et par år vil tage mig til hovedet over dette valg, men lige nu er det min fornemmelse, at hvis jeg gør det, vil det snarere være af ærgrelse over, at jeg ikke gav Lana Del Rey førstepladsen.

1. PJ Harvey: Let England Shake (2011)
Heldigvis er det ikke alle ens musikalske helte, som mister grebet. PJ Harveys Let England Shake er ikke kun på min nummer et, fordi det nu har så mange år på bagen, at det har bevist sin holdbarhed og har fortjent sin status som mesterværk og nyklassiker. Samtidig er Polly Jean Harvey noget så sjældent som en kunstner, der tre årtier inde i sin karriere stadig er nyskabende og relevant. Hun havde lige et årti efter Stories from the City, Stories from the Sea (2000 og nr. 6 på min årtiets bedste musik-liste), hvor hun virkede lidt famlende, og Uh Huh Her (2004) og White Chalk (2007) er de af hendes udgivelser, jeg har lyttet mindst til.

Men med Let England Shake fik PJ Harvey bragt sig på banen igen og blev den eneste, som har vundet den prestigefyldte Mercury Music Prize to gange. Det er et album med gribende tekster om Englands historie som krigsførende nation, og det skiller sig også ud med en meget anderledes lyd, fordi PJ Harvey fik en forkærlighed for autoharpen og nedtonede guitaren. At Let England Shake ikke var en enlig svale, viste PJ Harvey med det næsten lige så stærke album The Hope Six Demolition Project (2016), og jeg vil også huske hende for at have givet mig nogle af de stærkeste koncertoplevelser i dette årti (Roskilde Festival 2011 og 2016 og Falconer Salen 2016). Så derfor føler jeg mig tryg ved at udnævne Let England Shake til mit årtiets bedste album.

Boblerne: Crystal Castles: III (2012), Sharon Van Etten: Are We There (2014), Lykke Li: I Never Learn (2014), Sleater-Kinney: No Cities to Love (2015), Bat For Lashes: The Bride (2016), Janelle Monae: Dirty Computer (2018).

Årtiets danske album: The Minds of 99: The Minds of 99 (2014) eller Liber (2015).

Årtiets soundtracks: Daft Punk: Tron Legacy (2010) og Hans Zimmer: Interstellar (2014).

Årtiets musikvideo: Af alle mulige forskellige årsager …

Etiket: , , , , , , , , , , , ,