CPH Pix – uge 1

Den første uge af CPH Pix (den tidligere Natfilmfestival) er overstået, og jeg vil lige give et kort resumé af de film, jeg indtil videre har set – om ikke andet for at jeg selv kan holde styr på dem.

The Day Of Ants In The Sky (Akira Nobi, Japan 2010)
Dette års festival blev indledt med, at jeg og resten af publikum i Husets Biograf blev fotograferet! Et medlem af programudvalget forklarede, at han ville sende billedet til filmens instruktør, som han havde mailet en hel del med, efter at denne havde indsendt sin film uopfordret. Filmen selv er en ret bizar sag om en flok lejemordere, der arbejder i hold, indtil de bliver bedt om at slå hinanden ihjel. Ambitionerne overstiger til tider det tydeligvis lave budget, men tonen er vidunderlig deadpan, og historien fascinerer lige så meget, som den forvirrer. En passende start på et par uger med anderledes film. 7/10

The Housemaid (Im Sang-soo, Sydkorea 2010)
Lidt skuffende forsøg på en nyfortolkning af en koreansk klassiker. Originalen fra 1960 er en psykopat-thriller om en husholderske, der terroriserer en familie, men i den nye udgave er rollerne vendt om, så handlingen er blevet mere tidssvarende og politisk korrekt. Selv om filmen er stilfuldt lavet og bydehousemaid.jpgr på seværdige præstationer af altid alsidige Jeon Do-yeon, stortalentet Seo Woo og veteranen Yoon Yeo-jeong, så svigtes de af instruktøren, som fortæller historien i samme monotone tempo og med en distance, der gjorde, at jeg aldrig rigtig blev grebet af begivenhederne på lærredet. 5/10

No Doubt (Park Soo-young, Sydkorea 2010)
Dilemma-drama i stil med noget, man godt kunne forestille sig fra Susanne Bier og Anders Thomas Jensen. En lille pige forsvinder i en landsby, og mistanken rettes mod en nytilflytter, der viser sig at være tidligere dømt for overgreb mod børn. Instruktøren var til stede ved visningen og fortalte, han var blevet inspireret af en ny lov i Sydkorea, der giver alle mulighed for at se, hvem der har været straffet for pædofili. Filmen præsenterer sin problemstilling (beskyttelse af børnene kontra at alle ikke er lige for loven) på en sober og nøgtern måde, men er måske lige en tand for poleret til rigtig at gøre ondt. 6/10

Reign Of Assassins (Su Chao-pin, Kina 2010)
CPH Pix-programmet prøver at sælge dette som en John Woo-film, men han er kun nævnt som med-instruktør, og efter alt at dømme har hans indsats begrænset sig til et par actionsekvenser og en tjans som producer. Under alle omstændigheder er det svært at se hans fingeraftryk på denne wuxia (tænk flyvende krigere, sværddueller og Crouching Tiger, Hidden Dragon) med Michelle Yeoh i rollen som en tidligere snigmorder, som nu lever et stille liv med sin mand (koreanske Jung Woo-sung), indtil hendes gamle kolleger dukker op. Historien er vanen tro det rene vrøvl, men bortset fra en lidt træg start er der tale om en ganske fornøjelig actionrulle. Den sætter godt nok ikke nye standarder for genren, men Yeoh er i topform, og skurken har for en gangs skyld en motivation, der er til at forstå: han er eunuk og jagter en magisk anordning, der kan gøre ham “hel” igen… 7/10

Tucker & Dale Vs. Evil (Eli Craig, Canada 2010)
Horror-komedie der benytter det velkendte trick med at tage et fortærsket udgangspunkt og vende det på hovedet. I dette tilfælde fortælles om en gruppe unges sammenstød med to hillbillies, bare set fra sidstnævntes synspunkt. Bondeknoldene Tucker og Dale forsøger at være venlige over for deres nye naboer, men deres hensigter misforstås, og inden længe hober ligene sig op i takt med, at de unge præsterer at slå sig selv og hinanden ihjel på de mest fantastiske måder. En til tider hysterisk morsom (og yderst blodig) film, der får utrolig meget ud af en simpel idé. 8/10

The Journals Of Musan (Park Jung-bum, Sydkorea 2010)
Stærkt og gribende drama fortalt i dokumentarisk stil om en nordkoreansk afhoppers forsøg på at skabe sigmusan3.jpg en bedre tilværelse i Seoul. Park Jung-bum nøjes ikke kun med at instruere, men har også skrevet manuskriptet, produceret og spiller selv hovedrollen, der er baseret på en afdød ven, som kom fra nord. Undervejs tager man sig i at blive lidt irriteret på hovedpersonen, fordi han er så passiv og bare tager imod alle de slag, som skæbnen tildeler ham. Men det gør blot effekten af det, der senere sker så meget større. Koreanske film har ofte problemer med deres slutninger, men her er den noget nær perfekt i al sin optimistiske grumhed. Et foreløbigt højdepunkt. 9/10

Confessions (Tetsuya Nakashima, Japan 2010)
Og så til den diametrale modsætning rent stilmæssigt. Confessions ligner ikke nogen anden japansk film, jeg har set – eller noget andet i det hele taget. Stilen er lige dele kunstvideo og musikvideo, hvilket brconfessions.jpguges til at fortælle en raffineret historie om mord, hævn og mobning i en skoleklasse. Det mest forbløffende er dog, at instruktøren har så meget styr på sine virkemidler, at det ekstremt stiliserede filmsprog ender med at forstærke oplevelsen frem for at spænde ben for den. 9/10

Fortsættelse følger…

Etiket: ,

Skriv et svar