Lars: Efter at være blevet begejstret over “Spilleren”, gik jeg også i gang med “Use of Weapons”, men den var allerede fra start for blodig for mig, og jeg kom ikke ret mange sider ind i den – hvilket førte til at jeg i lang tid ikke læste mere af Banks. Men jeg vil muligvis forsøge med “Use of Weapons” igen, evt. på dansk.

Det er meget svært sådan lige at vælge sine fem mest betydningsfulde bøger. Jeg tror faktisk ikke, jeg kan gøre det. Jeg læste enormt meget som ung teenager (min stedfar var bibliotekar). Selvfølgelig har jeg læst det meste af Enid Blyton, men sandelig også Den Sorte Hingst-bøgerne, Sigrid Thomsens eminente Martin-bøger, Burroughs’ Tarzan-bøger, og naturligvis Astrid Lindgren, Bjarne Reuter og meget mere. Masser af Jules Verne. “Nybyggerne i Canada”. Og snart begyndte jeg at støvsuge science fiction-hylden. Min største SF-oplevelse er stadig Asimov’s Foundation-serie, som i sin fulde længde tæller mindst 17 bøger, hvoraf jeg har læst de fleste flere gange, og også er helt vild med Kingsbury’s ikke-kanoniske “Psychohistorical Crisis” (1000 skønne og velskrevne sider!). Der er mange (også forfattere) der i dag ser lidt ned på Asimov, fordi hans skrivestil ikke er særlig litterær og moderne. Jeg ærger mig en del over at SF-romaner i dag *skal* være skrevet i en litterær og moderne stil, for det forhindrer en masse idé-drevede historier i at blive udgivet indenfor genren (og sikkert også indenfor andre genrer), hvilket genren ellers kunne være en saltvandsindsprøjtning som godt kunne have brug for. I dag skal en forfatter helst være ordkunstner først og fremmest, mens emnet og idéerne lader til at spille mindre roller. Det er ret dræbende for forfatterspirer der bare gerne vil ud med nogle fede sci-fi og action-idéer, og dén holdning synes jeg bare er endnu et (selvforskyldt) søm i forlagsverdenens kiste. Men markedet er jo heldigvis ved at skifte til selvudgivelser, hvor de ting der virkelig fanger folk har en chance for at få succes.

Nå, sikke jeg snakker… Hvis jeg skulle vælge de største litterære værker som har betydet noget for mig, så ville jeg nok se mig nødsaget til simpelthen at vælge nogle definitive klassikere, såsom Shakespeare’s værker – på den anden side er de i en kategori for sig, som er så langt hinsides alt andet at det næsten er grinagtigt. Så… det er svært – meget svært! Måske umuligt.