CPH Pix 2017: Kæmper, skurke og spøgelser

Barbara (Madison Wolfe) på udkig efter kæmper i den danske instruktør Anders Walters “I Kill Giants”.

For andet år i træk præsterede jeg at være ude at rejse midt under CPH Pix, men alligevel nåede jeg at få set 11 film.
Måske valgte jeg bare de forkerte film, men generelt var jeg ikke imponeret over niveauet på dette års CPH Pix. Der plejer ellers altid at være mindst én titel, som imponerer mig så meget, at den ender på min liste over årets 10 bedste film (f.eks. Raw, It Follows, Snowpiercer og Coherence), men jeg er ikke sikker på, at det kommer til at ske i år.

Det bedste gemt til sidst
Jeg skulle helt frem til den allersidste film for at finde min favorit på årets Pix, og det var ikke engang en titel, jeg havde krydset af på forhånd, fordi den først blev føjet til programmet under festivalen. Danske Anders Walters spillefilmsdebut I Kill Giants fik verdenspremiere på Toronto Film Festival for en måned siden, og lige nu vides det ikke, om den får regulær biografpremiere herhjemme.

Det kunne den godt fortjene, selv om det er en af den slags film, der kan være svær at sælge til det brede publikum. Dertil er I Kill Giants nok for sær og egenrådig, men omvendt er den også varm og rørende – faktisk er den lige som sin hovedperson, den 11-12 årige Barbara (Madison Wolfe). Hun er overbevist om, at der findes kæmper i vores verden og bruger derfor al sin tid på at beskytte sine omgivelser mod dem. Udover at være i besiddelse af en hyperaktiv fantasi er hun også intelligent, rapkæftet, antisocial og mærkelig – og hun ved det – så hun tiltrækker sig opmærksomhed fra både skolens bølle og fra den nye skolepsykolog (Zoe Saldana). Ganske uventet får Barbara sig pludselig en ven i den nye nabopige (Sydney Wade), men det gør hende også sårbar over for omverdenen.

Lige som den nærtbeslægtede A Monster Calls er I Kill Giants en film for voksne med et barn i hovedrollen, der bruger fantasiens verden til at bearbejde en svær situation. Madison Wolfe er vidunderlig i rollen som pigen, som det er svært ikke at holde af, selv om hun også kan være øretæveindbydende provokerende. Anders Walters baggrund inden for tegneserier (I Kill Giants er i øvrigt baseret på en tegneserie) fornægter sig ikke i scenerne med kæmperne, som er meget virkelige i pigens verden, mens han lige som i sin Oscarvindende kortfilm Helium igen demonstrerer sin evne til at instruere børn og unge.

Det er en på mange måder magisk lille film med en fascinerende hovedperson, og det eneste, der forhindrer den i at være helt på højde med førnævnte A Monster Calls, er, at “forklaringen” på pigens problemer ikke klinger helt rent i mine ører.

Instruktøren Anders Walter (tv) blev interviewet af festivalleder Jacob Neiiendam efter CPH Pix-visningen af “I Kill Giants” i Grand.

Space Invaders
Filmatiseringer af romaner kritiseres ofte for at have skåret for meget fra. John Cameron Mitchells How to Talk to Girls at Parties viser, at det modsatte også kan lade sig gøre. Neil Gaimans novelle af samme navn beskriver, hvordan man som teenagedreng godt kan få den fornemmelse, at de jævnaldrende piger er blevet så mystiske, at de lige så godt kunne være fra en anden planet. Så i novellen falder fortælleren i snak med en række piger til en fest uden at opfatte, at de rent faktisk er rumvæsener!

Neil Gaiman får formidlet sin pointe perfekt i novellen, men det er sin sag at få den til at fylde en hel spillefilm, så John Cameron Mitchell har måttet pumpe handlingen med en masse nye elementer og indfald, hvoraf kun halvdelen fungerer for alvor. Mindst vellykket er Nicole Kidmans punkdronning og rumvæsenernes baggrundshistorie, mens det går bedre med romancen mellem Alex Sharps teenager og Elle Fannings alien-pige, hvor deres unge, forvirrede følelser ikke bliver mindre komplicerede af det faktum, at den ene overhovedet ikke er et menneske.

