#dervarengang

Sommeren er kommet, og det samme er årets første bogudgivelse. Forlaget Silhuet har udgivet antologien #moderneeventyr, hvor jeg medvirker med novellen Prinsessen på ærten.

Hvis titlen lyder bekendt, så det er fuldt ud bevidst. Udgangspunktet for Silhuets novellekonkurrence var, at man skulle skrive moderne udgaver af kendte eventyr og bruge den samme titel.

Jeg valgte H. C. Andersens Prinsessen på ærten, der i min fortolkning udspiller sig i et realityshow, men stadig handler om at finde “en rigtig prinsesse” ved hjælp af en ært og en seng.

Læs et uddrag af novellen her

De øvrige forfattere og eventyr i #moderneeventyr er: Nicole Boyle Rødtnes (Snehvide, som også vandt konkurrencen), Lea K. E. Landgreen (Den grimme ælling), Beatrix M. G. Nielsen (Alice i Eventyrland), Maja Møller (Det er ganske vist), A. Silvestri (Historien om en moder), Jacob F. H. Petersen (Kejserens nye klæder), Tenna Vagner (Den lille pige med svovlstikkerne), Annette Skibby (Svinedrengen) og Sigrid Groth Nielsen (Tommelise).

Så hvorfor valgte jeg Prinsessen på ærten? Det oprindelige eventyr bygger på en absurd idé, men det gør de fleste realityshows også, så jeg besluttede mig for at kombinere de to. Samtidig ville jeg adressere, at prinsessen i eventyret ikke havde noget valg, men at det bare blev antaget, at hun selvfølgelig ville have prinsen. Endelig kom novellen også til at handle om venskab og om ikke at dømme folk ud fra det første indtryk.

Et ekstra benspænd var for mit vedkommende, at antologien henvender sig til teenagelæsere, og det er ikke just en målgruppe, jeg er vant til at skrive til. Derimod er det ikke nyt for mig at lave nyfortolke eventyr, så jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle deltage i konkurrencen.

Her er mine øvrige eventyrbaserede noveller:

Fortsættelse til et eventyr (uddrag)
Til deres dages ende (uddrag)
Havfruens himmelfærd
Torne
Har du hørt havfruerne synge?

Min første novellesamling hedder godt nok Månebase Rødhætte, men titelnovellen har faktisk ikke så meget med eventyret at gøre, men handler mere om varulve … på Månen.

Etiket: , ,