How to Talk to Girls at Parties havde ikke fået den bedste forhåndsomtale, så jeg var tæt på at droppe filmen, men så den alligevel, fordi jeg er fan af novellen. Resultatet er ujævnt, men ganske underholdende, men i forhold til tidligere værker som Hedwig and the Angry Inch og Shortbus virker Mitchell selv til at have været lidt på udebane.

De asiatiske
Der var engang, hvor actionsekvenser i computerspil forsøgte at  ligne filmscener. Nu er det snarere omvendt, og det tydeligste og mest effektive eksempel, jeg til dato har set på den tendens, er den koreanske actionfilm The Villainess. Den udvikling kan man både se som værende godt eller skidt for filmmediet. Skidt, når det giver sig udslag i dårligt udførte og overdrevne computeranimerede actionscener, hvor alle opfører sig som om, tyngdekraften ikke eksisterer, men når det er lavet så godt som i The Villainess, føles det som nyskabende og noget, der vil blive kopieret hæmningsløst af Hollywood fremover.

Flere film har med vekslende held prøvet at genskabe oplevelsen fra first person shooter-spil som Counter-Strike og Call of Duty (f.eks. Hardcore Henry og filmatiseringen af spillet Doom), men indledningen af The Villainess er det mest vellykkede eksempel, jeg indtil videre har set. Derudover udmærker instruktøren Jung Byung-gils film sig ved brugen af et dynamisk kamera, der placerer sig lige bag eller i nærheden af hovedpersonen i actionscenerne, så tilskueren befinder sig midt i kaosset, men uden at man mister overblikket.

Busscenen er blot en af mange i The Villainess, hvor man bagefter tænker “Hvordan fanden har de lavet det?”, og det er et held, for andre dele af filmen fungerer mindre godt. Først og fremmest lånes der lidt vel rigeligt fra Nikita, og baghistorien virker unødigt tung og fortælles med for mange flashbackscener. Dertil kommer, at det romantiske sideplot mere hører hjemme i en komedie, hvilket dog ikke er usædvanligt i koreanske film. Men den hæsblæsende action bærer The Villainess i mål sammen med karismatiske præstationer fra hovedrolleindehaverne Kim Ok-bin og Shin Ha-kyun, der tidligere har kunnet ses sammen som ægtepar i Park Chan-wooks vampyrfilm Thirst.

I betragtning af at jeg ikke er fan af ham, har jeg set forbløffende mange film af Hong Sang-soo. Det skyldes både, at den koreanske instruktør er blevet en festivaldarling, som nærmest er fast indslag på CPH Pix, og at han er yderst produktiv. Alene i 2017 har han lavet tre (3!) film, som alle har hans nye muse Kim Min-hee (fra Park Chan-wooks The Handmaiden) på rollelisten. Hun var også med i Right Now, Wrong Then, der blev vist på sidste års CPH Pix. Efterfølgende kom det frem, at Hong Sang-soo og Kim Min-hee havde haft en affære, der førte til, at instruktøren forlod sin hustru, hvilket blev taget ilde op i Sydkorea, som på det område stadig er ret konservativt.

Set i det lys er det påfaldende, at to af de tre nye film, On the Beach at Night Alone (som gav Kim Min-Hee prisen som bedste skuespillerinde på filmfestivalen i Berlin) og The Day After (dette års Hong Sang-soo-indslag på Pix), begge handler om utroskab. Bortset fra det føjer The Day After ikke noget nyt til mit billede af hans film som værende uendeligt ensformige og lidet ophidsende.

En anden produktiv instruktør er japanske Takashi Miike, som med Blade of the Immortal skulle være nået op på sin film nummer 100! (og hans tredje i 2017) I forhold til mange af hans andre produktioner befinder vi os i mainstreamdelen af hans CV, og det er tydeligt, han har haft et større budget end sædvanligt at arbejde med. Desværre er der ikke så meget andet, som er værd at bemærke ved Blade of the Immortal, der fremstår som en standard samurai-actionfilm med fantasyelementer. Der er masser af actionscener, men de er alle meget ens, og det mest interessante er faktisk skurkenes motivationer, der ikke virker helt urimelige. Filmen lider også under, at den unge pige, som den modvillige helt skal hjælpe, ender med at være mere irriterende og skinger end sej og charmerende.

The Good, the Bad and the Weird
Spaghetti western-genren har ikke levet forgæves, når selv filmskabere fra Belgien og Indonesien begynder at citere fra den. Min første film på CPH Pix var den belgiske Let the Corpses Tan af ægteparret Helene Cattet og Bruno Forzani, der vandt New Talent Grand PIX-prisen i 2010 for deres debut Amer. Det var en film, der eksperimenterede uhæmmet med filmsproget fra de italienske giallo-gysere, men var i den grad et eksempel på form uden indhold. Let the Corpses Tan har i det mindste noget, der minder om en historie, men er stadig mere en stiløvelse end den pulpthriller, som traileren forsøger at sælge filmen som. I længden er der en grænse for, hvor mange closeups man kan holde til at se af alle mulige ting, før det begynder at føles påtaget.

Marlina the Murderer in Four Acts af Mouly Surya er noget så usædvanligt som en indonesisk western, der godt nok foregår i nutiden, men udspiller sig langt ude på landet, at vi lige så godt kunne være tilbage i det vilde vesten. Da den unge enke Marlina bliver opsøgt af en røverbande, ser hendes fremtidsudsigter dystre ud, men hun viser sig at være mere handlekraftig end forventet. Filmen er fortalt i en afdæmpet, nærmest deadpan stil, der af og til tangerer det stillestående, men den tegner samtidig et fascinerende portræt af en stærk kvinde i en verden, som ikke giver hende mange muligheder.

Skønne spildte kræfter
Det var traileren, der fik mig til at se den ungarske Jupiter’s Moon, som også vakte opsigt på årets festival i Cannes. Og sammen med The Villainess var det også den teknisk og visuelt set mest spektakulære oplevelse på CPH Pix, men desværre kan resten af filmen ikke leve op til sin smukke billedside. Jupiter’s Moon prøver tydeligvis at kommentere på flygtningesituationen i Europa med sin fabel om en ung syrisk flygtning, som efter at være blevet skudt ved grænsen mellem Serbien og Ungarn pludselig er i stand til at ophæve tyngdekraften og flyve. Det giver nogle fantastiske scener, men det er som om, at filmen ikke rigtig kan bestemme sig for, hvad den ellers skal bruge dem til. Det kan også undre, at den syriske flygtning bliver spillet af en ungarsk skuespiller, der ligner Gael García Bernal, mens rollen som lægen, der forsøger at hjælpe ham, er givet til en georgisk skuespiller, som tydeligvis er eftersynkroniseret til ungarsk og engelsk.

David Lowerys amerikanske A Ghost Story kan heller ikke siges at mangle ambitioner, men går nærmest i den modsatte retning af Jupiter’s Moon på billedsiden. Formatet er 4:3 (dvs. det gamle tv-format), og filmens spøgelse er bogstavelig talt en mand under et lagen med to huller til øjnene. Han spilles af Casey Affleck, mens Rooney Mara er hans enke, der har filmens bedste scene, hvor hun bruger adskillige minutter på at spise en tærte. Scenen fungerer som en perfekt illustration af hendes sorg, og det er tydeligt, at A Ghost Story vil fortælle noget dybfølt om savn og tid, men gimmicken med det “analoge” spøgelse mister sin effekt undervejs, og filmen når ikke helt i mål, trods sin originale tilgang til spøgelseshistoriegenren.

Prisen som den ringeste film, jeg så på dette års CPH Pix, tilfalder helt klart den amerikanske 68 Kills, der så gerne vil være provokerende, badass og sleazy, men i stedet minder om en lille dreng, der står og råber “prut!” ude i skolegården. Det eneste, som er værd at nævne, er Sheila Vands præstation som psykopatisk trailer trash-frue, der er milevidt fra hendes vampyr i A Girl Walks Home Alone at Night.

68 Kills blev vist sammen med Tragedy Girls som en del af Midnight Madness, og heldigvis var der i sidstnævntes tilfælde tale om en kvalitetsforbedring, omend begge film kan beskyldes for at anstrenge sig for meget. Tragedy Girls forsøger at være Heathers og Scream for Instagram-generationen, men får egentlig ikke sagt nær så meget om de sociale medier, som filmen ligger op til i sin satire. I modsætning til 68 Kills er dens hovedpersoner i det mindste interessante, og den har bestemt sine øjeblikke, men får slet ikke udnyttet sit potentiale godt nok.

Min top 3
1. I Kill Giants
2. The Villainess
3. Marlina the Murderer in Four Acts

Etiket: , , , , ,